I nogle af de større jyske byer kan man nu finde skilte, hvor der står HAVEFOLKETS lagersalg. Hvad går det mon ud på?


TEKST & FOTO: HAVEFOLKET

September 2012 startede vi vores havemagasin HAVEFOLKET, og det har vi ikke et sekund fortrudt. Allerede de første måneder var der rigtig mange, der havde lyst til at læse med og give os positive ord og konstruktive råd med på vejen, og vores læsere var (og er) søde til at videregive hint til andre havefolk, om at de også meget gerne må læse med. Det har vi været vildt glade for. HAVEFOLKET er efterhånden blevet en del af vores bevidsthed morgen, middag og aften. Og vi har masser af gode ideer og skøre påfund til hvad HAVEFOLKET skal kunne i morgen, til jul og mange år frem.

Et halvt år efter vi startede op, dukkede der en anden aktør op på markedet. Han var faldet for vores navn – kan man konkludere, da han allerede da var læser af HAVEFOLKET – og døbte sin nye virksomhed et navn i tæt nærhed af vores. Det kan vi selvfølgelig ikke fortænke ham i, for vi er da også selv ret glade for navnet. Men at han valgte også at skrive sit navn på samme måde, som vi gør det – med samme skrifttype og med god afstand mellem bogstaverne – det synes vi faktisk ikke er særligt charmerende.

Uanset om han må eller ej, så vil vi med dette lille skriv gerne svare alle de læsere, der har spurgt om det mon er os, der holder lager-plante-salg i Jylland? Svaret er, at “Nej, det gør vi ikke”. Det har vi absolut ikke noget med at gøre.