Komik og ironi går ikke ret ofte hånd i hånd med emnet haver, men det gør det her. Så er du humoristisk anlagt har du her fundet bogen, der vil udgøre en glimrende “værtindegave” til manden der har parcelhus og grill. At bogen henvender sig til mænd gør den yderligere til et særsyn i haveverdenen.


TEKST: MARIANNE, ILLUSTRATIONER: LARS ANDERSEN, VENLIGST UDLÅNT FRA FORLAGET

Se lige på forsidebilledet og læs så titlen én gang til. Jo, den er god nok. Frem for den indre skærm toner et havemagasin, som blev husstandsomdelt i 70’erne til alle med hus og have. Det var den gang, der kun var det fra haveselskabet og så det her omtalte. Nu er det jo en ganske anden sag. Tegningen af Lars Andersen og ordspillet indikerer dog, at her er tale om satire, og dét – altså humor i forbindelse med havelivet – er et yderst sjældent, men dog meget kærkomment mix. Er det så lykkedes?

Vi med hus og mave

Jeg går ud fra, at jeg egentlig ikke er målgruppen (på trods af det med maven), for Gorm Vølver følger op på den tråd, som også var kendetegnende for nogle af hans tidligere udgivelser; “Håndbog for halvgamle mænd” også dem i deres bedste alder. Men jeg har tilladt mig at læse med “over skulderen” som journalister siger, når de godt ved, at andre sniglæser. Og det har jeg gjort med største fornøjelse! Her får vi nemlig intelligent og selvironisk havehumor for fulde gardiner, og bogen har allerede fået fast plads på servantebordet ved siden af toilettet. Den er læst på et par besøg eller ti – det er korte afsnit – og der kan ofte høres latterbrøl derudefra.

Gorm Vølver er jo kendt som den anden halvdel af ATS, altså “At tænke sig”, du ved; gak-gak-spalten på bagsiden af Politiken. Og det er åbenbart blevet populært at udgive små bøger om dagliglivets morsomheder fra havelivet, for hans “kollega” ud i lokumslekturen; Ole Knudsen, skrev den tidligere anmeldte“Sengelæsning for haveelskeresammen med sin viv Nana Simonsen.

Vi med hus og mave

NABOER FRA HELVEDE
Gorm anvender “kassemetoden” igen i denne bog: Forskellige have(stereo)typer på de folk, der lever i og omkring haverne på en villavej bliver benævnt med fx “Nyhedscentralen”, “Egoisten”, “Maskinmesteren”, “Den flinke nabo”, “Perfektionisten” og så selvfølgelig “Vej- og parkbetjenten”. De er alle genkendelige og jeg får jo helt lyst til at lave en lille quiz, nu vi har havefolket i tale. Haverne bliver også kategoriseret, så hvis man selv var i tvivl, kan man finde ud af, om man har en “Jesperhus Blomsterpark”, en “Stadionhave”, “Kirkegårdshave”, “Monets have” eller en “Thylejr”. Vi inviteres jo dels til at nikke genkendende til naboernes (eller havebloggere og andre bekendte i haveverdenen?) haver, men kommer selvfølgelig også til at skele til sin egen. Min vil nok mest være et mix af haven i Giverny og Thy.

Gorm spidder også vores tendens til at lave “dagligstuer” i haverne og spørger om, hvor meget man kan lukke et udekøkken af, inden det lige så godt kunne have betalt sig at lukke et vindue op fra samtalekøkkenet og ud til haven. Det er jo morsomt, men når man, som jeg og vist rigtigt mange andre have- og udelivselskere simpelthen kommer i kontakt med sin indre vildmand ved at stå og lave mad udenfor, så forbliver det blot en journalistisk lansekommentar. Men manden (Gorm) er jo jovial og selv en virkelig haveelsker, kan man nemt mærke, for at elske er også at more sig over alle de skøre opgaver, der følger med at eje en have. Fx at mestre fagudtryk, så man kan kommunikere med en ekspedient i byggemarkedet – ja, hvis man altså kan støve en op.

Vi med hus og mave

ORDBOG OG OPSKRIFTER
Som i enhver havebog med respekt for sig selv, er der også både et mindre opslagsværk og et par opskrifter på – gæt! Jep: Grillmarinader. Opslagsværket er – ja – et kapitel for sig. Her giver Gorm en forklaring på alt fra rentetilpasning til Polyfilla,  og hans betragtninger gør sjovt nok bagefter, at jeg får den vidunderlige følelse af, at vi virkelig er et folk. Altså havefolket. At han finder frem til alle de små finurligheder og skævheder, som vi alle går rundt med i vores store kollektive reservoir af viden og erindringer, holdninger og tanker vedrørende haver. At selvgjort fx ofte er halvgjort – i hvert fald hos “dem der ovre i nummer 8” eller at havevanding er en af de bedste veje til at komme i “zen” er bare skønt at genkende. Han giver endda et tip om, at hvis man er smart, så sørger man for at tage vandetjansen, når alle de andre i husstanden er forpligtet af andre og langt mere trælse opgaver. Nå, dér blev jeg luret af. Håber ikke gemalen kommer til netop dét tip, for så bliver der da kamp om vandslangen.

Bogen er illustreret med et mix af tegninger og fotos, og der er en masse lister og punktopstillinger, der gør den nemt tilgængelig og  understreger “letheden”. Desuden er der en grafisk genial ting, som jeg desværre ikke kan illustrere særligt godt her, det skal opleves. Inderst på siderne helt inde, hvor de buer ud fra hæftningen, er der, afhængigt af emne, fotos af elementer fra haveverdenen. Det være sig fliser, lægter, mursten, hække. Det har en helt igennem suveræn virkning, der netop understreger oplevelsen af, at vi havefolk, parcellister (med Gorms egne ord), er et fælles folk, på godt og ondt.

Bogen er en genial gave til såvel din nevø, der er blevet nyslået haveejer, som din bedste ven eller kollega. Kvinder kan også godt lide at læse med!

 

Vi med hus og maveFAKTA

TITEL: Vi med hus og mave
FORFATTER: Gorm Vølver
TEGNER: Lars Andersen
UDGIVELSE: April 2014
SIDER: 146
SPROG: Dansk
FORLAG: Politikens Forlag

Forlaget om forfatteren

Gorm Vølver har eget parcelhus og have samt reolen fyldt med havebøger og gør-det-selv-litteratur for husejere. Derudover er han journalist på Politiken og medredaktør af satirespalten At Tænke Sig. Medforfatter til bestsellerne “Håndbog for halvgamle mænd” (2010), “Halvgamle mænd i deres bedste alder” (2012) og “Biltosser” (2007).Læs mere her: 

SENGELÆSNING FOR HAVEELSKERE
En ny yndlingsbog er havnet på mit bord. Ja, det kan jeg lige så godt sige med det samme, for her kan man nyde uden at få at vide. Og det kan man godt have brug for ind imellem. At man så også lærer af den, det er en sidegevinst. Men der er et “men”.

KRYDDERURTEELSKERNES BIBEL
Nu er hovedværket om krydderurter kommet! Læs her om, hvorfor det lige netop er denne bog, “KRYDDERURTER – BOGEN FOR URTEELSKERE”, der er urtebogen over dem alle.

TIL HAVENYBEGYNDEREN
Da jeg fik denne bog i hånden var min association straks, at det var en bog udelukkende til havens nybegyndere, men er det nu også det?