ANNONCE

fredag den 27. juni 2014

ÅRETS GANG I HUNE - JUNI

SERIE: HAVEN I HUNE

Så nåede vi juni måned, og der er mere end frodigt i "haven ved verdens ende". Jeppe og Co. knokler på og der er konstant nyt at gøre, og i den grad også nyt at få øje på. 

TEKST: MARIANNE
FOTO: JEPPE





Haven i HuneJeg har sådan glædet mig til denne månedlige snak med Jeppe, for jeg bad ham nemlig om at fotografere i min yndlingshave i Hune; nemlig den gule have.

Som han selv siger, er det nok den sværeste at fotografere, men blot at sidde her og lade sig overstråle af alt det gyldne, det er guld værd for en Kjøwenhavner.

Jeg synes, det er lykkedes glimrende, og vil derfor lige nyde igennem, inden vi går til "makronerne".

Har du ikke lyst til at sætte dig ved siden af? Så kan vi nyde og tage ind, inden vi går videre i haven og hører, hvad der sker og hvilke gøremål, der er i haven i juni.



Haven i Hune


Haven i Hune

Haven i Hune

Ahhhhh, du kan godt mærke det, ikke sandt? Nu kan vi gå rundt og skinne af glæde og varme og lys resten af dagen.

Haven i Hune



 

OPGAVERNE I  HAVEN 
DENNE MÅNED
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Nå, vi må jo til det.

"Juni er en måned, der ligesom maj er fløjet af sted rent udviklingsmæssigt", fortæller Jeppe. Hver eneste dag har budt på noget nyt, og Jeppe og hans medhjælpere har rivende travlt. "Og så er det simpelthen så tørt. Ikke en dråbe vand har vi fået. Altså bortset fra da vi fik besøg af HAVEFOLKETs udsendte. Men ellers. Og så blæser det en halv pelikan, og selvom det næsten altid blæser heropppe, så udtørrer det jo også gevaldigt." Ja, det må virkelig være en udfordring, tænker jeg, når attraktionen er levende.

Jeppe fortsætter: "Der er masser af besøgende allerede, selvom højsæsonen med skolesommerferien ikke helt er skudt i gang endnu", og mens vi snakker, må Jeppe lige vende sig for at svare på dette og hint, når kunder vil vide, hvilken type mælkeklokke, dette her er eller hvilken er vejen til toilettet. Eller hvis de vil på en gåtur sammen med Jeppe haven rundt. Det prioriterer han og det nyder han.

Haven i Hune



Jeg spørger ham, hvordan i alverden han dog får tid til alt det i haven, der skal gøres? "Jamen der er jo hele tiden noget, jeg synes, vi ikke får gjort, men sådan er det nok altid for havefolk. Jeg har nogle hjælpere, der tager opgaverne på sig og er selvstændige. De løser de udfordringer, vi står overfor, om det er at klippe nogle af alle hækkene, både inde i haven eller omkring den, eller om det er at trimme buksbomkuglerne, klippe ned, plante ud - de er der bare og gør det, der er brug for. Også selvom de egentlig ikke har prøvet det før".
 Haven i Hune


"Og så er der det med at snakke med kunder", spørger jeg. "Tager det ikke en masse tid fra dine opgaver?". Der bliver stille lidt. "Jamen .... jo, replicerer han, "men jeg elsker det. Jeg synes at stemningen i haven er det aller allervigtigste. Du ved, at her er rart, at folk føler sig velkommen. Selvfølgelig skal vi gøre alt for at holde den, og det bliver den jo også, men stemningen er nu alligevel det vigtigste".

Haven i Hune


Se dét er en havemand af format, er jeg klar over. For en have med lige kanter og ingen ukrudt kan jo forekomme så inderligt ligegyldig, hvis ikke den føles rar og indbydende at være i. Og selvfølgelig spiller det ene ind på det andet. Hvis man besøger en have, der er misligholdt, kan det være svært at bevare humøret, men denne have her i Hune rummer både det trimmede, det vilde, det ekstravagante, det finurlige, det eventyrlige og det særegne. Ganske som en spændende og eksalteret dame i sin allerbedste alder. Provokerende, mild, kærlig og skarp. På én gang. Sådan nogle kan vi lide.

Haven i Hune
Haven i Hune

Jeppe bruger også tid på at opdyrke inspiration. Havebesøg både i ind- og udland hører med i hans hverdag, og denne gang var der åben have hos Bernt og Ege i Ålborg. Jeppe fniser lidt og fortæller, at det er en have med et meget dramatisk terræn, hvilket giver haven en fantastisk udsigt og en vis form for spænding. Han går nemlig med nogle spekulationer om, hvorvidt det er et lille uskyldigt havebesøg, der her er tale om, eller om det er et rekrutteringsmøde til den Nordjyske havemafia, for - udover sig selv - er nogle af de besøgende den lokale stenpusher, én af Anne Justs mange havekærester, og så nogle tidligere "Haven i Hune-piger". Jeg er lidt mystificeret, men Jeppe griner stadig på sin milde måde og er vis på, at der er lidt kærligt lusk med i spillet. Det er jeg så også.

Haven i Hune





PLANTER
I JUNI
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Tilbage til samtalen om haven er vi i gang med månedens fire blomster. Valget har været vanskeligt, for der sker som sagt så meget. Denne gang er det én af de store "drama queens", som Anne Just var så glad for. Den kan også så meget, og det er ikke for selve blomstens skyld, skønt den danner fin komplimentær med sine små gule blomster i den blå have. Blomsten, vi taler om, er planten med de smukke blade og stilke, der næsten går i ét og så sin særegne statur, men grimme navn; æselfoder.

Haven i Hune












De næste to planter står uendeligt godt til hinanden. Den ene er den såkaldte fjergræs, på engelsk Mexican feather grass, på latin Stipatenuissima, et navn, der nærmest er umuligt at udtale, som Jeppe siger: "Ja, jeg har det lidt lige som Anne Just. Når man sådan går rundt og ikke har så mange at tale blomster med, så bliver det så som så med udtalen". Han fortsætter: "Jeg kan så godt lide denne græs, for den er let og luftig, og så danner den sådan nogle gode pauser mellem alle de blomstrende tiltag i bedene. Det er der jo brug for, for at man rigtigt kan nyde det hele".
 Haven i Hune


Ih, hvor går det op for mig, at han har ret. Det der med græsser vækker et dybt behov for mig til at gå og ae dem. De er hele tiden i bevægelse, og alligevel giver de ro. De er så sarte og stærke på én gang. Den anden - eller rettere tredje plante er staudesalvien med det indtagende navn Caradonna. "Den bare blomstrer og blomstrer, og det er vi altså glade for heroppe", siger Jeppe. "Når den så er færdig, klipper vi den bare ned. Så fortsætter den kort tid efter og bliver ved til efteråret. Den særlige intense blå farve er helt vidunderlig!"

Haven i Hune
Jeg kan kun give ham ret og har besluttet mig for, at give efter for oplevelsen af, at blå virkelig rører mig dybt i min sjæl. Sådan kan man gå hen og overraske sig selv, når man mærker efter. Både indeni og udenpå.


Haven i Hune

Den fjerde valgte juniplante er en busk, den uægte enkeltblomstrende jasmin.

Haven i Hune
Den er både yndig og dufter både dag og nat, i sol og skygge, fugt og hede. Man bliver hensat til parfumeriet i Magasin eller til sin barndoms bobletyggegummi, når man dufter til den. Begge dele er dejligt. Og så fylder den godt ud i bedet, hvilket heller ikke er at foragte.



MÅNEDENS 
DEKORATION
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Månedens dekoration er "lidt sommerroser fra haven", som Jeppe så lakonisk siger.

Haven i Hune
Han har plukket lidt her og der, og navnene kniber det med, for de har altid stået i haven. Pyt! "Men den gule der, Jeppe, den, der er sådan lidt luftig. Hvad er det?", spørger jeg. "Det ligner farvevajd". Lidt længere pause. Tasten høres i det fjerne. Vi har begge kastet os  over "onkel Google", som vi ind imellem gør, når vi taler sammen, og han er lige ved at give mig ret. "Der er ingen, der har haft et bud på hvad det er", siger han så.

Haven i Hune

Det er jeg faktisk lidt stolt af, for jo mere jeg nærstuderer billederne og sammenligner med dem fra Google, jo mere er jeg sikker på at det er den. Det er en ret sjælden plante, som er toårig, selvsår sig og som helt fra tidlig middelalder blev anvendt til at farve linned og stof blåt med. Den indtrængende gule farve giver buketten et løft og blander sig med de afblomstrede allliumfrøstande og roserne. Djævelen, den mørkbladede Spirea Physocarpus opulifolius ’Diabolo’ gør bare buketten endnu mere yndig.


Anne Justs HaveJEPPES
BOGREOL 
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

"Som månedens bog vil jeg altså gerne nævne den netop udgivne bog om haven her. Den er på engelsk og er skrevet af forskellige folk, som kender haven. Den fungerer som en slags antologi, og skal ligge på salgshylderne både her og bl.a på Great Dixter, så vi håber, det kan få englænderne til at komme den anden vej over kanalen og besøge os. Ej, spøg til side", siger han med lune i stemmen, "men vi har jo hele tiden gerne villet have noget til vores udenlandske turister. Der findes jo snart heller ikke en dansker, der ikke kan engelsk, så vi håber det går. ".

Jeg mere end glæder mig til at få den i hånden og tænker, at det kunne være en kærkommen anledning til at skrive en anmeldelse af den.

 

DEN KOMMENDE MÅNED
JULI
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

I den kommende måned venter de rigtigt mange besøgende, og det er dem, de helliger sig, foruden den daglige vedligeholdelse. De har også forskellige lokale kunstnere, der dukker op, og får du lyst til at opleve et og andet i den vidunderlige have, så er her et lille udpluk:

29. juni 2014, kl. 14.00. Blomsterdemonstration  
Den kendte blomsterdekoratør Jonas Jensen fra Ålborg gæster haven og vil vise eksempler på sine ideer og kreativitet.
5. og 6. juli 2014, kl. 13.00. Pelargonieklubben Nordjylland besøger Haven 
Pelargonieklubben Nordjylland besøger haven med en udstilling af forskellige pelargonievildarter; duftere, zonale og stjernesorter. Der er også en del brogetbladede, som er meget dekorative. Klubbens medlemmer har også forskellige pelargoniestiklinger til salg.
13. juli 2014, kl. 14.00. Koncert 
Nordjyske pianister giver koncert på havens flygel og fylder orangeriet med skønne, klassiske toner.
20. juli 2014, kl. 14.00. Rosenrundvisning
Den velrenommerede rosengartner og indehaver af Rosenposten.dk, Knud Petersen besøger haven. Knud Petersen vil gå en tur i  haven med de interesserede gæster og fortælle om alle aspekter af rosendyrkningen. Der vil desuden være et udvalg af roser fra Knud Petersens planteskole til salg i haven.


Vil du gerne læse mere om "Haven i Hune", så klik lige her.

13 kommentarer:

  1. Dejlig fortælling fra Hune hvor jeg endnu ikke har været, men jeg har den boblegummiduftende uægte jasmin Belle Etoile, den er skøn og duften er uforlignelig.
    Knus fra mig

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt du siger det, Lisbeth, det glemte jeg da helt at skrive. Tak! (Har den også selv - måtte hen og sidder ved siden af den, og jo, jeg røg direkte zurück til barndommens bobletyggegummi-bobler af duften. - Går ikke ret tit i Magasins parfumeafdeling! ;)

      Slet
  2. Haven i Hune er noget helt særligt. Hvor får jeg lyst til at komme derop igen. Jeg er ganske sikker på det bliver snart :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ih, det håber jeg for dig. Jeg har det selv sådan! Det giver nærmest HiH-abstinenser at skrive disse artikler!

      Slet
  3. Dette er så inspirerende å se og lese. Du skriver så godt. Normalt blir jeg oppslukt av bildene som jeg også ble nå, men også den viktige stemmen som gir stemningen i fortellingen om hagen. Takk! Anne

    SvarSlet
  4. Tack Jeppe och Marianne för för underhållande text och fina bilder från en underbar trädgård!
    Hälsningar
    Katarina och Henric

    SvarSlet
  5. Mange tak! Det gør mig rigtig glad, for både haven og oplevelsen af at tale om haven er vigtig for mig at få formidlet!

    SvarSlet
  6. Hej Marianne - Tak for en dejlig stemningsfuld artikel fra denne skønne have, der er så kontrastfyldt i forhold til sine omgivelser. Hilsen Lone

    SvarSlet
  7. Tilsyneladende vil computeren sende i dag, dette er hvad jeg forsøgte at sende i går:

    Igen en skøn artikel om en skøn og spændene have.
    Jeg havde glemt farvevejd, jeg havde den i haven for år tilbage. Den er en spændende plante især pga den historiske brug. Der var vist noget med den blev fikseret i hengemt urin for at få den blå farve, Helt godt har stoffet vist ikke lugtet, hihi,, men de har nok luftet det inden brug.
    mange have hilsner Gunvor

    SvarSlet
  8. Vidunderlig artikel om et vidunderligt sted.

    Tusind tak for den.

    Knus

    SvarSlet
  9. Skøn artikel. Tak for den.
    Kh Mette

    SvarSlet
  10. Hej Marianne
    Tak for en fin artikel. Jeg vil høre, om du kender navnet på den staude, der er på billedet tv og i midten af de tre på stribe, hvor den th er staudesalvie ?

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Bente, ja, jeg mener det er mælkeklokke. Jeg må lige have Jeppe på banen, så vi kan få det botaniske navn og sortsnavnet.

      Slet

ANNONCE