Helt almindelig engelskgræs, der vokser på enge og i mange danske grøftekanter, er ikke mindre end genial til at flette blomsterkranse af. Og ikke mindst til at lære teknikken, så man senere kan forsøge sig med sværere blomster.
TEKST & FOTO: LONE
For mange, mange år siden var jeg flere år i træk feriebarn på Mors hos noget familie. Én af de ting, der nærmest blev en tradition, var at gå ned i engene og sidde mellem strå og blomster og flette kranse. Byttet var engelskgræs, for det kan flettes til de fineste kranse, og når vi gik hjem fra engene havde vi både kranse om håret og lange ranker der hang efter os, for vi kunne nærmest ikke stoppe igen.
Inspireret af den snarlige tur til Mors for at besøge Tante Grøns have, tog jeg traditionen op, og min datter og jeg fandt frem til grøfter med de fine, lyserøde blomster. Bundter blev plukket og hjembragt – og lagt på havebordet.
Og så er det jo bare med at komme i gang.
Først nogle stykker i et bundt – en enkelt blomst lægges under.
Stilken skal over…
… og trækkes bagom bundtet. Og så er den på plads.
Sådan bliver man ved og ved. Placer dem evt. sammen to og to, så der kommer en fin stribe af blomster på den ene side af stilkene.
(Måske fungerer det bedre for dig “spejlvendt” alt efter om du er højre- eller venstrehåndet).
At slutte kan næsten være det sværeste.
Jeg binder den sammen flere steder med samme teknik som selve fletningen – bare med større mellemrum og henover de allerede sammenbundne blomster, mens stilkene i kransene ligger under. Til sidst er der godt styr på alle stilkene. De sidste kan “syes” fast under alle buerne og så er den færdig.
Sol og sommer – bundet i en krans. En krans så let at den kan bindes af selv de mindste hænder.
Jeg har altid syntes det var "tarveligt" at engelskgræs altid vokser i rigilige mængder langs moterveje, hvor man ikke må stoppe, og stort set ikke langs små søvnige veje, hvor chancen for at kunne stoppe er langt større.
Smuk krans
mange hilsner Gunvor
Overvejer kraftigt at bruge katastrofeblinket, når jeg er ude at køre, og nu hvor vi har fået opskriften, så trækker det endnu mere i mig. Nå, de kan jo også købes for penge, eller man kan gå sig en tur på en tør hede eller eng. Smukt er det, Tak for det, Lone!