Almanak – alene titlen minder os om, at tiden er rund og at året i haven gentager sig. Derfor er den faktisk ret anvendelig, selvom det er set før! Læs mere om, hvorfor.


TEKST: MARIANNE, ILLUSTRATIONER: KIRSTEN TIND & PETER NIELSEN

Jens Juhl og Sølva Falgrens tredje bog skal også nok blive en hitter, ligesom de to forrige,” Økohøns” og “Økologisk have, selvforsyning til husbehov”. Det er jeg ret så sikker på, for de har samlet en hel del af deres forslag om økologisk tankegang i denne nemt tilgængelige og enkle bog. Ikke så meget fikumdik. Bare korte tips og forklaringer, der ikke er forkromede, men let forståelige og til at gå til.

Læsestof er der som sagt ikke så meget af. Man bliver hurtigt færdig med den, men det er heller ikke meningen, at vi skal læse fra A – Z og så lægge den fra os. Meningen er, at du sidder med din egen havekalender i hænderne. Et værdigt alternativ til både HAVEFOLKETs kalender om gøremål i haven og til de få andre, der findes på markedet. For i denne kan du efter hver måned også indføre egne notater, billeder og andet, som du har brug for at huske. Hvis man skriver meget, som jeg, så er der ikke sider nok, men jeg forstår egentlig godt, at der ikke er afsat plads til det, for der er ikke noget mere irriterende end at man tror, man har købt en bog, og så viser det sig, at den er fyldt med blanke sider. Der er heller ikke afsat plads til alle de frøposer og plantemærkater, som af en eller anden grund ligger i bunker i skotøjsæsker mv. Men så ville almanakken jo blive bulet, så måske ligger de bare meget godt, hvor de ligger.

Egentlig er en almanak en bog, der udgives hvert år, kan jeg læse mig frem til, men det er ikke meningen med denne. Her er haveåret netop rundt og gentager og gentager sig, indtil vi ikke har brug for en bog, men kan tage til den evige have.

Bogens 12 kapitler er indledt med en kort tekst om havearbejdet og de havegøremål, der er oplagte, og efterfølgende gennemgår forfatterne så de typiske grøntsager og elementer i en typisk (økologisk) køkkenhave, samt hvad der vil være hensigtsmæssigt at foretage sig med dem. Bogen indeholder også nogle gode skemaer over blomstringstider, tider til at så i og tider til at høste i, og så er den illustreret af hele to tegnere. Det gør sig godt, og de går overraskende godt i spænd sammen. Egentlig kan det ellers være vanskeligt at få en tegner til at passe sammen med Kirsten Tinds streg, der så nænsomt og alligevel poetisk illustrerer hver enkelt plantes sjæl, så vi havefolk bare kommer til at elske en majroe, fx. Men det gøres altså ret godt af den mere maskuline Peter Nielsens streg, der ligner mine meget tidlige “biodynamiske” opslagsbøger, som afspejler et meget virkelighedstro haveunivers.

Ja, der er nærmest også en “linje”, der kan trækkes tilbage til John Seymours “bibel” om selvforsyning. Meget naturtro og alligevel lidt vibrerende og drømmende, og fremmer min lyst til at gå i gang i haven. Og det er jo en af havealmanakkens fornemmeste opgaver. 

 

TITEL: Havealmanak, Økologisk have – måned for måned
FORFATTERE: Jens Juhl og Sølva Falgren
ILLUSTRATIONER: Kirsten Tind og Peter Nielsen
UDGIVELSE: 2014
SIDER: 155
SPROG: Dansk
FORLAG: Koustrup & Co.