FREDENSBORG

Slotshaven er med sine 120 hektar og ca. ni kilometer alléer Danmarks største barokhaveanlæg. Gennem sidste halvdel af 1900-tallet har man arbejdet bevidst og målrettet for at sikre de mest centrale værdier fra haveanlæggets grundlæggelse og første halvtreds års levetid. Genskabelsen af havens grundstruktur; allésystemet, blev sat i værk af Knud Preisler, der var haveinspektør ved Inspektoratet for De Kongelige Haver i perioden fra 1960 til 1987. Det begyndte egentlig med et sørgeligt dødsfald. I 1948 væltede et af de store lindetræer i forgården pludselig og dræbte en ansat. Af frygt for at der skulle kunne ske flere ulykker, blev alléen fældet. Preisler arbejdede ud fra den grundidé, at man i slotshaverne skulle fastholde og videreudvikle den danske, kongelige havekunst fra 1700-tallet, så de nationalhistoriske og haveæstetiske værdier kunne bevares for eftertiden.

De gamle linde i slottets forgård udviklede sig til enorme træer og skabte derfor et utiltænkt skyggefuldt og mørkt indgangsparti til slottet. Postkort fra begyndelsen af 1900-tallet. FOTO: STYRELSEN FOR SLOTTE OG KULTUREJENDOMME

Man skulle gå radikalt og systematisk til værks for at sikre havernes grundstruktur, og allétræerne spillede en helt central rolle. Godt tre tusinde allétræer i De Kongelige Haver nærmede sig støvets år, og der skulle udvikles og iværksættes en plan for dem alle.

Der blev overvejet forskellige løsningsmodeller. Det var vurderingen, at det ikke var en farbar vej at lade træerne ”dø i skønhed”. Risikoen for, at de pludselig kunne miste store grene eller vælte, var for betydelig. Man ønskede heller ikke at foretage løbende indplantning med unge træer i gamle alléer. Synspunktet var, at det ville resultere i en sjusket og ligegyldig række af træer. Tilbage var at fælde og plante nyt. Man var udmærket klar over problemet i at alle alléerne stort set var jævnaldrende, og at det ville være et voldsomt og bekosteligt indgreb at udskifte alle træerne på én gang. Derfor faldt valget på en blanding af udskiftning af hele alléafsnit og på beskæring af andre. Beskæringen skulle reducere træerne til halv højde, og alle grene skulle skæres ind til stammen. Dermed fjernede man faren for nedfaldende grene, og for at ustabile trækroner kunne bryde sammen. Indgrebet skulle forlænge den tid træerne kunne bevares med 40-60 år, og målsætningen var, at man i løbet af en periode på 75 år skulle forynge og forny samtlige alléer i De Kongelige Slotshaver.

I Fredensborg Slotshave benyttede man både fældning, nyplantning og reducering ved beskæring. Man startede med genplantning af lindetræerne i slottets forgård i 1954. I perioden fra 1968 til 1997 blev fire af alléerne i havens stjernesystem genplantet i fuld længde, mens to af stjernealléerne blev partielt genskabt. Tre ud af havens i alt fem indhegningsalléer blev også udskiftet. Sideløbende med genplantningerne blev der gennemført en beskæring af havens gamle alléer og centrale beplantningselementer. De store lindetræer i Brede Allé, der jo var 40 år yngre end havens øvrige alléer, blev bevaret og skåret kraftigt tilbage lige som træerne på Skibsbakken og Ballonpladsen.

Da lindene i forgården blev fældet, blev det besluttet, at de nye træer skulle holdes klippet efter historiske foreskifter. Dermed  virker pladsen i dag både større og lysere, og man kan opleve kompleksets hierakiske opbygning med slottet som kulminationen. FOTO: JENS LINDHE

I 1982 blev Preisler tildelt Eckersberg Medaillen i anerkendelse af hans medskabende forvaltning af de kongelige lysthaver. Motiveringen for tildelingen af prisen lød: ”Haven er et sårbart kunstværk. Det tager lang tid at bygge en have op, og når den er færdig i visse dele, er den allerede ved at nedbrydes i andre. Havekunst kan derfor kun forvaltes ved en kunstnerisk indlevelse i processen og ved en kreativ medvirken i forandringerne. Haverne ved Fredensborg, Frederiksborg, Rosenborg og ved de øvrige kongelige slotte kunne nemt – ligesom de fleste herregårdshaver – været gået tabt som kunstværker på grund af forsømmelser eller forkert pleje. Men de strutter af vitalitet. Det gør de takket være Knud Preislers forvaltning. Han har forstået at kombinere respekten for det kulturhistoriske med det gartnerisk forsvarlige og det kunstnerisk mulige.”

Oversigtskort over slotshaven og det store allésystem. Schønherr 2013.

Preislers efterfølger, Ole Stattau og medarbejdere ved slotshaverne, har siden arbejdet på at føre den langsigtede vision og plan ud i livet. I 1990’erne påbegyndtes således genskabelsen af Konge Allé, som landskabsgartner Rudolph Rothe i midten af 1800-tallet møjsommeligt havde omlagt til et landskabeligt forløb med åbne partier og skovmassiver. Det særlige ved Konge Allé er, at den består af hestekastanjer. Kastanje var et nyt og ukendt træ i Danmark i 1700-tallets begyndelse. Der blev importeret og plantet en del kastanjer på Fredensborg i havens første årtier, og der var blandt andet kastanjer i den indre slotsgård. Træet var attraktivt, både på grund af de store blomsterstande, og fordi frugterne var et godt fodertilskud til vildtet. I dag præges havens kastanjetræer af jævnlige angreb af kastanjeminérmøllet, ligesom mange træer i det københavnske bybillede, og det er ikke længere hensigtsmæssigt at plante nye alléer af kastanje, selv om det er et historisk rigtigt plantevalg.

Da slotshavens Konge Allé blev genskabt, fik man igen muligheden for at opleve heste- kastanjer, som var et både eksotisk, nyt og eftertragtet allétræ i 1700-tallet. Foto fra 1997.   FOTO: JENS HENDELIOWITZ

Der var oprindelig en del flere alléer i haven, og de var oftest flankeret af hække, så man ikke kunne kigge ind i skoven. I midten af 1700-tallet kom rødgran, skovfyr, lærk og ahorn på mode. Det var tyske forstfolk, der blev hentet til Danmark for at styrke skovbruget, der introducerede disse arter. I Fredensborg Slotshave blev de også brugt flittigt. Flere af havens alléer var tilplantet med skiftevis løv- og nåletræer. Også i Brede Allé var hvert andet træ et grantræ. Andre alléer bestod af lind og ahorn. Nogle blot af tuja, gran eller hestekastanje alene. Popler er også nævnt. Det store allégenplantningsprojekt har dog kun haft til formål at genskabe de mest centrale alléer, og plantevalget er faldet på lind som det absolut mest sunde og sejlivede allétræ.

Når lindetræer beskæres, reagerer de ved at danne nye skud. Dermed opstår de såkaldte kandelaberlinde, hvor træerne i stedet  for én gennemgående stamme har flere stammer, der igen ved beskæring kan danne flerstammede kroner. Sådanne træer  kan blive ustabile. Her er det træerne i Brede Allé umiddelbart inden fældningen i 2011. FOTO: IKKE OPLYST

Akvarellen af O.J. Rawert viser, hvordan træerne i Eremitage  Allé i 1843 var klippet på siderne, men voksede frit i højden. AKVAREL: DET KONGELIGE BIBLIOTEK

Ved genplantningen af alléerne besluttede man, at træerne ikke skulle holdes beskåret. Der skulle blot løbende foretages en let beskæring af kronernes nederste grene, så de lange kig gennem alléerne kunne friholdes. Denne plejeform er ikke efter de historiske forskrifter. I havens glansperiode fra 1720’erne til slutningen af 1760’erne blev træerne beskåret. Idealmålene har givetvis været en stammehøjde på omkring tre meter og en kronehøjde på fem-otte meter. Træerne blev klippet i kegleform, kasseform eller i sammenhængende stammehække. Helt frem til midten af 1800-tallet blev træerne holdt beskåret på siderne, så der var åbent til himlen, når man spadserede i alléerne. Dette sikrede de lange kig fra slottet ud i landskabet.Beslutningen om ikke at klippe alléerne blev taget med afsæt i den begrænsede driftsøkonomi, der var til rådighed, da træerne blev genplantet. Vurderingen var dengang, at det var vigtigt at genplante alléerne til trods for at de ikke kunne holdes beskåret. De genplantede alléer gør det muligt at opleve havens grundstruktur, om end ikke som det var tænkt på J.C. Kriegers og N.H. Jardins tid. Træerne er vokset godt til, og selv om kronerne løbende bliver løftet ved beskæring, er de lange kig reduceret til små lyshuller for enden af de mørkegrønne tunneller. Samtidig har træerne vokset sig så store, at det ville være et voldsomt indgreb at beskære dem. Et sådant indgreb ville også medføre en øget driftsudgift, som man skal være villig til at afholde både nu og i kommende generationer.

I 1966 blev de få tilbageværende træer i Eremitage Allé  reduceret til halv højde og alle grene skåret af.   FOTO: JETTE ABEL

Eksempler på andre restaurerede elementer er Nordmandsdalen, Rosenhaven og Hidsepladsen. Rosenhaven er et billede på, hvor let forgængelige beplantningselementer kan være. Den blev anlagt i 1950’erne af dronning Ingrid, men nedlagt allerede sidst i 1990’erne, hvor både planter og belægning var udlevet. I anledning af dronning Margrethes 70 års fødselsdag i 2010, forærede Folketinget og Regeringen majestæten en genskabelse af Rosenhaven. Idéen gik ud på at forenkle det gamle mønster for at skabe større plantefelter. Det var et ønske af både æstetiske og driftsmæssige hensyn. Udvalget af roser blev sammensat i samarbejde med dronningen med særligt henblik på at give et livligt farvespil og intense duftoplevelser. Hidsepladsen var oprindelig hegnet med plankeværk, så man kunne slippe jagthunde og vilde dyr løs og betragte slagets gang fra lysthuset på bakketoppen i midten. Pladsen blev senere indrettet som labyrint med høje hække, men da Christian VII efter sigende blev gal over ikke at kunne finde ud, blev der skåret åbninger i hækkene. Plantningen af lindealléer omkring Hidsepladsen i 1980 skabte en forenklet markering af det historiske sted.

Inspirationen til Rosenhaven er hentet i Michelangelos  belægningsmønster på Piazza del Campidoglio i Rom.    FOTO: THOMAS RAHBEK

Der findes også stadig fine og velbevarede landskabelige partier fra Rudolph Rothes tid. For selvom der har været arbejdet målrettet for at sikre grundstrukturen fra 1700-tallet, har det også været en målsætning at sikre nogle af de landskabelige værdier, som Rothe bibragte haven under omdannelsen til dansk skovhave. De smukke, åbne bakkedrag med udsigt til Esrum Sø ved Tusinddalerhøjen og Christian VII’s Hvile, er to af de væsentligste. En alders- og artsvarieret beplantning og et bevidst skifte mellem åbne sletter og skovmassiver i kombination med det kuperede terræn, småsøer, ellemoser og kig til det omgivende landskab, er kvaliteter, der hele tiden er i fokus. Som følge af en udsigtsfredning i forlængelse af Brede Allé, og kommunens lokalplanlægning er det, trods udbygning af Fredensborg by, lykkedes at opretholde illusionen om et lystslot i en have på landet ved søen.