HAVEFOLKETs første læserarrangement valgte vi at lægge i Tante Grøns have. Hun er indbegrebet af “Nordjyllands rose”, og fordi det er rosens dag i morgen får du nu hele floret.


TEKST: MARIANNE, FOTO: LONE

Kommet fra nær og fjern står vi der pludselig alle sammen – 10 glade læsere og deres ledsagere, og så os fra redaktionen samt vores gæve og gavmilde værtspar Tante Grøn og Syrenprinsen. Det er HAVEFOLKETs allerførste læserarrangement, og mon ikke der er flere end os, der har glædet sig til at besøge en helt unik have oppe i Limfjorden. Selvom det har blæst en halv pelikan og den stadig ikke var fløjet hjem, da vi gik rundt og nød, og selvom det er træls at vise sin smukke have frem, når man ved, den kan være smukkere i bedre vejr, så blev det en helt uforglemmelig oplevelse. Vi vil gerne dele ud af den, så du kan være med. Kridt derfor haveskoene, hold på hat og briller og følg med. For nu skal vi på havevandring i Tante Grøns have.

Hos Tante Grøn

Vi skal allermest se på roser, for i morgen den 29. juni er det rosens dag. Og selvom rygter hvisker, at tanten er mafioso i “Den nordjyske havemafia”, så er hun altså også i mine øjne “Nordjyllands rose”. Ej, det med mafioso er vist bare en morsom betegnelse for de haveglade og havekendte i det nordjyske, bare for lige at slå et søm igennem eventuelle spekulationer. Men rosen, hun blomstrer og trives med at have besøg, selvom der jo altid er en halv million ting, der skal gøres. Både længe inden, lige inden og bagefter.

Hos Tante Grøn

Vi ankommer i “gården” – et sted, der emmer af ro og velvære – skyggefuldt og alligevel mildt og varmt med vægge, der har farver som selve himlen, og et naturligt lyst lys, der kun fås oppe på toppen af Danmark. Her er pyntet, men ikke overpyntet. Det er helt tydeligt, at her bor en æstet, en planteglad, der bare har lyst til at give hver enkelt plante en helt særlig plads og opmærksomhed. Alle vegne ser vi små opstillinger, der lyser af opfindsomhed og humor, men alligevel er der plads til at vi kan stille alle vores kasser og kurve med bytteplanter, der skal tages i øjesyn senere på dagen. Efter havevandring, kaffe, kage og havesnak, vel at mærke.

Hos Tante Grøn

Syrenprinsen, altså Tantens mand, har ventet med at fodre de smukke, hvide vidundere af en dueflok, der bebor haven. De flokkes omkring ham og er helt tamme. Han fortæller, at de ofte følger med på de daglige lufteture med Molly, havens hund.

Hos Tante Grøn

Vi er kun meget få, der kender hinanden i forvejen, og det er altså morsomt at hyggesnakke med mennesker, man kun har kommunikeret med på nettet. En aha-oplevelse, at stå der og “kende” hinanden, selvom det er første gang, vi ses. Det skal så klart gøres mange gange fremover.

Hos Tante Grøn

Det samme gælder jo med hensyn til Tante Grøn, med hvem man kan udveksle dybsindige og morsomme kommentarer under diverse havebloggeres indlæg. Selv har hun ikke en blog, det har hun slet ikke tid til. Der er jo haven.

Hos Tante Grøn
Hos Tante Grøn

DEN GRØNNE SAMLER
Tante Grøn er en vaskeægte samler, og fordi det hele har én eller anden funktion, virker det helt naturligt at møde rækker af zinkvandkander og en mindre landsby af redekasser – et Mini-Løkken for mejser, kommer man til at tænke.

Det er rosentid, og selvom der jo er et væld af andre sjældne og spændende planter, er det primært roserne, der dominerer og fascinerer.Vi går helt berusede rundt i dufte så forskellige som musk og abrikos – ja, enkelte læsere mener, at der er roser, der dufter af citronfromage.

Hos Tante Grøn

Hos Tante Grøn

Mange har deres kameraer eller mobiler fremme, og det er ikke mærkeligt. Selvom tidspunktet,  rent blomstringsmæssigt, bortset fra rosenfloret, er lidt af en overgangsperiode, er haven et sandt mekka af planter, der med deres særegne statur, farve, form eller aura skaber så meget liv i haven, at dét, der for mange af os andre er en mere stille overgangsperiode, ikke er det, der ligger lige for i denne have.

Hos Tante Grøn

 

Hos Tante Grøn

Haven er så fotogen og den er fuld af steder, hvor man kan slå sig ned og vegetere. Eller bare få øje på detaljer, som man ikke lige ser, mens man navigerer rundt og oplever. Duerne, der bebor endegavlen har også et dueslag midt i haven, og det er mere end hyggeligt at møde det på turen rundt. Lidt som om det er deres have, vi besøger, hvilket det vel egentlig også er. 

Hos Tante Grøn

Buff beauty
Buff Beauty
Hos Tante Grøn

 

Hos Tante Grøn

 

Hos Tante Grøn

Det slår mig, at sådan et havebesøg rummer meget mere og mange flere budskaber (som jeg kan finde ud af at afkode), end et vilkårligt besøg på et kunstmuseum. Nogen ville måske hævde, at det er to vidt forskellige oplevelser, event, eller hvad vi nu skal kalde det, og det er sikkert også rigtigt. Men jeg, som ellers besøger mange museer, bliver pludselig helt bevidst om, at haver som denne er betydningsbærere ud over det sædvanlige.

Pæon Sarah Bernhardt
Pæon Sarah Bernhardt

 

Haven består af mange gamle træer. Nogle af dem har du til gode til en anden gang. men da vi nu skal kigge på roser, skal du vide, at flere af dem har vidunderligt gamle mosbegroede frugttræer at slynge sig i.

Madame Plantier
Madame Plantier

TID TIL HAVESNAK
Hos Tante Grøn
Der er masser at snakke om, og selvom havens gæster ikke umiddelbart kender hinanden indbyrdes, går snakken lystigt. Vi er også gode til at dvæle sammen, noget, der i mine øjne er en meget overset “sport”. Kaffe og kage skal der selvfølgelig også til. Og vi sidder stort set alle sammen i det nye, skønne væksthus – Tantens nye refugium. Det er så hyggeligt at vende dette og hint, og snakken går lystigt.

Hos Tante Grøn

 

Hos Tante Grøn

 

ROSENTID

At det er rosentid er ikke usædvanligt i juni, men at roserne står i fuldt flor, og faktisk har gjort det siden sidst i maj, er ikke noget, vi ser ret tit. Vi lod os komplet overvælde, og det vil vi nu invitere dig til også at lade dig blive. Vi ved naturligvis godt, at roser (ja, alle planter, men især roser) bare skal opleves IRL med alle sanserne, men da jeg i hvert fald selv til tider simpelthen bare har brug for visuelt at “inhalere” roser i en dyb vejrtrækning, så får du nu også muligheden. Off we go.

Sharifa Asma
Sharifa Asma
Slyngrose Veilchenblau
Slyngrose Veilchenblau

 

Rambler Paul's Himalayan Musk
Rambler Paul’s Himalayan Musk

 

Eden Rose/Willestrup
Eden Rose/Willestrup

Det er langt fra kun den lyserøde farve, der får lov til at herske i denne have. Her er både gule, violette, dyblilla, sart rosa, hvide og roser med et samspil af farver. Samtidig er der et utal af roser fra forskellige familier. Mosroser, klatreroser, de engelske Austin roser, Kordana roser, Poulsen samt historiske roser. Sikkert flere – og det giver det et ekstra nøk i den retning, der gør at have opleves som unik.

Pilgrim
Pilgrim

 

Alba Maxima (Skagensrose)
 Alba Maxima (Skagensrose)

 

Hos Tante Grøn

 

Gerbe Rose
Gerbe Rose

 

William Lobb
William Lobb

 

Rambler Paul's Himalayan Musk
Rambler Paul´s Himalayan Musk

 

Nellikerose Pink Grootendorst
Nellikerose Pink Grootendorst

 

Slyngrose Bleu Magenta
Slyngrose Bleu Magenta

 

Slyngrose Bleu Magenta
Slyngrose Bleu Magenta

Alchymist

Alchymist
Alchymist

 

Westerland
Westerland

 

Madame Plantier
Mme Plantier

 

Golden Celebration
Golden Celebration

Efter nogle helt vidunderlige timer i i selskab med både værtspar, læsere, hvide fredsduer og roser, der bedårer helt ind i fimrehårene, takker vi af og drager mod vores egne haver igen. Fyldt op af oplevelser, inspiration og intens nydelse, af forestillinger om at tilegne sig lige dén og så også lige dén rose, for de er da helt uundværlige.

Tak, siger vi! Tak til jer læsere for en god dag og naturligvis til Tante Grøn og hendes Syrenprins. Vi glæder os inderligt til at kunne glæde endnu flere læsere samt til at kunne lave et nyt arrangement.

Rigtig god Rosens dag i morgen!