Her i juni er det tid til sommerbeskæring af vinplanterne, og jeg har været i gang med saksen i drivhuset.


TEKST & FOTO: LENE

Sidst i december klipper jeg alle de gamle skud af helt ind til stammen, så den gamle vinstok står og ser trist og nøgen ud. Den skyder lystigt igen om foråret, og når sideskuddene her i juni har dannet klaser, er det tid til en sommerbeskæring. Jeg lader 2 klaser på sideskuddet sidde, og beskærer derefter rankerne, så der er omkring 6 blade tilbage. Samtidig fjerner jeg de sidegrene, der ikke er drueklaser på.

Sommerbeskæring af vindruer

 

Løbende gennem sommeren fjerner jeg ny tilvækst, så drivhuset ikke ender med at blive en sammenfiltret jungle af vindrueblade. Det er dog vigtigt ikke at fjerne for mange blade, da disse er med til at danne saft og sukker til at modne druerne.

Sommerbeskæring af vindruer

Hvis du har stor tålmodighed, kan du med en lille saks tynde ud i de enkelte drueklaser, så du får færre, men større druer. Det har jeg endnu til gode at prøve.

Vores vinstok er lidt over 20 år gammel. Den er plantet udenfor drivhuset og den lille stamme blev ført ind gennem soklen. Det var derfor kun i starten, det var nødvendigt at vande. Sidenhen klarede Moder Natur den sag. Drivhuset er endnu ældre, da vi købte det brugt, så der er ikke så meget sokkel tilbage. Jeg gruer for den dag, hvor det gamle drivhus falder sammen, men så må vi have et nyt – bygget udenom vinstokken.

Sommerbeskæring af vindruer

Læs mere:

GLÆDENS DRUER
Hvis du har vindruer i drivhus eller op ad en lun sydmur, er der grænser for, hvor mange klaser du kan nå at nyde, når først de er begyndt at bære. Og gemmes kan de jo ikke. Her kommer en vanedannende opskrift.

BESKÆRING AF VIN
Har du vin i haven eller i drivhuset, er det tid til at give rankerne en vinterbeskæring. 

LÆKKERIER TIL DRIVHUSET
I et drivhus skal der naturligvis være plads til planter, men der er jo ikke nogen der siger at der ikke også kan være plads til lidt møbler og nips. Til enhver stil og enhver pengepung – eller til dig, der er lidt til det hele. Vi har her samlet lidt lækkerier til dig og dit drivhus.