Om det nu er debatten om, hvorvidt haven er i gang med en vitalisering, eller om den har tabt ånden, der gør, at besøgstallene er støt stigende, vides ikke. Men man kan roligt sige, at der er en levende have oppe i Hune. Hør her om livet i haven i den varmeste juli i mands minde.


TEKST: MARIANNE, FOTO: JEPPE URBAN
Haven i Hune, juli

Det er mildest talt højsæson i Hune, og besøgstallet stiger pænt i år, hvilket kun kan skabe glæde. At der findes lidt debat rundt omkring om, hvorvidt haven nu ligner det, den altid har gjort, om “ånden” stadig er der, eller om den er i gang med en revitalisering, gør kun, at havefolk bliver nysgerrige og tænker: “Ej, vi må da se den ved selvsyn!”. Og heldigvis for det. Sådan noget som en levende have kan ikke opleves rigtigt på den flade skærm eller i bøger. Vi skal være der, selv tage ind, selv finde det unikke. Og det er lige præcis dét, vi går og ønsker for haven her i HAVEFOLKET: At folk kommer og gør sig deres egne oplevelser. Og det der ses, opleves og tages ind, er jo afhængigt af den, der gør det. Om hvad vi lægger mærke til. Hæfter os ved.

Hvordan er arrangementerne gået?, spørger jeg. Og så fortæller Jeppe, at haven er levende af interesserede besøgende hver eneste dag. At haven jo havde besøg af den navnkundige Knud Petersen, som ejer planteskolen Rosenposten. Og at musik- og kunstarrangementerne har været ovenud vellykkede. Knud Petersen fortalte naturligvis om roser. Jeppe fniser ved den fortælling, han kommer i tanker om. Ja, Knud, ham lærte Anne Just at kende, da hun i England havde set den rose, der hedder ‘Queen of Sweden’. Da hun kom hjem ringede hun til Knud og bestilte 30 stk. – intet mindre. Sådan var det med hende, men Knud havde kun ti. Så måtte han jo se at få nogle hjem til hende”. Vi fniser begge to af Anne Justs fornemmelse for kvalitet og evne til at slå ud med armene og er enige om, at den rose da også sidenhen er gået sin sejrsgang – ja, jeg har den selv i haven og glæder mig usigeligt over den. Og Knuds tilknytning til haven i Hune er der stadigvæk – Gudskelov!

Haven i Hune, juli
Haven i Hune, juli

 

Haven i Hune, juli

OPGAVERNE I  HAVEN 
DENNE MÅNED
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Vi har nået juli, og den intense varme, der overrasker os nordboere hver eneste sommer, når det sker, har nu lagt sig som en dyne over os – fra morgen til aften. I skyggen, som kan være sval, men også lummer, og i solen, som sløver én på et øjeblik. Og så er den – solen – ubarmhjertig overfor planter og andet levende i krukker og potter. I Haven i Hune vander og vander og vander de i ét væk, hvilket der naturligvis er nogle etiske spekulationer omkring, men gæsterne skal jo have noget at se, når de besøger haven. Selvfølgelig vandes der om morgenen inden gæsterne kommer, og igen om aftenen og natten med, men ind imellem også midt på dagen. Heldigvis er hele havens beplantning så gennemtænkt, at der størstedelen af tiden, og i alle haverne, er et eller andet, der topper. Men da der revitaliseres gennemgående og løbende, så har personalet også travlt med at rydde bede og gøre dem klar til nye typer af beplantninger og klippe stauder ned, så de kan tage en ekstra blomstring senere på sæsonen.

Haven i Hune, juli

Og selvom varmen er slående, så er der stor afsætning på kringlen, fortæller Jeppe, og den bages efter Anne Justs originale opskrift og serveres i kaffehaven. Her står Elna og bager i stegende hede, mens hun nyder de blå, blå stormhatte, som haven er fuld af. De blomstrer først her i sensommeren, men er alligevel nogle af de første, der stikker op ad jorden om foråret, og på den måde kan man gå og glæde sig og se frem til deres blå, blå, blå. Noget, som netop Anne Just gjorde en dyd ud af at formidle sin glæde over. Alle de blå, når man bruger dem, går man ikke naturen imod, sagde hun! Hun mente, at de gav haven en større og bedre rumfornemmelse, samtidig med at de tilføjer en vis kølighed. Hun anbefaler også helt nye haveejere at gå i gang med de blå farver først, for så senere hen at supplere med andre, for blå vil altid sørge for at bære det hele og binde sig sammen med den farve, som himmelrummet har ovenover det hele.

Jeg selv tænker, at blå er uendelighedens farve. En farve, man aldrig nogensinde kan blive rigtig træt af.

Haven i Hune, juli
Jeg får fortalt, at det, Jeppe og hans stab af hjælpere faktisk har allermest travlt med – udover at holde haven og sørge for at planterne overlever i heden –  er, at sørge for at der er en god stemning og så at være til rådighed, hvis nogen vil vide ét eller andet. “På billetten står der: Spørg bare”, siger han. “Det er fra Annes tid, for det var det vigtigste for hende, og det mener vi i høj grad stadigvæk. Nogle gange kommer folk over til os med et blomsterhoved i hænderne for at høre, hvad det er, og det behøver de altså ikke”, siger han skælmsk. “Vi kommer såmænd hellere end gerne hen til blomsten og svarer. Så kan andre besøgende også få glæde af den”. Jeg forstår hans hentydning, men kan også godt sætte mig ind i, at man bliver så begejstret og betaget og nysgerrig, at man bare  vide.Haven i Hune, juli
Haven i Hune, juli
“Hortensierne og roserne er nogle af de helt store vandslugere her hos os”, fortæller Jeppe. “De fleste af roserne er på retur, men “ramblerne”, dem der klatrer i træerne har det strålende. Sådan nogle kunne Anne Just rigtigt godt lide, for hos os skal tingene op i højden”, siger han. Og fortsætter: “Som Anne sagde: Op, op, op. Det er så trist, når folk går og kigger ned. Hvis de har noget at se på, når de kigger op, så rejser de nakken, og alt bliver sådan lidt mere positivt”. Jeppe ler mildt, og hans måde at fortælle om det på gør, at jeg kan mærke, at han forstår ånden i ordene. Han selv lægger vægt på, at der skal være noget at få øje på alle vegne både oppe og nede, henne, over og under. Og hvor folk måske har en tendens til at synes, at der nogle steder virker “forsømt” eller mangler et eller andet, så fortæller han, at det jo kommer an på, hvad øjet ser efter. Hvis øjet leder efter konstant blomstring, så vil der være bare pletter. Hvis man fx derimod finder det interessant at gå og iagttage bladformer, strukturer, sammensætninger og små eventyrlige skjulte budskaber, så er der rigeligt at gå og se på. Og det hele forandrer sig jo hele tiden.
Haven i Hune, juli
Jeg ved han har ret, også selvom jeg ikke har været der endnu i år. Det er først gennem mit samarbejde med Lone og Karina her i redaktionen, at jeg har jeg fået skærpet mit syn omkring alle de nuancer af grønt der findes. Altså at opdage dem, se dem. Og alle de variationer over et blad, en stamme, en gren, der kan trives og supplere eller komplimentere hinanden side om side. Det er altså til at falde i svime over, synes jeg. Jeg har også lært at sætte pris på de rammer, som hække og belægninger giver. De fuldender helhedsoplevelsen og skaber mulighed for, at de enkelte planter får en historie at fortælle hver især. Samt at der er pauser mellem fortællingerne, så man ikke helt mister pusten, men sindet kan falde til ro.

 

PLANTER
I JULI

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

“Er der så noget, der blomstrer deroppe hos jer?”, spørger jeg. “Jamen, det er der da! Det går stærkt, må vi indrømme, og man må være der, når det blomstrer, men der er da både liljer, hortensier, katost, nøkkeroser og en hel, hel masse andet”. “Hvad med det du har sået, er der gang i det”? “Jo, lathyrus er lidt sene, men de skal nok komme. Så er der olieplanterne, de har det også fint. Nogle gange hører jeg folk gå og tale om dens giftighed. Det var jo den, der blev brugt til “Paraplymordet” i 1978, og hvis opklaring beror på, at man opdagede, at der var ricin i offeret. Ricin stammer fra netop denne plante”. Planter med anekdoter tilknyttede får altid ekstra opmærksomhed, ved jeg.

Haven i Hune, juli

Til de planter, Jeppe vil fremhæve i denne måned, hører en anden giftighed, som altså samtidig er en skønhed uden lige. Det er stormhatten, som vi nævnte tidligere. Her er den i en sart gammelrosa, og selvom “de hudfarvede” godt kan blive noget blege for Jeppe, så er den jo altså så indtagende og følsom og skulpturel. Det er stormhat, Aconitum carmichaelii ‘Pink Sensation’, som ses her i midten nedenfor.

Haven i Hune, juli

“Nr. to”, siger Jeppe, “er den lyserøde mjødurt, Filipendula rubra ‘Venusta’. Den er altså helt vidunderlig! Den er ikke helt sprunget ud endnu, men den dufter helt fantastisk og har noget luftigt, sværmerisk og elegant over sig. Det er den du ser til venstre på billedet ovenfor. De to sidste udvalgte planter er roser, og skønt jeg egentlig ikke er ret meget til roser”, indrømmer han, “så er de jo fantastiske. Og en rose, som bare blomstrer og blomstrer, kan stå i halvskygge, som der jo er den del af her i haverne og som er robust, det er Rose de Rescht”. Den er jo historisk, ved jeg, og den har også en fantastisk duft, som man til alle tider har udvundet olier af både til kulinarisk brug og til parfumeindustrien. Ikke mærkeligt. Den er pragtfuld! Godt valg, Jeppe. Den anden rose – og sidste juliplante, som Jeppe vil fortælle specifikt om – er den, så vidt han ved, eneste enkeltbladede Austinrose, der findes. Det er The Alexandra Rose, som her ses nederst tv. i billedet. Den er bedårende og faktisk ikke rigtigt kommet til Danmark endnu. Men lur os om havefolket ikke får øje på den!

Haven i Hune, juli

 

MÅNEDENS 
DEKORATION
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Som dekoration for juli har Jeppe valgt en let “grøftekantsbuket”, som dog er bundet for at hver enkelt blomst kan få lov at få sin ret. Buketten er bundet af rød gederams, vild gulerod, hostablomster, frøstande af bredbladet klokke, Campanula latifolia og den store pileurt, Persicaria aconogonon alpinum.

Haven i Hune, juli
Haven i Hune, juli
Ghitas roserJEPPES
BOGREOL 
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .
“Månedens bog har jeg valgt, fordi Ghita (Nørby – red.) og Lars Hannibal boede her på hotellet i en uges tid, fordi hun skulle læse op i kirken i Hune. Da hun så besøgte haven, blev hun helt blæst væk af betagelse. Vi gik en tur sammen i haven, og jeg måtte jo så indrømme overfor hende, at jeg ikke interesserede mig synderligt meget for roser. Ved du hvad, så sender jeg min bog til dig, når jeg kommer hjem, så får vi se, sagde hun så, og her sidder jeg så med bogen, som blev sendt i den fineste, lille pakke, og jeg må indrømme, at jeg er fascineret. Derfor vil jeg gerne fremhæve netop denne bog. Ghita er en vidunderlig kvinde, velnok Danmarks største skuespillerinde, og så kan jeg i øvrigt også godt lide hendes indstilling til livet og livsnydelsen. Hun siger jo også “Smil til din skvalderkål”, ved jeg”, afrunder Jeppe. Den lader vi stå et øjeblik.


DEN KOMMENDE MÅNED
AUGUST
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Jo, der har været gang i den i Hune i juli, må man sige. “Og er der så mere stille i den kommende tid?”, spørger jeg. Men det er der langt fra. Under vores små korrespondancer ved tilblivelsen af disse artikler, kommer jeg til at sms’e ham på alle mulige andre tidspunkter “udenfor arbejdstid”. Og Jeppe arbejder sådan set hele tiden. I dag, lørdag fx, er han ved at lægge sidste hånd på programmet, som – fortæller han – vil gøre Hyacinth Bucket (fra tv-serien “Fint skal det være”, red.) grøn af misundelse. Det må jeg lige høre om, inden vi runder af, insisterer jeg på. “Ok, ok”, siger Jeppe. “Vi laver “walking dinner” i haverne for en lille, eksklusiv kreds. Ja, det var nu et tilfælde, at det blev et samlet selskab. Vi besluttede, at der skulle være 65 billetter “and thats that”. Og vi havde måske også vores tvivl om, hvorvidt vi kunne få dem solgt. Men de blev købt alle 65 på én gang, så jeg er sikker på, at det bliver et helt fantastisk arrangement. Nu håber vi bare på at gæsterne ikke bliver gennemblødte i en tordenbyge, men ellers har vi alle odds med os”. “Skal vi ikke høre mere om det i næste måned, så,” spørger jeg. Det bliver vi enige om, og vi takker af for juli i Haven i Hune.