Lad os først slå det helt fast. Vi synes simpelthen, at du skal besøge den selv! Den skønne have i Hune. Men hvis du nu bare ikke kan, eller hvis du har brug for en appetitvækker, før du kommer af sted, så læs med her. Du får nu en reportage fra Haven i Hune – rum for rum.
TEKST & FOTO: LONE, HAVEPLAN: ANNE JUST. GENGIVET MED TILLADELSE FRA HAVEN I HUNE
Og sæt dig endelig godt til rette, for en have som denne er det svært at vise med få fotos. Så jeg håber, at du lige har lidt tid. Ja, nu er du altså advaret: Reportagen er lang!
Turen går til Nordjylland. Til Haven i Hune, som så mange af os kender så godt. Fra TV, fra bøger, fra internettet. Måske læser du med i Jeppe Urbans havedagbøger her på HAVEFOLKET. Men altså, lige nu sidder du med en junireportage fra haven foran dig. Vil du med? Så går vi ind.
Når man betaler entré til haven, er det så skønt, at man får udleveret den fineste akvarel med Anne Justs sirlige håndskrift. Akvarellen er en plan over haven med navngivning af havens forskellige rum og passager. Har du læst om haven tidligere, vil du vide, at denne have er næsten umulig at overskue, når man kommer her som gæst første gang. Haven er nemlig en labyrint af haverum, der ligger på kryds og tværs – oppe og nede. Et paradis for haveelskere og fantasifulde børn på eventyr.
Med kortet i hånden tager vi nu på besøg i haven. Jeg peger på kortet undervejs, så du kan følge med i hvor vi er. Du kan evt. starte med at klikke på kortet her til højre for at se det lidt større, før vi går i gang.
INDGANG
Vi starter naturligvis ved indgangen (den sorte pil i bunden af kortet). Herfra har man kigget ind gennem haven til området, hvor der er plantesalg. Lokkende, men der skal vi nu ikke hen endnu.
Henne ved en rullevogn kan du faktisk skimte Jeppe Urban, og hvis du ser rigtig godt efter, kan du også se, at han har købt sig et HAVEFOLKET forklæde. Jeg kan selvfølgelig ikke undlade lige at høre ham, om han er glad for det. Det bekræfter han. Har efter sigende ledt længe efter et forklæde, der ikke har et feminint design, og han er derfor vildt tilfreds med sit denimforklæde – med skindlomme, naturligvis. Og vi er da stolte af at se det i brug i haven her også.
Fra indgangen går vi til venstre, og lige foran os ser vi nu “Den gule have”.
DEN GULE HAVE
Haverummet ligger mellem afskærmningen mod vejen mod nord og havehuset, der også rummer butikken, mod syd. Rummet er bygget op omkring et vandbassin i midten, der har et lille springvand og er omkranset af bede på alle sider, så det hele her i juni næsten virker lidt jungleagtigt.
De gule blomstringer og løvfarver boltrer sig, og i sommervarmen, mens tunge skyer hænger over os og truer med regn, er haven nærmest selvlysende. Det er fascinerende smukt.
På kanten af bassinet står blandt andet disse potter på række – fyldt med gule hornvioler.
Man finder alle nuancer af gult i rummet.
Fra solskinsgul til okker – fra sart gul til næsten orange i fx kaprifolie.
Fra den gule have går vi videre mod Nordhaven. Passagen fra det ene rum til det andet er skåret igennem en gammel garage og malet sort. En dramatisk effekt – ganske genialt tænkt.
NYT DESIGN I NORDHAVEN
På vej ind i haven snakkede jeg med Jeppe. Han fortæller blandt andet om nogle af de ændringer, de er ved at lave i haven. En af dem er beplantningen af Nordhaven.
Her er de fleste planter blevet ryddet, og prydgræsset ‘Karl Forester’ er plantet i hobetal i kombination med blandt andet staudesalvien ‘Caradonna’ og lyseblå skabiosa.
Rummet er blevet forvandlet til en moderne have – en have med maskuline træk. Både i beplantningen med de rå græsser, men også repræsenteret ved de sort/hvide skulpturer mod en sort listevæg bagerst i rummet.
Et andet nyt element i haven er æblehuset. Claus Bonderup har tegnet, og Jeppe Urban har plantet æbler og hornvioler for komplettering af rummet.
Mellem havens hovedpassage og værkstedet mod syd, er der et langt, slankt bassin. Bassinet er nærmest helt skjult af den omgivende beplantning, men når man passerer her, har man det smukkeste kig på langs af bassinet, og virkningen er fantastisk.
Det giver rummet en form for elegance, noget næsten højtideligt.
Skamlerne i haverummet er for øvrigt lavet af keramiker Betty Engholm.
Fra Nordhaven går vi venstre om værkstedet og ind i Rosenhaven. På vejen passerer vi et lille lysthus.
ROSENHAVEN
Haverummet med alle roserne er orienteret mod syd – ganske som roserne elsker det.
Mod nord er haverummet afgrænset ved det sortmalede værksted, hvor flisetrappen fra parterre til flisegang foran værkstedet er støttet af massive buksbomhække, der indrammer kig fra værkstedet og ud i Rosenhaven – og bestemt også den anden vej. Se hvor fint!
Hækkene er endnu ikke blevet klippet, og selvom der er lidt vildskab over alle de grønne spidser, der stikker ud hist og pist fra takshække og buksbom i haven, så er linjerne intakte og behagelige at hvile blikket ved – ind imellem alle de blomstrende skønheder, der i dette rum findes højt og lavt – ja, alle vegne.
Det smukke rosentårn midt i rummet virker som et kunstværk, et transparent slot bygget af roser. Det skaber noget højtragende og skarpkantet, som kontrast til de altomfavnende roser, der slynger sig langs dets sider. Duften i tårnet er nærmest for intens, men synet er ganske imponerende. Også her i gråvejr.
Inde i tårnet er vi omgivet af roser på alle sider. Også over vores hoveder.
Bemærk i øvrigt, hvordan roserne har fingerbøl som naboer mange steder i Rosenhaven!
Jeg faldt pladask for dette syn. En kombination, hvor parykbusk for mig pludselig giver mening. Nemlig i kombination med de voldsomme purpurfingerbøl.
Vi må videre og går tilbage mod værkstedet den anden vej om. Her går vi under denne skønne slyngrose, der vajer som en hvid sky over passagen.
Herfra ankommer vi til Griseslottet.
GRISESLOTTET
Pludselig åbner himlen for sluserne og regnen siler ned. Stor glæde i haven, der desperat har savnet vand i mange uger med solskin. Ærgerligt for mig med en mission om at portrættere haven, men jeg håber, at du længere fremme kan se gennem regndråberne og alligevel nyde haven.
Da regnen løjer lidt af, går vi ud fra slottet igen og sætter kursen mod udsigtspunktet på Astersbakken.
ASTERSBAKKEN
Fra bakken her har vi udsigten ud over haverummet, der ligger nord for den private bolig. I hvert fald så godt et overblik, som det nu kan blive i denne labyrint af et haveparadis, hvor der rundt om hvert hjørne lokker et nyt malerisk syn, der kunne have været motiv for Anne Justs keramik eller malerier.
Haverummet huser det bugtende regnvandsopsamlende bassin, der omkranser Irisbakken.
Her i juni er det ikke iris, der dominerer på Irisbakken, men i stedet for er det de runde prydløg, der blandt andet danner par med brogede hosta.
Andre steder er det prydgræsser, løgene spiller sammen med.
På bassinets kant står terracottakrukker til parade. I år tilplantet med varierende løvfarver med en overvægt af de mørke, nærmest bordeaux farver.
Det mørke er gennemgående i løv, blomstring og stængler, og spiller delikat sammen med undersiden af åkandernes blade, der har samme mørke farvetone.
Er du én af dem, der har aversioner mod fuchsia og forbinder dem med umoderne landbohaver eller altankasser, så er her en øjenåbner. Kombinationen er ganske elegant.
I bassinets vandoverflade ligger hilsner fra Anne Just – flydende kugler af keramik.
Vi følger kanten af bassinet. Går frem til huset og højre om det.
Her går vi tæt langs facaden og nyder et stille øjeblik på den smalle terrasse, der byder på pause i rolige omgivelser uden stauder, løgvækster eller andet.Blot et simpelt havebord, lidt stole og et par opsatser. Omgivet af bøgepur med mørke blade.En pause senere forlader vi rummet, der sluttes af et stilleben – røde toner, der spiller op til blodbøgen.
DEN OLYMPISKE HAVE
At Anne Just var inspireret af verdenshistorien ses flere steder i havens kompositioner. Også her mod syd i Den olympiske have.
Haverummet er afdæmpet i farvevalg, men ikke i geometri. Rummet er domineret af to enorme taks klippet som brede obelisker, der er formet over tiden på store jernstativer. Desværre er de uklippede på dette tidspunkt og fremstår derfor ikke helt skarpe, men virkningen er fin alligevel.
Mod syd er rummet markeret med søjler, der flankerer indgangen til trappen, der fører til en bænk højt hævet over rummet – overdækket af slyngroser.
Som andre steder i haven er det lerkrukkerne der dominerer, og spiller fint sammen med Anne Justs keramik. Her i rummet placeret i det centrale element – et spejlbassin.
Mens jeg går rundt i haven, kan jeg ikke undgå at bemærke, hvor mange haverum, der kan være inspiration til både store og små haver.
Geometrier og haverums dimensioner, der bare virker, kan let overføres til de fleste haver, hvis man har mod på inddelling i haverum. Også de mange scenerier er lige til at blive inspireret af. Fx som her, hvor overvægten af det grønne er kombineret med terracotta, abrikos og lysegul i blomstringerne. Så raffineret.
GRAN VIA
Kan du huske fra indgangen i haven, at vi kiggede ned langs et hovedstrøg (hvor vi så Jeppe)? Løvehovedet her er afslutningen af hovedstrøget Gran Via, og vi dumper fra skuepladserne lige ned foran den lille fontæne. Ser vi tilbage mod indgangen, ses det flerstammede hjortetaktræ, der overdækker strædet, og mod højre ses den private bolig, hvor vi lige har siddet syd for og nydt synet af Den Olympiske Have.
Vejen frem er snørklet, og et mylder af pastelfarvede blomstringer følger os på vej.
Roser, Kleopatras nål, storkenæb, afblomstrede prydløg, hjulkrone, voksblomst og meget mere danner denne frodighed. Rammerne står buksbom og taks igen for – også hjulpet af vægge af efeu.
Fra orangeriet lyder Anne Justs stemme fra en video, der kører i rummet – én af de mange haveudsendelser, som hun har været vært for.
Pladsen foran orangeriet er belagt med små møllesten, der er omkranset af trædebregner.
Vi går ned ad trappen og rundt om orangeriet.
Rummet huser sarte planter og Anne Justs overdådige blomstermalerier. En udstilling midt i haven.Vi går stille videre – tilbage mod nord.
Fra Palethaven går vi stille videre mod Eriks have.
ERIKS HAVE & VANDBASSINERNE
Indgangen til haven er markeret af murede søjler, der bærer sirligt dekorerede støbejernslåger.
De okkergule søjler spiller sammen med den lysegule rose, der på denne årstid kaster sig ud over passagen mod Eriks have.
Haverummet er delt af stier på kryds. I midten står en urne med beplantning af etårige, der slår farven an – blå!
Stierne tegner rammerne for to store bassiner mod nord og to store staudebede mod syd. Det hele er kantet af taks – både bassiner og bede.
I urnen er plantet en kombination med en skjult hilsen til den tætvedliggende kystlinje i Blokhus – strandkålen. Den blå repræsenteres af texassalvie.
Det er et stort held, at jeg støder på Jeppe igen netop her. Han flytter mit blik fra bassinerne og gør opmærksom på de store tidsler i staudebedene – ét af årets store stoltheder. De er avlet i haven til formålet samme vinter, og jeg må indrømme, at de er ganske imponerende og henfører mig til haverejserne i England, hvor dette er et kendt syn.
Turen rundt i haven kan være lang, når man er nysgerrig på eventyr og gerne vil nyde det hele. Heldigvis runder turen dette kaffehus, hvor man kan købe den legendariske kringle og skylle ned med friskbrygget kaffe serveret af havens søde fruer.Kaffe og kage kan nydes i drivhuset eller på terrassen bag kaffehuset.Men vi skal videre. Vi går forbi kaffehuset og kigger mod nord.
VED ERIKS HUS
Bagerst i Eriks have, finder vi nemlig Eriks hus med et lille rektangulært fodaftryk. Huset ligger tæt langs indgangen til Gran Via – ja, nærmeste nabo til havehuset, hvor butikken ligger.
På tværs af staudebedene fra kaffehuset skimtes området ved Eriks hus – et område med ro. En solid takshæk skærmer terrassen foran det hvidmalede hus med grønne optegninger på vinduerne.
Til venstre for huset finder man gæstetoilettet – én af de ting, som Jeppe beretter, er et af de oftest stillede spørgsmål. Netop, hvor man finder dette? Han svarer altid gerne, men det er nu også skiltet på kortet.
I disse tider, hvor brænde som dekoration i haven er hyppigt brugt, findes her et interessant indslag. En hel væg beklædt med brændestykker som kulisse til prydgræsser og agave (og så skjuler væggen havens toilet – det var en serviceoplysning!)
Også hybenrose i farver, der spiller sammen med både det grå brænde og agaven, finder man her. En af de mange detaljer, der gør haven interessant. Det er bare med at have tid og ro til at få øje på dem.
Mon du stadigvæk hænger på, eller har jeg tabt dig på vejen? Jeg håber, du fulgte med og nød at se haven gennem mine briller. Næste gang du får en reportage fra haven, er det fra Karinas blik, og hun vil se nærmere på detaljer og spidsfindigheder. Den slags der inspirerer, overrasker, imponerer og måske forarger.
Har du selv fået mod på at tage køreturen til Hune, så finder du haven på denne adresse:
Postbakken 4, 9492 Hune.
Tak for den fint beskrevne og illustrerede tur.
Selv tak, Lise.
Det var en skøn havevandring, så jeg vil så gerne kunne videregive oplevelsen.
Og så er det jo svært at begrænse sig.
Dejligt, at du nåede helt igennem 🙂
En vidunderlig tur i Haven i Hune, tak for den!
Jeg er fyldt med indtryk og kan ikke rumme mere lige nu. Men ønsket om selv at besøge haven ligger på lur i hjernekassen.
Kh
Hanne
Jeg besøgte haven for første gang for ca14 år siden og sidste gang midt i juni i år. Forventningerne var store, og jeg synes stadigvæk det er en oplevelse, at gå rundt i en meget alsidig, varieret og fantasifuld have. Efterhånden som jeg bevægede mig rundt, blev jeg lidt skuffet. Mange steder virkede det rodet, ufærdigt og på grænsen til forfald. Vi var 2 i følge, og først halvt igennem haven vovede vi at være lidt kritiske over for det vi så. Til gengæld var vi enige om, at haven ikke på nuværende tidspunkt lever op til fordums standard. I nogle områder kan det undskyldes med at der sker omlægning af partier, men det undskylder ikke det gennemgående indtryk af en have, der næsten over alt virker lidt forsømt. Der blev også tid til en kop kaffe og et stykke af havens navnkundige kringle. Medens vi sad og nød det, kunne jeg ikke undgå at lægge øre til de omkring siddendes indtryk af haven, og det bekræftede mig i, at vi ikke var de eneste der var skuffede. Jeg håber, at haven vil bestå mange år endnu, men jeg tror, at den vil gå en stille død i møde, hvis ikke der sker en håndværksmæssig forbedring af pasningen. Forhåbentlig er der nogen, der tager hånd i hanke med det.
Kære Vagn,
Tak for dit oprigtige besyv. Alt afhænger af øjnene, der ser, men der er ingen tvivl om, at haven er en stor mundfuld at holde. Lønningerne er nok den tungeste post på et driftsbudget, og derfor afhænger hele successen af, at haven får besøgsintægter. Det er en af grundene til at vi i HAVEFOLKET har valgt at sætte ekstra fokus på den. En anden grund er, at netop det eventyrlige og perfekte i det uperfekte er en del af havens charme, set med vores øjne.
Måske har dit besøg været lagt i en af de perioder alle haver har, hvor alle hække skal klippes på een gang, alle stauderne er begyndt at falme og både blæst og tørke har rottet sig sammen?
Hvorom 'alting' er, vi håber vi med denne artikel og med vores serie om årets gang om HiH kan give vores hyldest til haven og være med til at bidrage til at haven kommer til at leve i mange mange år endnu.
Jeg vil gerne tilslutte mig Vagns synspunkter. Vi har også besøgt haven for mange år siden mens Anne Just levede og igen sidste sommer, og vi blev ret skuffede. Alle de fine staudebede var forsømte, istedet var der mange krukker med sommerblomster. Og der var slet ikke denne waw oplevelse som første gang. Det gjorde os ondt at se. Håber virkelig st haven vil overleve !
Kære Bente
Jeg har set rigtig mange haver – og især rigtig mange af de store engelske haver – og jeg vil anse mig selv for at være tilpas kritisk. Haven i Hune har jeg set flere gange. Både i Annes Justs tid og flere gange også efter Anne desværre ikke er her mere. Jeg har tidligere haft en enkelt gang i haven, hvor jeg var lidt skuffet over havens tilstand, men da jeg besøgte haven denne juni, var jeg alt andet end skuffet.
Jeg synes stadigvæk, at haven er vidunderlig, og det er dybt imponerende, at der ligger en perle som denne i Danmark. At man kan finde partier, der er mellem blomstringer er altid muligt, men jeg synes ingenlunde, man kan kalde haven forsømt. Den er fyldt med passion og masser af inspiration at tage med hjem til sin egen have. Jeg er stadigvæk fuld af beundring for det arbejde, nogen gør, for at vi andre kan komme på besøg ind imellem og bare nyde.
Det handler om at se alt det skønne, i stedet for at lede efter manglerne. Dem kan man vist finde i enhver have. Også i de store engelske haver, hvor der er 20 fastansatte gartnere. Og det må man trods alt huske, der absolut ikke er i Hune.
Håber du kan tåle, jeg svarer lidt igen.
Kh. Lone
Tusind tak for en helt fantastisk vandring og beretning af Hunes Have, besøgte haven for nogle år siden og gør det igen i år :-). Er spændt på at se de nye tiltag 🙂
Et forsømt staudebed her og der, og en have der måske ikke ser ud som i Anne's tid.
Det jeg ser via. Lone's skønne billeder, er at der er sket noget på andre fronter – og det er for mig af ligeså stor betydning!
I en have skal der også være plads til udvikling – også selvom det har sine bekostninger.
Hvis jeg må have lov at blande mig…
Ja, jeg ser i hvert fald frem til at besøge haven i egen person efter denne fine repportage. Overordnet for at søge inspiration til min egen have som er under udvikling, men bestemt også for at opleve dette livsværk skabt af en kunstner. Så TAK for en udførlig gennemgang af hiH som blot lokker til personligt besøg. Mange hilsner Louise
Sikke en vidunderlig reportage <3