Man får et helt nyt og mere intimt forhold til blomster efter at have læst og set i denne bog. Hør – og se – lige her, hvorfor.


TEKST: MARIANNE, FOTO: BOGEN ER GENGIVET MED TILLADELSE FRA FORLAGET

At sidde og kigge direkte ind i et andet levende væsens ædlere dele kan altså godt gøre én noget bly – også selvom man er sømandsdatter. Når det, du ser på, så ovenikøbet er forstørret op til gange 150 eller 3-400, kan det godt komme til at virke lidt overvældende. Når den første indre uro så har lagt sig lidt, og man beslutter sig for at betragte alle billederne som en slags kunstværker, så hjælper det faktisk lidt på det hele. Forfatteren, som altså er fotografen og biologen Jens H. Petersen, har begået en bog, der i sig selv er lidt af et kunstværk, og han har endda vundet præmier for nogle af fotografierne! Billederne kan – rigtigt mange af dem – sagtens tåle at blive blæst op i plakatstørrelse og hængt op, og det siger altså ikke så lidt. Både om motiv og skarphed.

Den verden der åbenbarer sig, når man kigger op under skørterne på blomster – ja, på selv rimeligt undseelige og relativt uinteressante blomster – er på det nærmeste mirakuløs. Orange selvlysende bobler på en lilla stilk med duskbehåring, eller selvlysende pink støvknapper med sukkerkrymmelagtigt fnuller på og sådan noget. Som altså ligner,  og også er, forplantningsorganer. På levende væsner. Forunderligt mærkværdigt, at verden er så farverig og spektakulær indeni en blomst, der vel at mærke udenpå, på kronbladene, også er både fantastisk og farverig.

Blomsterliv

BLOMSTERNE OG BIERNE
Er denne bog spændende? Ja, uomtvisteligt, også selvom kompositionen er triviel! Intro om blomsternes opbygning og forplantningslæren. 69 blomster gennemgås derefter med fotos først af blomsten, som den ses med det blotte øje, så af støvfang, grifler og andet dybt personligt – for en blomst altså. Og rigtigt praktisk er bogen inddelt i blomsternes familier; rosenfamilien, ærteblomstfamilien, korsblomstfamilien osv. Og jo, vi har hørt det før, det der om blomsterne og bierne. Og det lyder kedeligt, når jeg beskriver det. Jeg kan godt høre det selv.

Da jeg havde biologi som barn i Nyboder Skole, var der ikke noget kedeligere, end når vi skulle have om blomsternes støvfang, griflen osv osv. Gaaab og en papirkugle i nakken på Jesper, som så grinede og returnerede med et stykke viskelæder. Og så skulle vi oven i købet tegne det – timerne slæbte sig af sted! Gab igen! Det kan man imidlertid ikke sige om tiden, når man sidder med denne bog. Her bliver man suget ind i de skønne blomsters hemmelige kærlighedsliv og bjergtaget af det forunderlige univers, der åbenbarer sig for øjnene af én. Tiden forsvinder, uden man bemærker det. Det er såmænd næsten, som når man går rundt derude i haven.

Blomsterliv

SÅ KLOGT
Og apropos haven: Sidder du så der på din bænk en morgen med kaffekoppen i hånden og nyder livet og fuglenes morgenkvidder, så er det altså det slår dig, at verden er så stor, så stor og at alt er levende, vibrerende og gennemtænkt. At øjet ikke altid kan se det det ser, og at der er uendelige mængder af skønhed gemt for os. Det ligger derude – det hele – det er bare om at opdage det.

Dette er en bog, som godt kan ligge fremme på sofabordet, selvom det jo i virkeligheden er en slags porno fra ende til anden. Ja, undskyld mig, men det er det jo på en måde. En forplantningsbilledbog, så. Jeg er ganske sikker på, at selv ikke blomsterinteresserede og ikke fotografiinteresserede vil finde den dragende. Også uden at blive alt for forlegne.

BlomsterlivTITEL: BLOMSTERLIV

FORFATTER: Jens H. Petersen
ILLUSTRATIONER/FOTOS: Jens H. Petersen
UDGIVELSE: 2014
SIDER: 188
SPROG: Dansk
FORLAG: Gyldendal