Man kan købe alt. Men det er ikke sikkert, at du har råd til alt, eller at du får brug for det hele. Så udvælg ting, du ved, du får brugt. Her er nogle forslag.


TEKST: MARIANNE & LENE, FOTO: LONE & LENE

Der er som sagt ikke grænser for alt det udstyr der findes til havefolk. Det meste giver én indtrykket af, at alt bliver nemmere og kan gøres i et snuptag, men det er for en stor del af redskabernes vedkommende falsk tryghed. Arbejdet i haven bliver sjældent mindre. Jo, hvis du gik med en håndskubber af en græsslåmaskine i træsko på en 5000 m2 stor grund, så er det vitterligt smartere med en havetraktor. Og hvis du har dårlige knæ, så kan det måske også godt betale sig med en kanttrimmer, men kanterne bliver lige så pæne med en kantspade og klør fem. Og så larmer det en kende mindre, du får rørt muskler, du med stor sandsynlighed sjældent gør, og du kan samtidig nyde stilheden, få ro i sjælen og høre fuglefløjt og barnelatter.

Det korte af det lange er, at du nemt kan komme til at føle dig fristet til at købe alt muligt, som bare står i skuret og fylder op. Det er surt! En anden ting er det naturligvis, hvis du elsker maskiner. Der skal jo være plads til, at vi dyrker haven på hver sin måde. Nogle nyder med stor fornøjelse at fremdrage sin primalækre trådløse hækkeklipper og smyge lidt af pelsen af den langhårede, andre gør det med høreværn og benzinmotor. Andre igen med en håndklipper på zen-måden. Men findes der en grundpakke? Det gør der – og der findes også ++pakken. Vi kommer med et bud på begge.

Grundudstyr

GRUNDPAKKEN
Her er en grundpakke af værktøjer, som du med fordel kan erhverve dig, når du har en have og gerne vil gå i gang med at trimme den og holde den. Vi tænker ikke anlæg her, altså etablering af din have. Vi tænker almindeligt dagligdags havearbejde året rundt. OG måske har du allerede arvet nogle haveredskaber? Dem kan du glimrende bare bruge fortsat, men det kan også være, du står med et gabende tomt skur og tænker: What to do? Så her kommer et par bud:

STAUDESPADEN
Det er en spade, der er noget mindre, lettere og har et smallere blad end almindelige spader har. Er der en hel masse jord, du skal have gravet, er staudespaden ikke særlig hensigtsmæssig, men er det planter, du skal flytte eller grave huller til er den mere end genial, da den nemt kan komme ned på steder, hvor der er knap så meget plads.

PÆLEBOR
Hmmm! Måske en underlig ting, hvis du da ikke skal sætte en masse pæle i jorden (til et lille yndigt stakit, fx eller en pergola). Men pæleboret er en glimrende hjælper, hvis du fx skal plante roser eller andre planter, der kræver et temmelig dybt hul.

GREB
Helt uundværlig! Hvis du fx skal lave bede i græsset, så kan du grave tørv af og ryste jorden grundigt fra med sådan en greb. Du kan også med stor fordel løfte planter op af jorden med en greb, når jorden er tjenlig (dvs. mellemfugtig og blød), og på den måde skåne planternes rødder fra at bliver hakket over af et spadeblad. En greb er også god til at bære en plante rundt med fra det ene hul til det andet i din have. Jeg benytter en greb to ud af tre gange i stedet for en spade. Den er også glimrende at bruge, når du skal dele en plante i to.

TRILLEBØR
Ikke strengt nødvendig, men praktisk. Til at fylde med vand og “drukne planter i” inden de udplantes, så rødderne har suget masser af vand. Til at flytte store tung ting med (sten, jord, ukrudt m.v.), til at tage en pause i (har du nogensinde lagt dig i en trillebør? Man ligger virkelig godt!) til at køre børn rundt i. Jo jo, der er masser af ting, du kan bruge en trillebør til. Men du kan også godt bruge en spand – den ligger man så bare knap så godt i.

MURERSPANDE
Nu vi siger spand, så er de billige murerspande, der fås i byggevarehuse geniale. De er lette (zink er smukt, men noget tungt) og de koster så at sige “ingenting”. De kan gemmes under buske og anvendes som skraldespande til ukrudt, som du, når du er på vej ind med persillen i den ene hånd, lige skal have smidt fra dig.

ROSENSAKS/BESKÆRERSAKS
En saks i håndstørrelse til at beskære mindre grene med. Helt uundværlig. Men den bliver nemt væk, så sørg for at have faste pladser til den, for at have mange eller at have bukser på med lommer. Alternativt en lille kurv eller murerspand til alt det haveværktøj, der er småt. Også selvom du ikke lige har tænkt dig at beskære, så viser det sig meget ofte, at når du er i gang derude, så skal du alt muligt andet ud over det, du gik i gang med.

GRENSAKS
Det er ikke alt en rosensaks kan klare, og derfor er det også bedst at du lader være. Ellers risikerer du at ødelægge din rosensaks på de tykkere grene. Dertil har du så din grensaks – eller ørnenæb, som den også kaldes. Du kan selvfølgelig også save, men grene har det med at give efter, og så bliver det bøvlet at save frem og tilbage. Derfor er grensaksen handy.

Grundudstyr

GRAVESKE
Helt uundværlig. Der findes dem af plastik, dem af metal af en art, og så dem med metalblad og træskaft. Jeg har dem alle sammen, men holder mest af at bruge den af metal og træ. Når du sidder på knæ eller hug og planter et eller andet og har gravet et hul med spaden, og så lige mangler noget, så er graveskeen uovertruffen. Det er bøvlet at sidde der med spaden på hug. Og når det drejer sig om små huller eller plantning i potter, så er den også god. Jeg kommer oftest til at bruge klør 5, hvis jorden er løsnet, men en graveske kan jeg alligevel ikke undvære.

VANDKANDE
Også helt uundværlig. Med eller uden brusehoved. De fleste af mine er uden, enten fordi de er blevet forlagt eller også fordi jeg ofte sænker vandkanden ned i diverse store vandopsamlingsspande, og dér kommer altid lidt fnuller og blade med, som så sætter sig fast oppe i tuden. Det er kun, hvis det er meget sarte vækster eller hvis jeg vander med mit hjemmelavede skadedyrsbekæmpelsesmiddel, at jeg anvender brusehoved på mine vandkander. Og du lagde godt mærke til, at jeg nævnte dem i flertal, ikke? Det er fordi det er smart at have mindst to. Så går du med ligevægt i kroppen, og er mere effektiv.

VANDSLANGE MED BRUSEHOVED
Ja, eller uden, for man kan jo altid bare klemme spidsen af slangen sammen, så spreder den vandet i en bredere og blødere stråle. Men de koster altså ikke ret meget, de der brusehoveder på en metalstang af en halv meters penge. Og de er rigtig praktiske, da man kan komme ned mellem bladene på en busk eller plante og give jorden væde uden at “spilde” det på bladene.

KOSTEN
Sørg for at eje en stiv gadekost. Med den kan du både feje skidt, blade og jord sammen, men du kan også trimme dine fliser, så der ikke selvsår sig luftbårne ukrudtsfrø i mellemrummene. Hvis du vil have en pæn have og et pænt fortov, så er det nødvendigt at feje fliser og belægninger jævnligt. Det hører faktisk til almindelig vedligeholdelse, men de færreste fejer, med mindre de har tabt noget eller har renset rillerne op og skal have smidt ukrudt ud. Før i tiden var det at feje fortovet simpelthen en normal – om ikke dagligdags – så jævnlig foreteelse. Det er det ikke længere, heller ikke på de private veje. En indendørskost kan til nød bruges, men dens hår er for bløde, de slides hurtigt og den bliver uanvendelig til andet end udebrug. Næh, sørg for at erhverve dig en gadekost med stive børster.

KULTIVATOR ELLER HAKKE
De findes både på stang og som håndværktøj. Som klo eller som cirkelhakke. Jeg har begge dele og bruger også dem begge. Særligt den lille til hånden. Det skyldes, at jeg oftest håndluger for at sikre mig, at små toårige eller andre vigtige selvsåede planter ikke går tabt i lugningen. Den lange kultivator til at bruge i stående figur er god, hvis du anlægger bede og skal have rusket jorden løs. Eller hvis du har et større stykke, der skal luges. Så kan du altid efter at du har rusket, lægge dig på knæ og fjerne ukrudtet.

Grundudstyr

HÆKKEKLIPPEREN
Den fås både med batteri, kabelfri og det er smart, for det er en gentagen irritation at være i gang med at klippe hækken (endelig har man taget sig sammen), og så klipper man ledningen over. De findes også med benzindrevne motorer, og endelig kan du klippe med en gammeldags håndklipper på zen-måden. Har du hæk, må du vælge mindst en af slagsen.

PAPIRSÆKKE ELLER AFFALDSVOGN
Ja, sækkene, dem kan du ikke undvære. Køb dem i hobetal. Det er dumt at være i “nu skal der klippes ned og ryddes op” humør, og så mangler du sække. Det er også smart at købe sig en vogn, hvori mere balstyrisk haveaffald kommes i, brombærgrene fx. Eller skvalderkålsukrudt og ukrudt med frø. Det dur ikke i kompostbunken. Plastsække til haveaffald er no go.

SNESKRABEREN
Den er altså smart, selvom du da kan klare dig med en skovl. Og der findes vintre, hvor de bliver udsolgt på et øjeblik, og andre vintre, hvor du får dem i nakken, fordi det er en af de grønne. Men det er godt givet ud at eje sådan en. Og selvom den er hyggelig i træ, så vælg en i plast, der holder længst.

STIGE
Der er ret meget oppe i højden, der skal ordnes. Det kan være æbletræets grene, der skygger, hylden, der skal skæres bort, tagrenderne, der skal renses, vinduer, der skal males osv osv. En stige er uundværlig, og selvom du ikke tror, du skal bruge den i en have, så bliver du klogere, for det skal du.

HAVEHANDSKER
Du kan sagtens bruge de bare hænder, det er der mange havefolk der gør. Men du kan ikke undvære et par havehandsker, for der vil altid være noget, der klør og kradser, brænder eller ridser. Og så er et par handsker, eller mange – hvis du glemmer, hvor du lægger dem fra dig – meget meget rare at have. Særligt hvis du har roser eller andet med torne.

GRÆSSLÅMASKINE
Om det er rugbrødsskubberen, den benzindrevne, den elektriske, den på hjul og med sæde eller hvad det nu er. Har du græs må du slå græs. Græsfrø er meget, meget spiredygtige. Ønsker du dig langt græs, sådan på engmåden, så skal du bruge en le ind imellem for at kunne komme frem.

“DEN UDVIDEDE PAKKE”
Ja, og så er der alt det andet. Og der er som sagt meget. En motoriseret buksbomsaks, en vandingstromle, en æbleplukker osv osv osv. Du kan købe dig fattig, og du skal i øvrigt have god plads i skuret, hvis du lader dig friste. Du kunne også tale med nogle af dine naboer og slå jer sammen om nogle af dem.

Vi har besluttet os for at afprøve diverse både motoriserede og “unpplugged” haveværktøj i løbet af det kommende år, og så anmelde det. Vi glæder os, for vi er – synes vi selv – ret kræsne.

KAN DU BIDRAGE?
Har du haveværktøj, som du mener er basisværktøj, som ikke findes på denne liste? Så sig frem. Vi vil gerne have så mange erfaringer og holdninger som muligt. Du kan også fortælle os om det værktøj, du har haft stående i dit skur i årevis uden at du har brugt det. På den måde kan du også vejlede i forhold til, at man som ny haveejer undgår at bruge penge på noget, som viser sig at være unødvendigt.