ANNONCE

tirsdag den 22. juli 2014

LÆR DIN HAVE AT KENDE

TEMA: BEGYNDERHAVEN

Den gemmer på mange hemmeligheder, din have. Kender du dem, vil du komme nemmere om ved mange ting. Vi kommer med forslag til, hvordan du lærer din have bedre at kende. 

TEKST & FOTO: MARIANNE






Det kan godt være lidt af et puslespil, virke som et mysterium - ja, og ovenikøbet opleves som lidt af en en labyrint at finde rundt i, hvilke planter, der trives hvor - og bedst hvordan. Ja, hvilke planter er det nu jeg selv har? Hvordan ser de ud, hvor store bliver de, hvor høje bliver de og hvornår blomstrer de? Står de overhovedet godt, der hvor jeg kunne tænke mig dem? Gartnere, garvede haveejere, havekonsulenter, planteentusiaster og andre såkaldte eksperter skal altså også ofte slå de enkelte planter op, så det siger lidt om, hvor mange parametre, der skal spille sammen for at planterne trives og at haven bliver som du ser for dit indre blik.

TAG EN TUR I NABOLAGET
Begynd derfor én af dagene, når du har overtaget din have, med at gå en tur i dit nabolag. Det er hyggeligt, du kan se, hvordan andre bor og indretter sig, og så kan du, hvis du skærper dit øje og dit fokus, lægge mærke til, hvad andre har stående i deres haver. Det siger nemlig noget om, hvilken type jord, der er dér hvor du har valgt at slå dig ned. Du skal naturligvis se efter det der trives, for det er tegn på, at det står det rigtige sted i forhold til hvad planten har brug for. Sol, skygge, sandjord, lerjord, tør jord, fugtig jord, kalkrig jord osv osv.


TÅLMODIGHED
Derefter er din opgave så egentlig bare at være tålmodig. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, men lad gerne et helt år gå - det siger de alle sammen - og vi stemmer med i koret. På den måde får du syn for sagen løbende. Hvad er det jeg har? For uden at vide det, er det svært at finde ud af, hvordan det skal passes. Hvad blomstrer hvornår - ja, hvad er det egentlig overhovedet, der står i haven? Kan jeg lide det? Står det rigtigt?

HVAD ER HVAD?
Du kan bruge din smartphone til at tage et snapshot af planten, og hvis du fx har app'en Evernote, kan du notere navnet, når du sammen med dine forældre, din nabo, en planteveninde eller andre går rundt i haven og snakker om beplantningen. Du kan såmænd også bare skrive det på en malerpind med en permanent pen, så snart du står med et muligt navn, og stikke den i jorden ved planten med det samme. Så kan du altid notere det på et stykke papir eller din mobil, så det kan googles eller slås op, når du får mere tid.

Lad et år gå, siger vi. Dvs. alle månederne, hvor der hver eneste dag sker forskelligt ude i din have. Alt sammen afhængigt af vejr og vind, men også afhængigt af, hvor planterne står og hvordan de hidtil er passet.



KIG EFTER SOL OG SKYGGE
Jeg har været flere år om at erkende, at de hortensier, jeg så gerne ville have i et hævet bed mod syd ved min terrasse i forhaven, bare ikke skulle stå der. Der var både for varmt, for solrigt og for tørt. Så tænkte jeg; jamen roser da, og det gik også meget godt det første år, men de skal altså virkelig vandes - ligesom hortensierne. Og vandes mere end jeg synes er etisk forsvarligt. Nu er det gået op for mig, at min have først bliver rigtig god, når disse to ting går fint i spænd. 1) At plante det, der trives på stedet og så 2) at plante det, jeg holder af at se på. Det er så banalt, men åbenbart ret vanskeligt. Nu vokser der purpursolhatte, græsser og sankthansurt samt buskpotentil. Det siger lidt om hvor tørt der er. Det er nemlig bl.a. steppeplanter og dermed meget meget tørketålende. Hostaerne derimod står fantastisk i skyggen - også den dybe. Så hjælp dig selv ved at tage billeder eller lave nogle optegnelser af din have. Hvor er der sol hele dagen? Hvor skinner den kun i et par timer? Hvor er der tørt og hvor er der fugtigt? Hvordan vandrer skyggen osv osv.? Om vinteren kan du fx se på, at dér hvor sneen smelter først, der kan du forvente, at der er fuld sol.



LÆRING OG ERFARING
Du kan også bare gå i gang og indstille dig på en hel masse læring. Dvs. at noget kommer til at fungere rigtigt godt, andet - måske det meste - må du lave om hen ad vejen. Nogle ville kalde det fiasko og give op, men ikke dig. Du ved jo, at den bedste gartner er den, der har fået oparbejdet en hel masse erfaring, og når haven bliver en hobby for nogle, så er en stor del af grunden den, at det er så sjovt faktisk at få alle disse mange forskellige parametre til at gå op i en højere enhed.

2 kommentarer:

  1. Det er så sandt som det er sagt : rigtig plante på det rigitige sted. Det kan blive lidt dyrt at sætte dem forkert. men det dejligt at planter kan flyttes og pludselig trives de. Jeg har plantet hortensier I skygge og jeg synes de blver lidt ranglede og I min skygge vender blomsterne den "anden" vej så det er naboerne der ser dem. Men hvis man ikke giver op er der altid noget der lykkes og så er det så dejligt. Mine ærter er dejlige iår, mine selvsåede verbascum lyser op mine gauras er begyndt at blomstre mine overvintrende I haven agapanthus har store knopper. osv osv Økonomisk kan man få meget ud af en pose akeleje frø eller andre stauder som man sår. og sedums er en dejlig "begynder" plante som kommer I mange former og trives på alle de tørre steder
    I haven kan man slå sig løs og der er altid næste år

    Inger

    SvarSlet
  2. Når man nu alligevel sætter et år af til "hvad vil trives hvor og hvorfor" er det måske også en ide at overveje hvilken slags have man har det bedst med, og hvorfor.
    Det har taget mig meget mere end et år at erkende, at køkkenhave, det er bare ikke mig! Jeg har rendt hele foråret i gennem, med røven i vejret og luget, gødet, nusset og dyrket, blot for at se alt være visnet ned og groet til i ukrudt når jeg kom hjem fra sommerferie i masser af år, før jeg erkendte at, det har jeg ikke lyst til!
    Nu har jeg krydderurter til dagligt brug og en brombær og lidt skovjordbær og det er det!
    Til gengæld har jeg opdaget en stor glæde ved at se liv i haven, så er ved at omlægge så bierne trives, pindsvinet har et sted at overvintre og alle småfugle har et fristed til at yngle. (at der så var en flagermus der fløj ind ad et vindue hos yngstesønnen, var måske ikke helt så heldigt! Hans kæreste satte i hvert fald ikke pris på den!!!!).
    Haven har selvfølgelig også ændret sig med årene. Da vi flyttede ind med en treårig knægt og en baby på vej, var haven lidt forsømt men meget smuk...men nævn noget giftigt og det var her! Så det første var at gøre den børnevenlig, senere, som småbørnsforældre, at gøre det nemt og nu....gøre det rart hyggeligt og smukt og gøre sig overvejelser om det ikke er mere smart med bunddækkeplanter end lugejern.
    Det helt fantastiske er, at man aldrig bliver færdig! Man flytter sig, nye planter kommer på markedet, nogle af dem der ellers stod så fint dør...måske var det alligevel en god ide med en lillebitte smule køkkenhave....kedeligt bliver det i hvert fald ikke!

    ...og så har jeg ingen ide om, hvor jeg skal sætte de der tulipaner, som jeg fandt på nettet forleden dag, for jeg elsker tulipaner...men det er jo ikke før september de skal i jorden, så jeg finder nok et sted!

    //Birgitte

    SvarSlet

ANNONCE