Jeg ville ønske, jeg kunne skrive en solstrålehistorie om min køkkenhave, men det går ikke så godt som jeg havde ønsket og håbet!


TEKST & FOTO: LENE

Sidste år havde jeg behersket succes med grøntsagerne i min køkkenhave. Frøene ville ikke rigtigt spire, og jeg mistænkte, at det måtte være jordens beskaffenhed, der gav dem dødsstødet. I år svor jeg at det skulle blive bedre. Men tiden gik med andet, og jeg kom sent i gang, hvilket naturligvis gør, at afgrøderne også kommer sent i gang. Men bedre sent end aldrig! Hørte I det, grøntsager! I skal gro! I foråret gjorde jeg ellers lidt for at ændre på jorden. Jeg tilførte jordforbedring i form af komposteret kogødning samt Champost, og regnede med at det kunne give lidt krudt til grøntsagerne – men ak, det hjalp intet.

Det er nu ikke jammer det hele. Mine kartofler af sorten Exquisa har det fortrinligt, og vi har allerede høstet en tredjedel af dem. Jeg har lige læst at denne sort er god at gemme, men sådan går det ikke her i huset. Nye kartofler fra egen have er en delikatesse, som vi vil nyde så længe det varer – og sammen med nykogte rødbeder bliver det ikke bedre, hvis de altså ville gro.

 Køkkenhaven

Løgene har det også godt, selv de står der sådan lidt ensomme. Jeg har sat 3 rækker, og imellem de to af rækkerne har jeg gensået spinat, da det første hold ikke kom op. Nu er der da kommet 2 spinatplanter op!

Køkkenhaven

Når ret skal være ret, har min vilde rucola det også godt, selvom det irriterer mig vanvittigt at de går i blomst for et godt ord. Min selvsåede, bredbladede persille breder sig også vildt ud over bedet, og det skal den ikke høre et ondt ord for.

Køkkenhaven

Det var succeserne. Og så kommer vi til mit ømme punkt; det der ikke vil lykkes. Her er mine gensåede rødbeder, fordi første hold heller ikke ville spire. Om det skyldes jorden eller det faktum at vores “dumme” katte har fundet ud af at grave på trods af nettet, skal jeg lade være usagt. Heldigvis kan de jo sagtens nå at blive høstklare endnu, så det vil jeg glæde mig til.

Køkkenhaven

Det skulle også være så dejligt at hente sin egen salat i haven. Det synes de slimede dræberbæster altså desværre også, for i nattens mulm og mørke sidder de og mæsker sig i min hovedsalat. Jeg købte småplanter, og satte halvdelen i min mistbænk, hvor låget altid er åbent. Og det gik godt i lang tid, men nu har de fundet vej til spisekammeret. Jeg har også sat hovedsalat i højbedet ved siden af mine rødbeder, men her er de også begyndt at æde. Min drøm om hovedsalat af egen avl med mormordressing må vist forblive en drøm.

Da jeg fortalte Marianne om salaten, siger hun: ”Du kan da godt spise salaten alligevel, bare du smider det slimede ud og skyller den meget omhyggeligt”. “Hvad?” Siger jeg, “så er du altså ikke klar over, hvor sippet jeg er. Jeg kan da ikke spise noget som de ulækre dræbersnegle har sat deres klamme slimspor på. Nej du, selvom de måske kun har åndet på den, vil jeg ikke røre salaten med en ildtang! De kommer på komposten – så gør de da gavn alligevel. Ta´den!”.

Køkkenhaven

 

Jeg har også sået pluksalat mellem løgene, både rød og grøn, men her har der været en hel hær på march af dræbersnegle, som har mejet de må spirer ned. Det er sket på bare én nat, og jeg bliver altså så ked af det!

Køkkenhaven

Og så er det at du garanteret kommer til at tænke på, om jeg mon husker at gøde min jord. Nej, er svaret – det får jeg desværre ikke gjort. Jeg har endda lavet både brændenælde- og hønsegødning, så mon ikke jeg skal se og komme igang med det.

Jeg havde store forventninger til dette års køkkenhave, men det gik ikke som det skulle, og jeg har husket at lave sædskifte med afgrøderne. Jeg overvejer at så grøngødning, når mine få afgrøder er høstet – det er jo prima jordforbedring. Og så har jeg altså ikke helt mistet modet. Jeg prøver da bare igen, igen i næste sæson.

Jeg ved, jeg kan finde ud af det. I 2012 groede mine grøntsager som bare pokker.

Køkkenhaven