Det lyder lovende og nemt at dyrke sin mad i potter. Det er også meningen, og det kan vi godt lide i HAVEFOLKET, for det skærper interessen og lysten til at gøre det. Dur bogen så? Hør her, hvad vi synes.
TEKST: MARIANNE, FOTO: GENGIVET FRA BOGEN MED TILLADELSE FRA FORLAGET
Selvom forfatteren Kathryn Hawkins selv har dyrket alle sine fremviste grøntsager i potter og beskriver dyrkningen af dem alle sammen, er idéen om, at man kan dyrke al sin mad i potter ikke holdbar i længden. Den mængde af potter, der skal til blot for at holde en familie med kartofler, eller ærter for den sags skyld, kræver en meget, meget stor tagterrasse. Men hvis du bruger bogen som opslagsbog er den fortrinlig – ja, både til dem, der er garvede pottedyrkere, garvede grøntsags- og frugtdyrkere og så til den absolutte nybegynder.
Bagest er der – som i stort set enhver havebog, der vil være lidt med på beatet – en samling opskrifter. Skal man lave mad efter dem, skal man vente meget længe, inden man kan få maden i hus, da grøntsagerne ikke bliver modne på samme tid. Disse to ting taget in mente fortæller mig, at det er en forfatter, der har tænkt bogsalg og dermed også koncept, før der er tænkt i gartnerens praktiske gøremål, dyrkning, høst og tilberedelse af spiselige planter, der kan blive til dejlige retter. Men bliver den ubrugelig eller dårlig af det, bogen? Nej, egentlig ikke.
Når det så er sagt, kommer jeg til at gøre mig “skyldig” i det samme, som jeg nu vil hævde om bogen: Man kan nogle gange sige rigtigt meget om meget lidt. Således også om at plante ud i potter. Denne bog fra Turbine bruger 146 sider på det.
MEGET OM LIDT
Man kan virkelig sige meget om lidt, når man som her vælger at tage læseren ved hånden og trække ham fra den ene krukke til den anden. Først radiser, her gør du sådan og sådan, så tomater, der gør du sådan og ved bønner, ærter osv osv. sådan Nyt dobbeltopslag til hver plante. Bortset fra når man kommer til krydderurterne, så bliver de samlet i et fælleskapitel, og der er ikke billeder af hver plante. Temmelig upraktisk, hvis man er nybegynder, synes jeg, da det dels er krydderurterne, der vitterligt kan gøre en forskel i et måltid, dels er deres dyrkningsbehov yderst forskellige.
En anden ting, jeg ville have nydt at se er, hvordan samlingen af potterne står samlet på en altan eller en terrasse. Det tror jeg ville have set rigtig godt ud. Samtidig ville man kunne få et indtryk af, hvor mange der egentlig skal til for at lave et måltid. Jeg ville også gerne have haft et afsnit om, hvorfor man med fordel kan vælge terrakotta som potte til nogle planter og plastik til andre. Altså fordele og ulemper ved valg af containere af forskelligt materiale. Og dræn skal der jo til i en potte. Af hvad, hvor meget, hvorfor. Det ville også have været spændende at høre om.
HVAD ER GODT VED BOGEN?
Jamen, der er meget godt. Den tager som sagt en absolut nybegynder nænsomt og pædagogisk ved hånden og følger med hele vejen. Den har gode, illustrative og realistisk, naturligt billedmateriale. Det er rigtig vigtigt, synes jeg, så det hele ikke bliver rosenrødt og glansbilledagtigt, for sådan er virkeligheden jo aldrig. Den er også rigtig godt formidlet, og den omtaler også mulige problemer med dyrkningen samt mulige løsningsmetoder. Det er utrolig sympatisk, og gør, at den faktisk blev valgt som en bog, vi gerne vil anbefale – dét at den er realistisk og funktionel. Det er faktisk tilsammen mange gode ting, så ser vi lige bort fra det konceptuelle islæt i bogen og de nævnte mangler, så er det vitterligt en god og nem indførsel i, hvordan du dyrker din mad i potter.
TITEL: Dyrk din mad i potter
Hmm! – Urban Gardening! Urban Farming! Grøntsager i potter!?
Det løser nok ikke et behov for indtagelse af de anbefalede dagsdoser af 600 gram grøntsager. Ligesom intentionen om at København skal være selvforsynende med grøntsager til alle byens borgere ved at dyrke på hustagene og hvor man ellers kan finde en egnet plet i storbyen, nok heller ikke vil lykkes. Man skal pløje det meste af Sjælland op for at kunne brødføde hovedstadens indbyggere. Mit spørgsmål er; behøver vi alle disse nye havebøger, der forsøger at opfinde og introducere nye begreber der, når man tager en sund og fornuftig afstand og ser det lidt i perspektiv, har et budskab der mere handler om hyggeprojekter og tidsfordriv og at nogen vil tjene penge, end egentlige løsninger på madproblemer og behov for bæredygtige tiltag. Jeg ved det er tabu her i landet og mange andre europæiske nationer, at stille de urbane græsrodsbevægelser nogle relevante spørgsmål om realistiske mål og hensigter, når det drejer sig om befolkningers behov for føde, – herunder grøntsager. Jeg mener; bilder vi os selv og hinanden ind at det har en nytteværdi i samfundsøjemed at stikke grøntsagerne i potter? Eller stikkes der bare blår i øjne på den naive læser? Jeg er helt på det rene med at arbejdet med jord og planter er livgivende, at opholdet i haven er vederkvægende, og at drømme og fantasier er gode at realisere udenfor i det lille stykke jord man kan være den lykkelige ejer af. Det er en helt og ganske anden nytteværdi. Men jeg har lidt på fornemmelsen at vi er ved at nærme os en tid, og et niveau, hvor man kan længes efter et barns udsagn der også kan læses i Kejserens nye klæder.
Eller er jeg helt galt afmarcheret?
1000-tak til redaktionen for jeres vedholdenhed og store imponerende arbejde og at I bruger så meget energi og tid på at blogge til HAVEFOLKET her i landet.
Kjeld
Det synes jeg da ikke du er. Tak for din – som altid skarpe og velformulerede kommentar, Keld. Det jeg hører er, at vi er helt enige i at der nærmest er gået "hype" i at lave "Det-er-så-nemt-og-lige-til"-havebøger. Sammen er vi også om at fornemme at det nok er ret så tabubelagt at nævne noget om det realiserbare i nogle af byhaveprojekterne og det upraktiske i, at hele Sjælland pløjes op for at brødføde Københavnerne, men vi har da fået taget lidt hul på det her, synes jeg.
Når vi vælger alligevel at anbefale denne bog er det – i hvert fald for mit vedkommende – fordi jeg mærker at en stor begejstring for at dyrke sine egne grøntsager simpelthen spirer og breder sig kraftigt i disse år. Særligt blandt byboere og blandt komplet nybegyndere, der desværre ikke har gået og iagttaget deres forældres eller bedsteforældres gøren og laden i haverne og derrfor mangler nogle, der kan tage dem ved hånden og vise hvordan.
Den begejstring vægrer jeg mig ved at drukne i "Jamen kan det nu også lade sig gøre?". Mao: Ballonplafningen er jeg ikke så vild med, jeg tror, at havefolk er vildt forskellige og at begejstringen for at dyrke – bare lidt – grønt, se det lykkes og dermed blive nysgerrig på, hvordan det kan blive til mere er holdbar. Men det vil tiden jo vise. Måske er det mig/os, der er galt afmarcherede?
Vi får nok en masse hensygnende byhaver at se, når nogle af by-haveentusiasterne taber pusten, men hvis vi bare får lidt flere med på den skønne havedille, så er jeg glad. Det er noget af vores formål her i HAVEFOLKET at endnu flere får lyst til at gå i haven, til at dyrke og finde tilfredsstillelse og fornøjelse ved det.
Nå, må ud i haven, nu er det lige tørvejr, så der skal klippes snegle og hældes vand fra nogle af alle potterne. Igen.