På dansk har den, så vidt vides, intet navn, men på engelsk hedder den white topped sedge. Aldrig havde jeg set den før, men det var kærlighed ved første blik, da jeg sidste år fik øje på den – for mig – sjældne skønhed.


TEKST & FOTO: KARINA

Den elegante sag faldt jeg over hos min lokale blomsterhandler sidste år, og hjem til matriklen måtte den. Jeg havde hverken hørt om den før, eller set den før.

HVID NÆBFRØ
Rhynchospora colorata

På latin hedder den Rhynchospora colorata, og faktisk er den slet ikke en græs, men et siv. Det lader vi nu ligge, for eftersom den deler samme kvaliteter som mange prydgræsser, skulle den med i månedens tema om samme.

Jeg købte tre planter i alt, og da jeg stod med dem i hånden kunne jeg godt regne ud, at de nok ikke ville være hårdføre. Derfor lod jeg dem overvintre i krukken, de blev plantet i, i den uopvarmede havestue. Og minsandten om de ikke overlevede. Jeg begik desværre den dumme fejl, fordi jeg ikke havde læst på lektien, at jeg plantede dem ud i et meget tørkeudsat bed i foråret. Det klarede de ikke. De vil have vand og rigeligt af det. Jeg fandt senere ud af, at de trives i sumpede områder og et sted i halvskygge.

Rhynchospora colorata er hjemmehørende i Florida, Californien og på de caribiske øer, hvor de vokser vildt ved fugtige vejsider og ved bredder af vand. Blomsten er hvid og skulle i de naturlige bosteder, efter sigende, fremkomme hele året rundt. Mine blomstrede fra juni til august, som jeg, med forbehold, vil antage er normalt på disse breddegradder. Blomsten, som ser lidt aparte ud, er hvid og har grønne, strålignende blade ved spidsen.

Jeg håber at falde over den igen hos blomsterhandleren, og ellers kunne jeg jo bruge lejligheden til at opfordre plantecentrene til at ta’ et par partier hjem. Jeg vil ihvertfald gerne have fingrene i den dejlige skønhed, og nu da forholdreglerne er givet videre, kunne jeg nemt forestille mig, at jeg ikke er alene om dette.

Se engang hvor fin den er, her i selskab med hvide skærmliljer. Skøn ikke?  

 

FAKTA


NAVNRhynchospora colorata
DANSK NAVN: Intet dansk navn, men på engelsk, white topped sedge
LYSFORHOLD: Halvskygge
HÅRDFØRHED: Ikke hårdfør, men skal overvintre i drivhus, havestue eller lign.
JORDBUND: Fugtig
VÆKST: Vokser i tuer med opret bladvækst.
STØRRELSE: Omkring 60 cm høj

BLOMSTRING: I Danmark i juni-august