Kært barn har mange navne, og det er der mange, der har i planteverdenen, men tallerkensmækker er simpelthen både kær og for børn i alle aldre. Den er nem, den holder utøj væk, den pynter gevaldigt på en lystig måde, og den smager godt. En sidste gevinst: Den koster “ingen penge” at så selv. I gang med den!


TEKST: MARIANNE, FOTO: LENE & MARIANNE

Almindelig blomsterkarse kaldes den også, udover landløber (tænk på Giverny, Monets have, hvor den løber kaskadelignende hen over gruset). Nasturtium bliver den også kaldt, og tallerkensmækker – sikkert fordi dens runde blade ligner tallerkener. Vi bruger sidstnævnte, det folkelige navn.

TALLERKENSMÆKKER
Tropaeolum majus

Nu, hvor vi har lært at spise rucola, og igen at sætte pris på kål, er denne etårige plante rent smagsmæssigt et hit. Dens smag ligger nemlig mellem disse to urters, men er måske en kende skarpere – á la sennep. Og det er hele planten, der er spiselig. Den spirer nemt og hurtigt, man kan nogle år sågar se den selvså sig, og så findes den i alskens variationer; sart gul “Milkmaid”, med variegerede blade, i dyb rød, og så i alle mulige krydsninger med de yndigste mønstre i blomsten i farveskalaen hvid, gul, orange, postkasserød og bordeaux.

Den er klart anbefalelsesværdig til børn, og koster da i sin “originale” glade, orange udgave heller ikke mere end en flad femmer i supermarkerne landet over. De mere specielle sorter koster noget mere. Men når du så har nogle af dem, og husker at tage frø fra de flotteste, så kan du selv opdyrke vidunderlige variationer af blomsterne med smukke mønstre i.

Nu er de set i et supermarked som kryddergrønt, og det er jo helt oplagt. Dvs. at du allerede her i marts sagtens kan så den og bruge den til det. Og nu du har potter, muld og frø fremme, så så bare mange. De kan, når de er spiret, sagtens skilles ad og sættes for sig, så de kan udvikle sig til store blomsterflor. De dækker megahurtigt en væg, et espalier eller et rionet. Hvad som helst, faktisk!GØD EJ
Det eneste, du skal huske er, at du IKKE skal gøde dem. De skal stå i relativt “mager” jord. Hvis du alligevel er kommet til det, må du forfra igen, for ellers får du blot blade og ingen blomster. Med mindre altså, at det er det, der er meningen, for der findes stadig mange haveelskere, der på en eller anden måde finder orange alt for anmasende. Jeg hører faktisk til slagsen, men da jeg altid kommer til at så dem alligevel (har spurgt mig selv hvorfor), så findes de i min have. Og ligesom med tagetes, som jeg forsværger hvert eneste år udenfor min køkkenhave, så smitter deres glæde voldsomt, og humørbarometeret ryger altid over i hopla, hver gang jeg får øje på dem. Så nu er de et fast element, og det er i sig selv fantastisk at lade sig rive med af noget, som langt mere er lystbetonet end viljebestemt.

Læg mærke til, at den både fås i en udgave, der busker, og i en der danner ranker.

Mon du også “kommer til” at så tallerkensmækker? Eller har du den hvert eneste år og trækker på smilebåndet af, at den nu er ved at blive det “nye sorte”? 

FAKTA

NAVN: Tropaeolum Majus
DANSK NAVN: Almindelig blomsterkarse/tallerkensmækker.
LYSFORHOLD: Sol/halvskygge.
HÅRDFØRHED: Etårig, selvsår sig, nem at tage frø af. Tåler ikke frost.
JORDBUND: Kan placeres i almindelig havejord, men trives bedst på magre jorde. Skal ikke gødes.
VÆKST: Slyngende.
STØRRELSE: Kan blive 1-4 m.
BLOMSTRING: Ultimo maj til frostens komme. Beskyt derfor ved frostnætter.
ANVENDELSE: Velegnet i køkkenhave, på altan, i børnenes have, i vindueskarmen i køkkenet.