De såkaldte hvide bede lyser op og gør mindre spændende hjørner i din have til dragende områder, der fanger dit blik og giver det ro. Mon de også kan give en buket personlighed? Se her, hvad vi har gjort.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Den er noget vilter, buketten, men det var også sådan et billede, jeg vagt så for mig, da jeg begyndte. Jeg havde ikke et tydeligt indre billede af, hvordan den skulle se ud, blot svævende forestillinger af noget lyst, lysende og flagrende. Var helt spændt på, hvad det skulle ende med. Jeg ved ret sjældent, hvordan mine dekorationer skal se ud inden jeg starter. Det er vist en af de meget væsentlige forskelle mellem min måde at lave dekoration på og så andres, der ved, hvad (og hvordan) det skal gøres. Det med at binde har jeg endnu ikke lært. Men det står på min liste over ting, jeg ikke vil gå i graven uden at have lært. Den buket har udviklet sig lidt under processen, ganske som min have også gør. Måske kan det anes på billederne? Det er derfor heller ikke så meget selve buketten, I skal lægge mærke til her, mere plante- og farvevalget, som jeg er blevet gladere og gladere for. Den udgøres alle af planter, som vokser i min have, og du vil kunne læse om de fleste af dem løbende her på HAVEFOLKET.

EN BUND AF FENNIKEL
Lad os starte med “bunden” i buketten. Jeg har lært af Jeppe Urban fra Haven i Hune, at det er hensigtsmæssigt at lægge ud med at arrangere “skelettet” i buketten. Hvad skal bære den? Dvs. det grove. Her er jeg så nok kommet til at lave første fejltagelse, hvilket også gik op for mig, da jeg stod og arbejdede med tingene. For jeg mente jo at skelettet skulle udgøres af fennikel. Altså både bronzefennikel og den almindelige spisefennikel, som i min have stak af for at gå i blomst allerede i slutningen af juni. Og selv om det ikke fremgår særligt tydeligt, så er det altså disse to planter, jeg lagde ud med. I rigelige mængder. De kigger så ud mellem alle de tungere hoveder.

 

Som overbygning har jeg valgt porre- og løgblomster, og det er altså ikke sidste gang, jeg sætter dem ud i mine bede tidligt om foråret. Særligt mit hvide hjørne skal have mange til næste år. De bliver meterhøje og meget, meget smukke – også når de er på vej. Desuden holder de meget længe i vaser, hvilket egentlig er lidt underligt, da deres stilke er ret sprøde, men det gør de altså.

Som andet fyld, der skal væve de limegrønne, sartgule og hvide farver sammen har jeg valgt at sætte Irlands klokke. Den sår jeg hver år, selvom den er lidt besværlig, men den tager altid kegler og er faktisk rigtig sød i en potte for sig! I buketter er den fuldstændig henrivende, synes jeg. Særligt, når man  stikker næsen helt hen i buketten. Ikke pga. duften, for der er ingen, men pga. dens unikke ternede mønster, der på en måde ligner et fingeraftryk. De lime farver stod de – endnu ikke udsprungne – Sankthansurt og lokkede med. Jeg har faktisk altid holdt mest af dem, når de er på vej frem, for i deres fulde blomstring og lige nu, inden de begynder at rødme (hvilket også er smukt), er de limegrønne og dejligt matte. Lige til en buket som denne.

Hvad er der mere at fortælle om? Jo, de kridhvide floks, som jeg desværre ikke har navnet på. Og desværre har jeg alt for få, så hvorfor ikke bare klippe dem af? De sartgule mægtige dahlia får helt enormt store hoveder og er sat sammen med cremefarvede, noget mindre, åkandedahlia.


Som “glorie” over det hele har jeg svunget løsslupne kaprifolier, der i øvrigt genblomstrer i min have. Jeg ved egentlig ikke, hvor vellykket det er med den glorie, måske går jeg ned og fjerner den igen. Men det var simpelthen som om buketten kaldte på dem.

Kan du lide farvesammensætningen og plantevalget?