Nu er der udgivet en ny bog om Haven i Hune, og vi har den til anmeldelse. Det er spændende, om den kan erstatte den, der allerede findes, eller om den supplerer, og om HAVEFOLKETs serie om årets gang i Haven i Hune er omsonst. Kig os i kortene.


TEKST: MARIANNE, FOTO: BENT REJ

At beskrive magi er noget, vi mennesker har forsøgt os med siden Arilds tid, og vi bliver nok ved med det, fordi vi med ord kun kan tilnærme os og aldrig rigtigt nå i mål. Derfor gør vi det igen og igen. Også derfor er der fuld forståelse herfra mht. at forsøge at beskrive haven deroppe på toppen af Danmark. Vi gør det jo selv her i magasinet og det endda en gang om måneden. Vi gør det set med gartnerens øjne – ikke gartneren som en professionsbetegnelse, men gartneren i den forstand, at det er ham, der har fingrene i mulden. Har han ikke det, kan han ofte findes med blade eller andet afpuds i den ene hånd og riven, mobilen eller en kop kaffe til gæsterne i den anden. Derfor er det også med en vis lettelse, at jeg kan konstatere, at det slet ikke er denne nyudgivne bogs ærinde. Den vil noget helt andet, noget mere. Noget overordnet, noget, som vist egentlig er en umulighed, men som alligevel er lykkedes. At beskrive magi.

Med denne bog træder den velkendte have ind i en verden af haver, de allermest signifikante og smukke haver. Den fortæller om, hvordan det opleves at være i den, at besøge den, at lade den opsluge os og efterlade os som helt andre personer, end da vi trådte ind ad den sorte smalle låge. Som Torben Schønherr siger: Forandrede for altid med et nyt syn på, hvad “have” betyder. På hvad en have kan være, er, vil være, prøver på ikke at være, flirter med at være, driller med at være. For denne have ligner ingen anden, det må man sande også uden at have besøgt den. Eller ved at have genbesøgt den med års mellemrum og nu gense den her i bogen.

Anne Justs have

Bogen, Anne Just´s have – The garden in Hune, har inviteret en håndfuld personer til at beskrive deres tilhørsforhold til og oplevelser med haven og dens ejere, den velansete arkitekt Claus Bonderup og hans afdøde kone, billedkunstneren og keramikeren Anne Just. Det gør de med hver deres egne spidsfindige, nænsomme, inderlige og elskelige ord. Ord, som jeg faktisk må ty til igen og igen, da jeg netop selv er vendt hjem til en af de danske øer efter et besøg i netop dén have. Alene dét borger for kvaliteten, synes jeg – at man får lyst til at vende tilbage til både ord og billeder samt de tanker, der ligger bag ordene – og kan reflektere og nyde, finde ro eller det modsatte; oprøres og fristes til at bakke bilen ud af indkørslen og gense lige netop dét eller dét, for kan det nu også passe? Hvordan mon det tager sig ud netop nu med disse truende skyformationer, med blid morgendis eller efter stormen, heden eller regnen?

Anne Justs have

EKSALTERET CITATERI
Jeg får altså sådan lyst til at pirre jeres nysgerrighed ved at udtage små citater rundt om fra bogens bidragsydere. Jeg ved godt, at det ikke er comme il faut, men netop derfor føles det godt at gøre: Else Marie Bukdal, adjungeret professor og tidl. rektor ved Det Kongelige Danske Kunstakademi rammer lige ned i noget essentielt, når hun siger: “Trivialitetens slør, som ofte omgiver vores hverdagsliv, bliver revet i stykker og giver plads til et nyt udsyn.” Så rigtigt, så vigtigt!

Og hvad med dette citat fra Marian Steffensen, fagredaktør i Haveselskabets blad HAVEN: “Med Anne Just fik vi ord som pruning, deadheading og Helleborus – med tryk på sidste stavelse – indført i det danske havesprog. Latinske betegnelser og metoder, vi knap nok kendte til, fik hun indført (…) med sin altid igangsættende og sprudlende virkelyst.” Eller Ghita Nørbys bedårende digt, som jeg må tage mig grundigt sammen for ikke at gengive i sin fulde længde, så smukt er det, blot snuppe en linje, der har brændt sig fast i min sjæl: “Haven. Dette forunderlige sted mellem himmel og jord. Hvor vi mennesker kan gå rundt og opleve den sjældne tilstand at være selvforglemmende.” Det er da ord, der trækker vand i øjnene, giver rum til mild men alvorlig morskab og giver én en pludselig fornemmelse af, at livet har så meget at give, og at det er op til os selv at finde det og tage imod.

Anne Justs have

Tilgiv mig, jeg er slet ikke færdig med de små klip fra bogen. En kort tekst, der fuldstændigt har revet græstæppet væk under fødderne på mig, er landskabsarkitekt Torben Schønherrs: Fra det ydre rum. Det var ham, jeg lånte fra i starten af denne anmeldelse. Han siger: “Når haven har givet slip på dig, vil du aldrig mere være den samme. Den vil for altid være i din tanke.”

Forfatteren til den tidligere bog om Huset og haven i Hune, Birthe Lauritsen, er gudskelov også inviteret til at give sit besyv med – og det er næsten helt H.C. Andersen’sk, når hun siger: “Utrættelig gik hun (AJ red.) rundt i haven og kommanderede blomsterne på plads, mens hun jagtede det uvelkomne med sit selvkomponerede ukrudtsjern.” Det er så klart set, sådan et jern var Anne, og dét jern, altså ukrudtsjernet, ville jeg meget gerne se.

Anne Justs have

Med arkitekt Anna Marie Fisker træder vi også indenfor i huset i Hune. Ja, der er jo mange, drivhusene, æblehuset, Eriks hus, havehuset, værkstedet osv., men her er der tale om huset, altså Clauses hus, og hun giver os bl.a. mange interessante betragtninger over arkitektur. Der er også en sjov anekdote om Clauses hang til udstoppede dyr akkompagneret af en yderst interessant indsigtsfuld indvielse i netop hans arkitek-faglige særkende. Og nu må I finde jer i at dumpe ind i en halv sætning, for jeg har lyst til at citere dette: “(…) hvor det naturlige og det kunstige – produkter af henholdsvis det guddommelige og det menneskelige håndværk – formåede at leve side om side. Her i Hune 2014 er effekten dobbelt residual.” En ny verden i verdenen åbner sig ud mod fremtiden.

Journalist, Merete Tølbøll, som bl.a. er en tv-berømthed i Nordjylland, påpeger, hvad der er havens – og så vidt jeg forstår – også denne bogs mission: at træde ind i en fremtidsvision, der inkluderer haveinteresserede turister fra hele verden. Derfor er alle bidragene også oversat til engelsk. Og her kommer så et 3. parket-citat, for nu citerer jeg Merete, der citerer Claus Bonderups ord om havens fremtidsplan: At “(…) byde endnu flere på endnu mere af det samme – af det, der allerede er der.” Her er det, at hun slår hovedet på sømmet, når hun skriver: “Men man skal ikke tage fejl. Fremtidsplanen er ikke at skabe et museum over, hvordan Haven i Hune altid har set ud. Logisk nok, eftersom den jo aldrig har set ud som altid – (…)”. Kan ikke være mere enig!

Anne Justs have

Bidragene afsluttes af en af Claus Bonderups nære kolleger, samarbejdspartner og bekendt, Louis Becker, der underfundigt fortæller om samarbejdet med den unikke personlighed, Claus er, og som i denne sætning indfanger en beskrivelse, som jeg synes er så rammende for stedet, for personen og for magien: “Med en vis fandenivoldskhed finder naturen altid en plads i hans (CB´s red.) arkitektur.”.

Anne Justs have

GENNEMILLUSTRERET MED KÆRLIGHED
Den evige foranderlighed, magien og samspillet mellem natur og kultur slår én. Både når man besøger haven, og når man sidder med denne dejlige bog foran sig. Egentlig behøver man slet ikke at læse hver eneste side – hvis man kan lade være – for når man bladrer i den gennemillustrerede bog og genser de mange berømte scenerier, så er der aldrig to dage, der er ens i haven. Altså både haven som Platons “hulebillede-urhave” – prototypen på alverdens haver – og haven mere specifikt på Postbakken 4. Bent Rej må også være blevet komplet forelsket i netop denne havernes have, det afslører hver enkelt fotografi – i valg af vinkler, detaljer og helheder. Der er masser af oversigtsbilleder, som fylder et dobbeltopslag, og det er så skønt, at der lades plads til det massevis af gange, for billeder siger som bekendt mere end tusinde ord. Der veksles mellem detaljefyldte billeder af partier af de forskellige haverum og så billeder, der snarere skaber en stemning, afbilder en oplevelse, en tilstand, en drøm – bevidst om, at en række følelser vækkes hos betragteren, når hun ser en engel eller en afdød kejserinde mod himlens blå, blå, blå eller får øje på to fede græskar placeret på nogle selvhøjtidelige piedestaler. Jo jo, komik og drama, poesi, spræl, bid og alvor er der masser af, det er bare om at få øje på det, og det har Bent Rej i høj grad fået, heldigvis for os ude på den anden side af billederne.

Er denne bog blot en gentagelse af den tidligere? Jeg håber, at denne anmeldelse er et tydeligt; nej. Er den tidligere bog, “Huset og Haven i Hune”, nu udkonkurreret? Heller ikke, synes jeg, den kunne og kan noget helt andet. Nej, denne bog er noget for sig. Den er for livsnydere og feinschmeckere, der køber langsomme bøger, der nyder at sidde i det stille gyldne aftenlys og være bevidste om det gyldne snit, der går igen og igen og igen, både i bogen og i havenDen er for godtfolk, som vil have noget, der både fryder øjet, sjælen, intellektet og haveglæden. Denne bog indbefatter det hele.

TITEL: Anne Just’s have – The Garden in Hune

FORFATTERE: Claus Bonderup, Else Marie Bukdahl, Marian Steffensen, m.fl.
FOTOS: Bent Rej
UDGIVELSE: 2014
SIDER: 164
SPROG: Dansk, engelsk oversættelse af Mary Graham
FORLAG: Fontæne

Bogen kan købes ved henvendelse til Haven i Hune.