Lindhardt og Ringhof har en bog på hylden, der giver nybegyndere udi stauder inspiration til at komme igang med den ædle kunst – at sammensætte et staudebed. Vi har læst med.


TEKST: LONE, FOTO: UDLÅNT FRA FORLAGET

Mange vil give os ret i, at det med at komponere staudebede kan være noget af en kunst. Man skal finde planter, der klæder hinanden, planter der passer til jordforholdene, og planter der står smukt en stor del af havesæsonen. Har de også smukke høstfarver og vinterdragt er det blot endnu bedre. Og så skal det hele plantes, så det samlet set giver et flot billede. Og ja – her er det så, at man skal have fundet sin egen stil – for hvordan kan man bedst lide beplantningerne? Som en grøftekant, hvor alt er gentaget mange gange i små portioner, eller foretrækkes store grupper, som i de store, blomstrende bede, man fx ofte ser i slotshaver? Der er nok at tage stilling til.

Stauder, 32 opskrifter på de smukkeste bedeTil at komme i gang med arbejdet med stauder i haven, har Birgit Reimer og Maria Juhl Jakobsen samlet bogen “Stauder, 32 opskrifter på de smukkeste bede”. Ganske som overskriften siger, så indeholder bogen en lang række opskrifter på planter, der kan sættes sammen til forskellige typer af staudebede. I alt 32 stk.

Alle opskrifterne er beskrevet efter samme grundform: Der er en planteliste, et foto af planterne samlet, fotos af planterne hver for sig, kort beskrivende tekst om bedet, en beskrivelse af bedets højde/farver/blomstringstid/jordforhold, og så er der for flere af opskrifterne givet forslag til øvrige planter, der kan tilføjes.

Nogle af opskrifterne er samlet med udgangspunkt i én farve, gentaget i mange nuancer. Andre er ud fra temaer som romantisk, apoteker, skovbund mv. Nogle er på basis af oprindelse, som fx en “Miniprærie” eller “Østens mystik”. Der er opskrifter baseret på én staudetype – fx solhat eller prydgræsser. Eller som vist herunder med basis af diverse stokroser.

Stauder, 32 opskrifter på de smukkeste bede
Og så der er nogle “usædvanlige” bede, som forfatterne kalder dem. Fx “Bed i Kenzofarver” eller “Efter ferien-bed”.

Bogen giver også tips til, hvordan staudebedene kan indgå i havens indretning. Med skitseringer vises hvordan bede kan være afgrænsende for et område, stå solitært som skulpturer i græsplænen eller være rumskabende. Bogen forklarer også de forskellige metoder, der kan anvendes til placering af planterne – som i bogen kalders “Punktbeplanting, hvor hver enkelt plante aldrig står ved siden af en af samme slags, og som passer godt til bede, der skal opleves tæt på” eller “Gruppebeplantning, hvor planterne samles i store grupper af ens planter, og som passer perfekt til bede, der skal opleves langt fra” eller sidst men ikke mindst “Mosaikbeplanting – en mellemting mellem de to andre metoder. Her plantes mindre grupper af ens planter sammen, så bedet fremstår med en fin rytme, der opleves, når man bevæger sig forbi”.

“Gruppebeplantning, hvor planterne samles i store grupper af ens planter, og som passer perfekt til bede, der skal opleves langt fra.”

Stauder, 32 opskrifter på de smukkeste bede

Bogen indeholder også en lille staudeskole med introduktion til hvad stauder egentlig er for nogle planter. Her får læseren også tips til, hvordan der shoppes stauder, og hvordan man bedst får dem etableret i egen have. Også hvis man har ladet sig friste til at købe lidt for fyldige stauder med masser af blomstringer på høje stilke.

Stauder, 32 opskrifter på de smukkeste bede

Og så skal der plantes. Her får læseren også råd og vejledning – både til valg af redskaber og til udførelse af havearbejdet.

Stauder, 32 opskrifter på de smukkeste bede

Til nybegynderen i staudehaven er der i bogen rigtig fin støtte at hente. Også til vedligeholdelsen, som man ofte som ny i haven har tendens til at glemme eller aldrig fået sig sat ind i, fordi bare anlæggelsen tog pusten fra en. Men læs endelig de sidste sider med også – før de første planter går til pga. ukrudt eller vandmangel. Et staudebed skal nemlig luges, vandes og gødes, indtil det er godt vokset til, og på sigt næsten passer sig selv. Men jo, så skal der jo også lige klippes ned, så planterne fornyer bladmateriale og blomstringer. Og … Ja, der er også arbejde i et staudebed. Heldigvis!

 

Stauder, 32 opskrifter på de smukkeste bede
TITEL: Stauder, 32 opskrifter på de smukkeste bede
FORFATTERE: Birgit Reimer og Maria Juhl Jakobsen
FOTOS: Birgit Reimer og Maria Juhl Jakobsen
ILLUSTRATIONER: Maria Juhl Jakobsen
UDGIVELSE: 2009
SIDER: 168
SPROG: Dansk
FORLAG: Lindhardt & Ringhof

Læs også:

SÅDAN DELER DU EN STAUDE 
Parat, start, nu! Find spaden, saven og øksen frem fra skuret, og udvælg dig de stauder, du synes blomstrer mindre end de plejer. At dele dem er nemlig en ren foryngelseskur, som vitaliserer dine stauder, så de fremover blomstrer frodigt og villigt. Se her hvorfor og hvordan du gør.

SKØNNE MIX
Hvis man er en af dem, der kæmper med at få prydbedene til at gå op i en højere enhed, kan det være en idé at tænke i kombinationer frem for at vurdere planterne enkeltvis – tænk i skønne mix.

HAR DU EN “STAUDEBØRNEHAVE”?
Man har næsten altid ét eller andet, man gerne vil dele eller flytte eller lige har købt eller sået – men som ikke har en rigtig plads endnu. Det kan der rådes bod på. Lav dig en staudebørnehave!