Hvornår er de egentlig klar, frøene? Og hvordan skal de se ud, når de er klar? Vi ser på nogle af de populære i dette sensommertema og igen i næste måneds tema. Det er nemlig meget forskelligt, hvornår de skal tages, og hvornår de skal sås.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Hvis vi spørger “plejer”, så er det i september, at havefolket høster frø til såning, men mange planter er toppet op mod 3½ uge tidligere denne sommer. De sætter derfor tidligere frø, især, hvis de ikke er blevet klippet ned til en genblomstring. Derfor er der frø, du kan tage allerede nu. Hvis du ikke har mod på det med at så, eller hører til dem, der synes, at det skal være forår for at lysten melder sig, så skal du i hvert fald sørge for at få frøstandene klippet bort. Ellers kan du risikere, at de sår sig overalt til næste år. Ved at klippe dem bort, kan du spare dig selv, eller andre for den sags skyld, for en hel del lugearbejde.

Mange lader en enkelt frøstand stå af fx de toårige, og lader den selvså sig. Det er en god idé, men så må man se frem til måske at skulle i gang med et flyttearbejde, hvis blæsten ikke lige er i den retning, du har tænkt dig, at planterne skal stå. Det gælder især de toårige, som fx studenternellike, stedmoder, natviol, akeleje, stokrose, valmue og fingerbøl.

FRØ DER SKAL HØSTES FRISKE
Enkelte frø skal på det nærmeste sås lige med det samme. De skal lige akkurat være modne, og taber – så vidt jeg ved – spiringsevnen på kun tre måneder efter høst. Det er fx kvan, montbretia og hosta. Naturligvis skal de modne først. Kast et blik på denne montbretia. Der er de gulnede frø lige ved at være klar, hvorimod de mere grønlige skal sidde lidt længere på grenen. Du kan også godt klippe grenen af, hvis du er ude med saksen og er i klip-klip-klip-mode (det kan man jo komme), men stil den så i en vase i en uge til fjorten dage, så frøene modner.

 

frø af montbretia

 

FOR TIDLIGT – TILPAS – FOR SENT
Jeg har talt og skrevet sammen med en del havefolk, der af og til er voldsomt i tvivl om, hvornår en frøstand er klar til at blive taget, samt hvad der egentlig er selve frøet, og hvad der bare er fnuller fra kronbladene. Og eftersom der findes mange tusinde, ja millioner, af frø, så er det ikke lige til at vise dem alle. Jo, du kan – som vi tidligere har skrevet – tage et kig på The Seed Site, men du kan også få nogle guidelines her. Det er alt i alt nemmere, hvis man ikke er frøfreak. Tag nu fx denne stolt kavaler. Han har set bedre dage, og er nu afblomstret. Hvis ikke du er rigtigt hurtigt ude og klippe, så har du dem i en stor del af dit bed til næste år. Sikken fest, kunne du tænke, men det kan altså også blive for meget af det gode, især hvis det er meningen, at det skal være det hvide bed, der skal være der.

frø af stolt kavaler

Fra venstre er frøstandene for tidlige at tage, i midten er de helt perfekte, under forudsætning af – naturligvis – at det er tørt i vejret, og til højre er det sket, det er for sent. En vind har været der, og frøstanden har vibreret i vinden og spredt de tørre, bristefærdige, spiredygtige frø rundt omkring sig. Enten må du kridte danseskoene og holde fest med kavalererne, eller også må du ned på knæ og luge til foråret. Lige disse er ret nemme at luge bort, men andre kan være mere genstridige, som fx hjulkrone eller rød havemælde.

hjulkrone
Begge er dog ret genkendelige, også som småplanter, men det giver ekstra tid på knæene i foråret, hvor det måske vil være rart at bruge tiden til noget andet.

rød havemælde

Hvis du kigger godt efter, er der en hel del frø derude. Fra venstre er det Agapanthus, som er en del år om at blomstre, men som du så har i de næste tyve, mindst. Så er der agastache, som selvsår sig alle vegne, hvis ikke du klipper meget snart, hvis den ser ud som her. Prøv at se midt i frøstanden. Der er begyndt at være sorte “prikker” indeni hver frøstol. Når den er helt gul og tør, så er det tid – hvis ikke det altså er for sent med nogle af dem. De bliver jo ikke klar allesammen på samme tid. Herefter er det rød vejbred, som jeg er blevet ret begejstret for, men som Jeppe Urban siger, så er det om at være der, for ellers kommer min terrasse til at se ud som hans – rød. Den sidste kan du nok genkende, det er morgenfrue. Sådan her er den lige på vej ud i verden og ned i din havemuld. Men i de tidligere stadier, når frøstandene er begyndt at gulne, kan du klippe dem ned og hænge nogle af dem op. De kan sagtens bruges alligevel.

høst af frø

Vi vender tilbage til frøene igen senere på året, og der kigger vi nærmere på – helt tæt – hvordan de forskellige frø ser ud, og giver såanvisninger til dem, hvis du nu har fået lyst til at give dig i kast med at sensommerså. 

Læs også:

HØST OG TØRRING AF FRØ FRA HAVEN
Ind imellem har vi altså en solrig dag eller to her i efteråret, og så er det bare om at komme ud med kaffefiltrene.

 

SÅ SELV DINE AGAPANTHUS
For mit indre blik ser jeg smukke krukker med fantastiske, blå agapanthus på rad og række. Hvilket smukt syn i min have!

TOÅRIGE FOR DE VILDE OG ROMANTISKE
Toårige er for folk, der kan tåle lidt uforudsigelighed, selvledelse og passion. Når først du har dem i haven, må du enten være efter dem eller leve med deres egensindighed og nytænkning.