Den seneste bog fra Claus Dalbys hånd har så absolut potentiale til at blive en bestseller, ligesom de andre bøger fra ham. Bogen hedder “I potter og krukker”, og den er fyldt med de smukkeste billeder.


TEKST: LENE, FOTO: CLAUS DALBY

Claus Dalby skriver bl.a. i sit forord: “Når jeg går rundt i min have og betragter den, som var jeg på besøg for første gang, tænker jeg, at det ærlig talt virker lidt ekstremt med alle de krukker. Og hvorfor så mange? Det er af den simple grund, at jeg har svært ved at begrænse mig!”

I potter og krukker

Claus Dalby er efter eget udsagn maksimalist, og det kommer i den grad til udtryk i haven, og især med krukkerne – eller beholderne, som han også kalder dem. Han ynder nemlig at plante i flere slags materialer, som ler, beton, cement, zink og træ i alle former og faconer, og jeg kan godt forstå det må være svært at begrænse sig, især når man har pladsen til det.

Jeg har haft den store fornøjelse at besøge Claus Dalbys have indtil flere gange, og hver gang er jeg blevet imponeret over mængderne af både blomster og krukker. Der er jo ingen grund til at fedte med det!

Bogen er en billedbog for voksne, og her er megen inspiration at hente. Samtlige planter er nævnt ved navn, også det latinske, og det gør det nemmere, hvis du nu skulle forelske dig i en særlig plante eller plantesammensætning – og det er jeg helt sikker på at du gør.

Næsten alt kan dyrkes i krukker – det er kun størrelsen på krukken, der afgør det, og der bliver da også plantet både sommerblomster, toårige, stauder, løgplanter, slyngplanter og roser – ja, sågar buske og små træer, græsser og sukkulenter i haven i Risskov.

De mange krukkearrangementer står primært omkring villaen og i forbindelse med de 3 smukke væksthuse.

I potter og krukker
I potter og krukker

For ikke at tale om det velkomstarrangement, der møder en, når man besøger ham om foråret i tulipantiden.

I potter og krukker

Alle krukkerne i de forskellige arrangementer står så tæt sammen, at blomsterhavet ligner bede. Den store fordel ved dette er, at man hurtigt kan flytte rundt, hvis der er planter, der alligevel ikke passer sammen.

Her er Claus Dalbys “sunken garden”, hvor der primært er krukker med grønne, hvide og sølvfarvede planter.

I potter og krukker

Alle billederne i bogen er fotograferet i hans egen have, og det er fantastisk at se sådan en blomsterrigdom på ét sted.

Rundt omkring i haven, på trapper og på borde, er der også smukke opstillinger af planter.

I potter og krukker

Bogen kommer rundt om både forår, sommer og efterår, og viser på alle sider de smukkeste farvesammensætninger fra hele farvespektret. Claus Dalby kan noget med at sætte farver sammen, så de harmonerer på den der lækre måde. Ofte vælger han planter kun for bladenes skyld. Der findes jo et væld af forskellige bladformer, og de er arrangeret meget smagfuldt.

Og hvor kommer alle disse planter så fra? Der skal jo bruges en overdådig mængde, og Claus Dalby fortæller, at der både bliver indkøbt færdige planter/småplanter, samtidig med at de selv producerer en masse planter. Bagest i bogen er der en adresseliste, som er god at have, når du selv skal planlægge dine blomsterindkøb.

Det har været meget svært at vælge billeder, for hver gang jeg har kigget denne skønne bog igennem har jeg fundet nye detaljer, og nye billeder, som jeg syntes skulle med. Så jeg har måttet ty til begrænsningens svære kunst for at denne anmeldelse ikke skulle blive for lang.

I potter og krukker

“I potter og krukker” er en rigtig nydebog, som samtidig er fyldt med dejlig inspiration. Det er lige før jeg glæder mig til de kolde aftener, hvor jeg kan sidde i den lune sofakrog og svælge i bogen – og planlægge næste års blomsterflor til mit beskedne antal krukker.

 

I potter og krukker

TITEL: I potter og krukker
FORFATTER: Claus Dalby

FOTOS: Claus Dalby
UDGIVELSE: 2014
SIDER: 311
SPROG: Dansk
FORLAGKlematis