ANNONCE

tirsdag den 21. oktober 2014

BESKÆRING AF BUSKROSEN 'FRÜHLINGSDUFT'

HAVEBREVKASSEN

HAVEFOLKET har fået et spørgsmål fra Ulla, der søger råd om beskæring af sine lidt barbenede buskroser, 'Frühlingsduft'.

SVAR: GRETHE HEIDE
FOTO: ULLA MULLIS






Hej Havefolket

Rose, FrühlingsduftJeg vil gerne benytte mig af jeres viden/den nye brevkasse til et godt råd om denne sag: Vi har på terrassen 3 store buskroser Frühlingsduft, som er ca. 12 år gamle. Vi har ikke beskåret dem ret meget i tidens løb, og nu er de meget høje (3 meter) og helt bare forneden. Vi er i tvivl, om vi kan skære dem helt tilbage (hvor langt) til foråret?

Vedlægger et par billeder (ses her til højre, red).

Buskene står på vestsiden af huset og får sol fra middagstid og resten af dagen.
På forhånd tak :)

Havehilsner
fra Ulla

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Svar fra Grethe Heide, Havepanelet:

Kære Ulla

Rosen 'Frühlingsduft' er stor, ca. 2,5 x 2,5 m. Vurderet ud fra billedet ville jeg beskære/udtynde roserne ved at fjerne gamle grene, men ikke længere ned, end der er nye skud (måske 80 cm over jorden), og de nye skud vil jeg halvere for at få en grendeling i gang. Det giver en ny plante, som vil springe et års blomstring over. 

Buskroser vil man som regel kun udtynde og fjerne dårlige grene (ikke tilbageskære). Husk at gøde roserne efter denne foryngelseskur - det giver de stærkeste grene. Beskæringen vil jeg foretage til foråret i april.

Jeg mener dog ikke, planterne vil gå ud, hvis du beskærer helt ned til 20 cm over jorden, men 'Frühlingsduft' er en stor rose, som bliver smukkest, når den får plads.

Med venlig hilsen
Grethe Heide


Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet.

Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.

2 kommentarer:

  1. Jeg blev glad for svaret fra Grethe Heide, da jeg modtog det i min mailbox tidligere på måneden.
    Nu kan flere endda få glæde af det - jeg er så imponeret over at HAVEFOLKET nu også huser en brevkasse med mulighed for svar og hjælp til alverdens havespørgsmål.
    Tak :)
    Ulla

    SvarSlet

ANNONCE