Træer i haven er fantastisk. Så derfor er det med at finde rette mine frem, når der to eftermiddage om efteråret skal rives blade sammen.


TEKST & FOTO: LONE

Små drys af visne efterårsblade kan tages med plæneklipperen, men hvis man, som i min have, har platantræer eller en kæmpe hængepil, så er det nu altså bedst at komme ud med løvriven. Bladmængderne fra disse træer er enorme, og de letter ikke bare pga. lidt stormvejr. De bliver liggende og fjerner plænens mulighed for tilgang til lys og luft.

Ved at fjerne bladene sikrer man, at plænen igen kan “ånde”, og dermed minimeres risikoen for mos og bare pletter i plænen. Så jeg er ude med riven flere gange i løbet af efterår og tidlig vinter. Og når man først er i gang, er det faktisk hyggeligt havearbejde.


De visne blade rives sammen og smides ind under buske og træer, og nogle også på komposten. Den lokale genbrugsstation er også ind imellem aftager af de visne blade. Nogle gange bliver de bare pakket i poser til bagagerummet – og så af sted med dem.

Er jeg ude med riven en dag, hvor mængderne er begrænsede, og bladene blot skal i komposten eller under buske, så bruger jeg trillebøren, men er der rigtig mange, så bruger jeg andre midler.For få år siden har jeg nemlig opdaget, at man kan få kæmpestore plastikposer – beregnet til industriens affald – og dem bruger jeg til opsamling af de visne blade, både bøgebladene om foråret og kirsebær-, pil- og plantanblade om efteråret. Det går super nemt, og tilfredsstillelsen er stor, når plænen er ryddet og efterårssolen igen kan lægge sig over plænen.

Inden længe er der kun få blade tilbage på havens træer, og de sidste får lov til stille at drysse ned og lægge et sidste efterårsskær over haven.