“God mad, let at lave” er grundbogen i mange danskeres køkken. Skal man have opfrisket, hvordan grundopskriften går på klassisk dansk mad, så er det den, man tyr til. Nu er der kommet en ny i serien. Den handler om at sylte.


TEKST: LONE, FOTO: VENLIGST UDLÅNT AF FORLAGET

Bogen “God mad, let at sylte” giver en lang række forslag til syltning over hele året. Det være sig alt fra citrongræssirup til limoncello, jordbærsyltetøj og rødbeder. En velvalgt blanding af gamle klassikere og nye opskrifter, der har potentiale til at kunne blive det.

Vi giver jer her to opskrifter fra den nye syltebog.

Syltede pærerSYLTEDE PÆRER I KRYDDERLAGE
Holdbarhed: Ca. 2 uger i køleskab.

INGREDIENSER
750 g pærer
3 dl vand
250 g honning eller sukker
1 laurbærblad
2 hele nelliker
25 g frisk ingefær
5 hele peberkorn
saft af ½ citron

FREMGANGSMÅDE

  • Skyl og skræl pærerne. Flæk dem og fjern kernehuset. Pærerne kan være halve eller skæres i både.
  • Skræl ingefæren og skær den i skiver. Kog en lage af vand, honning/sukker og krydderier.
  • Læg pærerne i lagen og kog dem møre ved svag varme i ca. 15 min. Kogetiden afhænger af, hvor modne pærerne er.
  • Tag pærerne op med en hulske og læg dem i skoldede glas.
  • Kog lagen ind uden låg i 5-10 min. med citronsaft.
  • Sluk for gryden, hæld lagen over pærerne og luk glassene.

TIP: Lagen til pærerne kan tilsættes andre smagsgivere som lime, rom eller cognac, appelsinskal og saft.

Syltet kålSYLTET KÅL
Holdbarhed: Ca. 2 uger i køleskab.

INGREDIENSER
½ hvidkål eller 1 spidskål (500 g)
1 fennikel
1 stor rød eller gul peber
1 løg
i alt 1 kg grøntsager
2 spsk salt
Lage:
3 dl lagereddike
3 dl vand
215 g sukker
1 spsk sennepsfrø
5 sorte peberkorn
evt. 1-2 tørret chili eller chiliflager

FREMGANGSMÅDE

  • Skær kålen i kvarte og snit den fint. Skær fenniklen i kvarte og snit den derefter i tynde både.
  • Skær toppen af peberfrugten, flæk den og fjern frøene. Pil og skær løget i tynde både.
  • Gnid grøntsagerne med saltet og lad dem trække en times tid. Kålen bliver blød og falder ret hurtigt lidt sammen.
  • Skyl saltet af og lad grøntsagerne dryppe af i et dørslag eller en sigte og læg derefter grøntsagerne i skoldede glas.
  • Kog lagen op og hæld den varm over grøntsagerne. Luk glassene med det samme.
  • Kan spises efter 1 time.

Server til fx fiskefrikadeller, frikadeller, koldt kød, flæskesteg, røget skinke, på leverpostej,
til hotdogs og burgere o.l.

TIP: Syltet skal her forstås som en tilberedningsmetode snarere end en konserveringsmetode. Alle grøntsager kan ”syltes” på denne måde. Prøv fx også med spidskål, bladselleri, gul eller grøn peber, blomkål, broccoli, agurk, squash. De kan krydres, som man synes – læg fx kviste af frisk timian eller rosmarin og frisk chili i glasset.

GOD MAD, let at sylteTITEL: God mad, let at sylte

FORFATTER: Marianne Kastberg, Kirsten Høgh Fogt
ILLUSTRATIONER/FOTOS: Stine Christensen
UDGIVELSE: 2014
SIDER: 179
SPROG: Dansk
FORLAG: Lindhardt og Ringhof