Jens Juhl og hans kone, Sølva Falgren, bor ikke ret langt væk fra min egen plet her på jord. I dag tager vi på besøg i deres dejlige, økologiske høsthave. Kom bare med!


TEKST & FOTO: MARIANNE

Rønnebærrene og hylden hænger tungt og duvende med modne bær under det skiftende skydække på sensommerblå himmel, da jeg kører ind ad havelågen til haveforeningen Smørmosen. Der ved jeg, at slottet ligger gemt. Slottet i Smørmosen, det er nemlig dér – i et kolonihavehus – Jens Juhl lever som selvforsyner i hele sommerperioden sammen med sin kone, Sølva. Han er agenda 21-formidler i Gladsaxe kommune, og efterhånden lidt af et ikon i økologisk havebrugs sammenhæng. Hans have må da bugne, tænker jeg, og haler kameraet med mig, skønt mit ærinde egentlig er at spørge ham om grøntgødning og sensommersåning.

SmørmosenSmørmosen

 

Allerede et stykke derfra kan jeg se, at havelågen står åben. Det, får jeg senere at vide, er et tegn til omverdenen på, at alle er velkomne – man kan bare gå ind uden at have en forhåndsaftale. Det er  fornuftigt, for Jens og Sølvas have er en meget, meget besøgt have. Der kommer sommerhalvåret rundt, besøg af både vuggestuer, børnehaver og skoleklasser, som gratis får undervisning og a-ha-work shops i deres have. Haven rummer – foruden bugnende bede og fyldte krukker alle vegne – også en stor tredelt, velfungerende kompost, bistader og en hønsegård, så der er en masse at tale om og lære af.

Smørmosen

Det slår mig, allerede inden jeg har råbt hej til Jens, som jeg gennem flere år kun har kendt via mail og mobiltelefon, at denne høsthave er mere end levende. Alle vegne vibrerer det, og selvom vi er langt henne på sensommeren, hvor mange haver ellers er ved at blomstre af, så kan man ikke se det i Slottets have.

Smørmosen

Stauder, sommerblomster, urter, grøntsager og georginer er sat i de samme bede, helt bevidst. I ét virvar, er jeg lige ved at sige, men jeg ved det jo godt; mangfoldigheden er et alfa og omega her. Forklaringen er, at man har fundet ud af, at monokulturer – dvs. bede med kun den samme slags plante – tiltrækker utøj. Så ikke alene er her rigeligt med tagetes, purløg og andre “utøjsskræmmere”, planterne vokser også mikset med grøntsager og prydplanter side om side. På den måde efterligner vi naturen mest muligt, siger Jens, Jeg smiler og føjer til: Ja, den er klogest.

Smørmosen

I et hjørne lige ved hønsegården står det, jeg kom for – grøntgødningen. Det er planter, som man sår i bedene, når de er færdige med at yde inden vinteren. Der er nemlig ingen jord, der har godt af at være bar. Så hellere tilføre den mineraler, som den fremtidige avl vil kunne have glæde af. Her er det honningurt, men du kan også bruge blodkløver, gul lupin og andre grøntgødningsplanter.

Smørmosen

Vi kigger ned i de øvrige bede lige ved siden af, og Jens fortæller mig, at det er tredje såning af spinaten, bederne og gulerødderne. “Vildt”, tænker jeg, men det har også både været et langt forår og en lang, lun sensommer. Af samme grund står Sølva og nipper blomsterhovederne af solhattene, for at de lige kan tage sig endnu en ekstra omgang. “Det gjorde jeg også med floksene for tre uger siden”, fortæller hun. Utroligt, de står alle fint, højt og frodigt blomstrende. Ellers står den i dag, for Sølvas vedkommende, på frøindsamling, og hun sidder sirligt med papirsposer, kuglepen og en mappe med dato, navn og andre noter og fører hver høst ind.

Smørmosen

Så trasker vi rundt i den lille have, der simpelthen bugner så meget, at man har fornemmelsen af at gå i afgrøder og blomster til navlen. “Jamen, vi kan næsten heller ikke følge med”, fortæller Jens. “Lige nu er det hele klar, og vi fryser selvfølgelig, sylter og tørrer. Og så spiser vi så meget vi kan af alt det friske. Det er alligevel det bedste.” Jeg kigger på palmekål, grønkål og spidskål og alt muligt andet, og bemærker – også højt, at der absolut ingen kålsommerfugle har været. Næh, siger Jens spagfærdigt. Selvfølgelig ikke.

Smørmosen

Smørmosen

Vi kommer forbi en kæmpe bleggrå, bynkeagtig plante. Jeg stopper op og stirrer. Det er tydeligvis ikke bynke. Mon det er malurt? Jeg stryger hånden gennem den og dufter til min håndoverflade. Næh, heller ikke malurt. Skuffen med svaret i er ikke til at trække ud lige i dag, så Jens må hjælpe. Det er ambra. Den er god til at lægge mellem lagnerne, så undgår man møl, siger han. Jeg stirrer på ham. Hmmm. Ja, duften minder lidt om havtorn, sådan frisksyrlig, men også dyb umami. Smuk er den i hvert fald. Luftig og vibrerende.

Smørmosen

Vi snakker om det forunderlige ved tagetes, som både er god for jorden, fordi den renser træt jord og udrydder nematoder, og fordi dens duft forvirrer mange af skadedyrene over jorden. Og her er mangefold. Både af citrusarterne og af de gode gammeldaws, der får sådan en smuk overhængende og buskagtig facon, når de vokser til. Og så er farven bare lige til at blive glad af og på vej tilbage i havemodebilledet. I baggrunden på billedet nedenfor kan du se en anden orange plante, nemlig italiensk ingefær, som er skrigende giftig, men som har en rigtig interessant livscyklus. Her i sensommeren står den med sine korte, tykke prangende spir, beklædt med små perler og uden blade. En sær skabning, men skulpturel og morsom.

Smørmosen

 

Smørmosen

Mandstro er der en del af i Jens og Sølvas have. De har fået lidt støtte, for man skal kunne komme rundt på alle gangene mellem planterne. Rudbeckiaen, som bliver så stor så stor, lyser op mange steder i haven og giver ekstra højde.

Det er ved at blive kaffetid, og Jens fortæller, at det ikke varer længe før hyldebærrene skal høstes. Træet, som står i indgangen til baggården, i haven bag kolonihavehuset, fandt selv vej ind i deres have for 19 år siden, da de netop selv havde slået bo der. Det trækker i øvrigt kraftigt sammen til en byge, og da vi sidder i deres dejlige lille udestue er det nærmest som at sidde ude i haven alligevel. Blot kan man skue ud over alle herlighederne fra “slottets” store vinduer. At der er rigeligt at høste af her i den selvforsynende have så sent på året, siger lidt om, hvor effektivt et havebrug alligevel kan gøres, på trods af, at vi bor så højt mod nord.

SmørmosenJeg går hjem med kameraet godt i læ inde under min jakke, da en byge slår skråt over den lille parkeringsplads et lille stykke fra Slottet i Smørmosen.