ANNONCE

onsdag den 22. oktober 2014

MANDSHØJE MAJS


GRØNTSAGER

Gule som solen og næsten også på vej derop. Sådan er majs, som du sagtens kan dyrke i et højbed. Bare du sørger for at gøre nogle enkle ting, så kan du høste til hele familien.

TEKST & FOTO: MARIANNE






MajsMajs vil stå tæt. Side ved side og sammen, som japanere på vej ind i et tog i myldretiden. Nej, det er måske overdrevet, men bare så du forstår hvor jeg vil hen med metaforen. De står helst meget, meget tæt. På billedet ser du, at de er lige så høje som solsikkerne, som vel at mærke er over to meter, snarere to en halv. Men hvorfor nu det behov for nærhed, stamme ved stamme? Det er fordi de bestøves bedst, når de står i flok. Se på markerne sydpå. Eller på de bønder, der dyrker majs herhjemme. Der står de også meget tæt. Sådan en ½ - 1 rives bredde mellem planterne.


Det ser naturligvis ret så skørt ud, når frøplanterne er bittesmå, sådan på højde med en pegefinger, for da står de og råber til hinanden og ser ud til at bukke under i al den jord, de er plantet i. Men vent en måned, for da er de allerede kæmper, som vokser beredvilligt op over dine knæ, og med stålsat vilje viser, at de vil noget her i livet. De vil OP, vil de. Op til solen og blive gule ganske som den. Eller røde. Eller hvide. Eller polkaprikkede. For de findes i utallige sorter, og det er ganske som med gulerødderne helt væk at tro, der kun findes gule majs. Smagen - er den forskellig? Hmmm! Det synes jeg ikke, men det er smukt at servere røde majs, og det vækker altid lidt ekstra furore ved bordet, når det sker.

Har du nogensinde sat tænderne i en moden majskolbe, netop brækket af stammen på en majsplante? Når du først har det, lover du dig selv højt helligt og med Amager Fælled, at du vil have dem igen en gang i dit liv. På din plet på jord. For det er en eksplosion af saftig friskhed og dybde og langtidsholdbar nydelse tilsat et stænk umamismag.

Majs

I min verden smager majs bedst, lige når de er høstet rå, ellers kogt i 3 -5 minutter, drysset med lidt flage- eller urtesalt, og så ind i munden med dem. De er også fuldstændig fantastiske i en madpakke dagen efter. Køl dem af og put dem i en pose. Uhmme num!

Majs


God fornøjelse, når du høster. Og velbekomme.

2 kommentarer:

  1. Og uhmmm, også guf guf på grillen med hylster som pilles af efter ca 30 min, da sprøjter saften også ud ved en bid:-) men mine er købe majs i år, dem der står i køkkenhaven er stadig ikke modne, måske de blev sået lidt sent? Men uanset er jorden dækket så nogenlunde, og de kan få lov at stå til de segner!

    SvarSlet
    Svar
    1. Like like, Annette. Du lyder som en sand majs-fan!

      Slet

ANNONCE