HAVEFOLKET har fået et spørgsmål fra Camilla om muligheden for overvintring af oliventræer indendøre.


SVAR & FOTO: LONE
OliventræHej HAVEFOLKET
Jeg har to store oliventræer, som tidligere har været på vinterophold hos en gartner. Det er desværre ikke længere muligt, og jeg går nu med tanken om muligheden for at have glæde af dem indenfor i vintertiden.
Hvis det er muligt, hvordan sikrer jeg den mest optimale “indkøring” til indelivet?
Vil jeg derefter kunne sætte dem ud, når jeg sikrer, at der ikke er nattefrost til foråret igen?
På forhånd tak for svar.

 

Med venlig hilsen
Camilla, Middelfart
. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 

Svar fra Lone, redaktionen:

Kære Camilla

Du kan gøre som jeg, og tage dem ind i nogle af de koldere rum af huset (dvs. altså ikke lige foran pejs eller brændeovn). Jeg tager træerne indenfor her engang i oktober – gerne på en dag, hvor det er lidt varmt ude, så chokket ikke er alt for stort for dem. Her i huset står de i vores store vinduer mod syd, så de får godt med lys, selvom det er vinter. Har også prøvet at have et af dem stående i et stort nordvindue – det gik også.

Min erfaring er, at de kræver rigtig meget vand, når de står inde om vinteren, og et vist løvfald sidst på vinteren kan ikke helt undgås. Men er du flittig med vandingen, så kan du begrænse skaderne. Jeg sætter træerne ud igen sidst i april (afhængigt af vejret), og så skal de igen have god opmærksomhed i starten. Bliver det meget koldt en af dagene i foråret, går jeg ud med fleecetæpper el.lign. og lægger over kronen om natten. Det beskytter lidt mod kulden.

Mine har nu flyttet ind og ud nogle år og heldigvis med god succes. Håber du også lykkes med det.

Kh.
Lone

Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd til Camilla, så er du som altid meget velkommen til at skrive med, via brug af kommentarfeltet.