ANNONCE

onsdag den 1. oktober 2014

STIKLINGEFORMERING AF KATTEHALE

HAVEBREVKASSEN

HAVEFOLKET har fået et spørgsmål fra Jane vedr. stiklingeformering af kattehale.

SVAR & FOTO: MARIANNE






Kære brevkasse

Jeg har i foråret købt stauden kattehale, Lythrum salicaria 'Blush'.

Den er så dejlig, at jeg gerne vil have et par mere. Og da jeg har læst et sted, at den er nem at stiklingeformere, kunne jeg godt tænke mig at prøve dette – men hvornår? Og hvordan?
Jeg er helt grøn ud i formering, så forklaringen må gerne være "for dummies" :o)

Kh Jane, Gadevang

. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

Svar fra Marianne, redaktionen HAVEFOLKET


Hej Jane


Kattehale
Det kan du tro, jeg godt forstår, det er også en rigtig dejlig plante! Billedet th. er ikke 'Blush', men 'Zigeunerblut', og de er alle sammen skønne!  Stiklingeformering er ikke spor svært, blot man vælger at gøre det på et tidspunkt, hvor stiklingen kan nå at sætte rødder.  Vinterhalvåret er godt at sætte de træagtige, og sommerhalvåret er godt til de urteagtige stiklinger. Kattehale hører til de urteagtige, som hurtigt sætter rødder, men som også er lidt ekstra følsom og sart. Derfor kræver den lys (men ikke direkte sol) og luft, men alligevel et beskyttet, fugtigt miljø. Vi er altså lige ved at være lidt sent på sæsonen. Men det skal da ikke forhindre dig i at give det et forsøg, synes jeg. Så kan du altid gøre det igen til næste sommer, hvis det fejler.

Du gør følgende: Klip et par stængler eller fem af planten. Del dem i to-tre stykker afhængigt af, hvor meget du har klippet af. Sørg endelig for at vende "hovedet opad og benet nedad", for ellers kan planten ikke finde ud af det, når den skal sætte rødder. Tag/flå alle bladene af hver "pind/stængel" undtagen det øverste bladpar, dem skal planten bruge. Fyld et par potter (gerne firkantede, men det er ikke et must) med plantemuld og tryk det godt til, så der ikke er lufthuller dernede. Vand jorden og tryk igen. Stik plantestænglerne i langs kanten af potten og tryk til, så de får jordkontakt. De må gerne røre bunden, men det er ikke nødvendigt. At de rører pottens kant, skal du ikke være bekymret for. Det er erfaringsmæssigt noget af dét, der skal til, for at de nemt sætter rødder. Så er det bare i med 2-4 små bambuspinde eller grillpinde eller bare pinde, der udgør et "stativ", så planterne ikke rører den plastikpose, som du bagefter sætter over dine stiklinger og pinde - posen skal have bunden opad. Derefter snører du til med snor eller elastik omkring potten, og oppe i bunden af posen klipper du nu et hjørne af i begge sider, så der kommer luft til stiklingerne. På den måde undgår du råd og svamp. Nu er det bare at vente og tilse dem. Måske vande lidt, hvis du synes de ser tørre ud. Da det jo er stauder, så lad dem blot stå i dit drivhus, hvis du har et sådant. Ellers et beskyttet sted ude, hvor du kommer ofte. Lad vinteren gå, og modstå fristelsen til at undersøge, hvordan det går. Begynder planterne at skyde, og/eller kommer der rødder i bunden af potten, har du haft succes.

Mvh. Marianne


Har du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd til Jane, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet.

2 kommentarer:

  1. Aha.... det tror jeg da også at jeg vil prøve :)

    SvarSlet
  2. Et fif med stiklingepotten. Sæt en mindre potte ind i en større, så der er ca en cm eller halvanden cm imellem dem. mellemrummet fyldes med jord, omhyggeligt så der ikke er luftlommer, vandes og stiklinger sættes, plastposen over osv. Pointen er at planten "føler sig tryg" mellem siderne og danner rødder nedad. Desuden er det min erfaring at de heller ikke rådner så let.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE