ANNONCE

tirsdag den 11. november 2014

ET HAVESPOR BLIVER FULGT

HAVETANKER

Lille Karl er 1½ år og bor på Islands Brygge. Hans mormor er såkaldt "havetosse", men har en fortid bl.a. som vejleder og censor på det tidligere Københavns Pædagogseminarium. Dér talte man om "at følge barnets spor", så det har mormor nu gjort. Vi skal på besøg i Byhaven på Sundbyholm i hælene på Karl. Vil du med?

TEKST & FOTO: MARIANNE



Mellem DR's store mastodont af et glashus og en ungdomsinstitution med høje, tillukkede gitre ligger haven. Med Center for Hjerneskade på den anden side og en børnehave "i baghaven" er Sundby Byhave også et åndehul midt i den travle by. Jeg begiver mig yderst sjældent ud på Amager, og jeg ville ikke have anet noget som helst om haven, hvis ikke jeg, på min færd mellem Bagsværd og mit lille barnebarns nye vuggestue, kørte forbi et meget særegent pileflethegn. Jeg har flere gange været ved at glemme at kigge ud af forruden, så spændende så det ud. Forleden, da jeg havde lovet at passe den lille i et par timer, besluttede jeg mig for at undersøge sagen. Sammen med Karl.






Vi var godt rustede. Ostestang og kiks i lommen, kamera under armen og et spilop-agtigt gåpåmod. Af sted med os to. Børn i den alder er der fut i, skulle jeg hilse at sige, så selvom det var meget, meget tillokkende at blive stående og fotografere disse vidunderlige haveanlæg i pileflet, så når han hurtigt vidt omkring, den lille. Dagens mission står pludselig klokkeklar for mig: Følg hans spor, Fru Olsen. Det var det, vi skulle.

Godt så. Nedenfor ser du det, man ser, når man vender ryggen til den spændende pilefletinstallation ud mod vejen. Den må vi vende tilbage til senere, til vinter eller til foråret, for denne have er absolut værd at genbesøge.







FLYVENDE
Vi - dvs. Karl - går hen mod nogle af alle de pallerammer, der er stillet op som bede. Et af dem har fået installeret et insekthotel, og lige ved siden af i luften sværmer en stor sværm med - kan det være døgnfluer? De ser ikke farlige ud, men simrer rundt om ørerne på os, og Karl forsøger at fange dem. Det er ikke nemt. Men vi får snakket lidt om at de flyver - ligesom flyverne langt oppe i luften. Fugle og dem af skinnende metal. Alle dem.


Karls øjne fanges naturligt af det farverige, og i hjørnet af hønsegården står en begonia. Sådan en, som man ellers ville stille i sin farmors entre. Nu får jeg min allerførste "blomsterbuket", en afrevet del af kronen på en begonia. Taaaaak! Den er fin! Skovjordbærret lader vi stå. Jeg henleder overhovedet ikke Karls opmærksomhed på det, for jeg synes endnu han er for lille til at kunne skelne mellem hvad, han må putte i munden, og hvad han ikke må. Og jeg ved ærligt talt ikke, om begonia er giftig. Så vi trisser videre.

 
Der står også et kæmpestort hjemmelavet drivhus. Det er altså lækkert! Jeg håber inderligt, at de får brugt det meget mere, og har allerede lavet en aftale med Anette, som er leder der, om at vi kommer på besøg igen til foråret, når alle ungerne er i gang igen. Men samtaler med andre folk bliver korte og flyvske. Jeg følger igen lille Karl over stok og sten, som opfanger alt muligt. Mere, der kan flyve: Øj, se fugle. Vi lægger nakken tilbage, følger deres flugt. Mange måger og andre højdeflyvere svæver over byhaven.

Jeg funderer lidt over det med spor, og tænker, at et barn selv har dem, følger dem, at vi følger barnets, men også lægger nogle, som barnet så følger. Jeg har i hvert fald sat mig for, at hans naturinteresse og -glæde skal følges og stimuleres. Ikke andet. Bare give ham gode muligheder for at tage ind, forstå, nyde.


SNAVS OG JORD
Tag et kig på ovenstående foto, og bemærk buksebagen. Sådan så mave og albuer også ud - og ærmekanterne. Vi har nemlig vasket hænder i vandpytterne og sat os mærkelige steder, hvor der var fugtigt. Godt en blebag er velisoleret, men måske skulle overtræksdragten have været taget i brug, selvom det trods datoen jo ikke er ret koldt. Næste gang tager vi regndragten på. Faktisk forstår jeg pludselig godt, hvorfor folk troede, jeg var en dreng, da jeg selv var lille. Jeg havde brunt hår i grydefrisure og var konstant sort på knæ og albuer. Jeg lignede ikke mine kusiner med lyse, lange fletninger og var stort set altid at finde under en busk eller oppe i et træ. Måske går have- og naturglæde videre i generne også?


Vi leger gemmeleg mellem de mange kasser med børnenes planter. Og solen går alt for hurtigt ned. På vejen ud smiler jeg af nogle af de små beskeder, der står på kasserne. Og vi vinker til den etårige trompetkatost, der stadig står og blomstrer. Karl og mormor siger på gensyn til foråret til Byhaven på Sundbyholm.





7 kommentarer:

  1. Skøn tur I har haft og øjenåbner til os andre. Altid dejligt at være på den slags ture med børn.

    SvarSlet
    Svar
    1. JA, haver og børn er en helt vidunderlig kombi, Ulla. Man finder på et kort øjeblik ind til at det oprindelige inde i sig selv og ser hele verden med barnets øjne. Det giver sådan en sprudlende og intens glædesfølelse, som jeg faktisk ikke kan genfinde i andre gøremål. Det er absolut ikke sidste gang, jeg tager Karl med på havetur. :-)

      Slet
  2. Dejlig historie og tak til Karl for turen :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak skal du have, William! :-)

      Slet
  3. Tak for turen, jeg nød den. Kh Oldemor

    SvarSlet
    Svar
    1. Du må med næste gang, Oldemor! ;-)

      Slet
  4. Dejligt at følge med på turen - tak.

    SvarSlet

ANNONCE