Når man er frønørd og én af den slags havemennesker, der næsten ikke kan gå forbi en frøstand uden at komme til at knibe, hvis den hænger ud over fortovet, så er det en helt særlig udfordring at byde sig selv at tage i LIFE-haven på Frederiksberg i august. Følg med her og hør, hvad det bragte med sig.


TEKST & FOTO: MARIANNE

LIFE-haven har jeg kendt, siden jeg i 90’erne boede i en stor lejlighed lige på den anden side af Åboulevarden. Den “anden side” var Nørrebrosiden i forhold til Frederiksbergsiden med den attråværdige skatteprocent. Fra min lejlighed på femte sal med udsigt over en stor del af København, kunne jeg også se ned til Landbohøjskolens haver og anlæg. Den gang gik der køer på nogle af arealerne, med hovedindfaldsåren løbende lige ude på den anden side af de sorte jerngitre, men der var også LIFE-haven, som i dag anvendes som levende  “sædbank” til de øvrige haveanlæg.

Senere, da jeg begyndte at blogge om have, og vi kun var omkring 30 danske havebloggere, satte vi hinanden stævne for første gang i netop LIFE-haven. Den er derfor et kært minde, og de gange, jeg gengæster den, bliver jeg så varm og glad indeni. I august i år stod jeg der igen.

Det var en skøn, hed dag. Cumulusskyerne skabte et varieret landskab oven over det hele, og haven vibrerede af liv. Omkring cafeen i væksthuset var vibrationerne meget intense og hver en stol var optaget. Bartenderen fortalte, at hun genså mange af de samme ansigter, men at der hver eneste dag kom nye til. Der var pensionister, der vendte den politiske dagsorden, unge mødre med barnevogne og bleer på skuldrene, folk i deres bedste alder, der havde sat hinanden stævne over en chai latte. Der blev slentret, studeret og nærlæst på alle de små, hvide skilte ved hvert bed, sludret lavmælt og skuet ud over blomsterhavet.

Haven er opdelt i lange bede, som alle har små haver inden for hver sin buksbomhæk. Der er næsten ikke den blomst, der ikke er repræsenteret. Sådan føler man det – skønt man jo godt ved, at det slet ikke er rigtigt. Men mangfoldigheden skaber champagnebobler indeni, og den dag i august står det hele i fuldt flor. Så fuldt, at frøhøsten var gået i gang.

Der er opstillet skilte flere steder, hvor det understreges, at det ikke er tilladt at høste frø fra haven, og det bliver der holdt øje med, er jeg sikker på. Ikke at det på nogen måde kom til optøjer, der var ro og idyl, og mine fingrer var så fast klistrede til udløseren på kameraet, at jeg kan allerede nu kan afsløre, at jeg gik derfra med tomme lommer og ren samvittighed.

 

Hvad jeg til gengæld fik med hjem, var en intens fornemmelse af at dele et eller andet med en hel masse andre. Både besøgende og ansatte. Uden at have sat ord på det. Uden andet end udveksling af milde smil og tindrende øjne, der mødes – mellem mig og den anden. Eller mellem andre – iagttaget på afstand.

 

Nogle gange sker der det, at jeg uforvarende i bar begejstring “kommer til” at snakke med andre, der står i min umiddelbare nærhed. Som når nu man står ved et bed med salvier eller solsikker i helt særlige farver. Eller ved et bed med så mange farvenuancer, der smelter sammen og alligevel adskiller sig  i grupper hver for sig. Det kan der komme virkelig mange gode snakke ud af. Om hvad? Bare om det smukke i en enkelt plante, om dyrkning, om andre farvevarianter. Om alt muligt, der gør hjertet varmt og sjælen skinnende på folk med haven rullende i årerne.

 

Og der er lidt for enhver smag. Der er både milde farveneutrale kig, som understreger netop én slags plantes specielle udstråling, som nu dette med gaura. Men der er også passager med farveklashes, der næsten gør helt ondt i øjnene og gør, at man vågner som af en velbehagelighedsdøs og overvejer, hvad der egentlig er smukt.

Selvom der hersker en vis stramhed over haven med alle buksbomhækkene og planterne i rækker og geled i hver deres “skoleklasse”, så får planterne også lov til at vælte lidt rundt og være løsslupne. Det giver et utroligt charmerende udseende, og netop da jeg står overfor den røde havemælde ved jeg med mig selv, at jeg stadig har alt for lidt af dem hjemme i min egen have. Det er imidlertid den letteste sag i verden, for det er bare at lade nogle af alle de selvsåede blive stående når jeg kommer til forårslugningen.

 

En ting, jeg studsede over var, at det stort set kun var unge, mandlige studerende, der høstede frø. Der stod de med deres hipsterskæg og kasketter og blev anvist hvad de skulle, hvor henne, og lidt senere gik de i gang med en ildhu, der fik mig til at trække på smilebåndet.

Universitetshaverne på Frederiksberg er en del af Det Biovidenskablige Fakultet og går sammen under navnet Landbohøjskolens haver. Der er åbent hele året rundt undtagen juleaftens og nytårsaftens dag, og der er gratis entré.

Senere besøger vi en anden af Det Biovidenskablige Fakultets haver, nemlig den såkaldte “romantiske have”, som ligger lige ovre på den anden side af gaden. Det er et parkanlæg, en slags botanisk have i miniformat med sin helt egen charme og æstetik.

HER ER VI

LIFE-haven

Bülowsvej 17

2000 Frederiksberg

 

 

Læs også:

DE STORE I KLASSEN

De kan bare noget – de der træer. Og der er massevis af muligheder. Vi ser på, hvordan man bruger “de store i klassen” som en bevidst del af havens indretning.

DRAGENDE GRÆSSER PÅ BRØNSHØJ TORV

Mange byer er i fuld gang med at forvandle alle ledige pladser og arealer til grønne områder, de såkaldte lommeparker. Lige i den nordlige udkant af København ligger Brønshøj, en rolig landsby i byen, med torv og alligevel liv i gaden. Se her, hvordan de har indrettet med græsser.
sensommerhave
DA LINJERNE FORSVANDT
Så er vi der igen. På besøg i en have med linier. Men denne dag – på  kanten af sommeren – er det ikke de før så markante linier, der dominerer. Det er et væld af sensommerfarver. Hvor tror du mon, du nu skal med på havebesøg?