Howard Gardner er den amerikanske psykolog, der for nogle år siden begyndte at tale om de mange intelligenser. Og én af disse intelligenser drejer sig om grøn intelligens. Vi dykker lidt ned i, hvad det er for en størrelse. Er det noget, havefolk har?


TEKST & FOTO: MARIANNE

Det her er ikke en lærebog om, hvad grøn (eller naturalistisk) intelligens er. Det er heller ikke et forsøg på at skille fårene fra bukkene og finde ud af, hvem, der gør hvad rigtigt og forkert. Nærmest tværtimod, faktisk, for det, den ene ikke kan finde ud af, kan den anden og omvendt, bare med noget andet. Der er jo brug for os alle. Så det, vi vil kigge lidt nærmere på her, er hvad begrebet grøn intelligens betyder, og hvad den gør godt for. Vi er alle intelligente, så måske virker det underligt at tale om en særlig form for intelligens. Intelligens forskes der ret meget i, og de fleste forskningsprojekter er enige om, at det hele kommer an på, hvilken kontekst, det enkelte menneske befinder sig i. Det nytter jo ikke noget at være i “spitzenklasse” til astrofysik, hvis man er faldet i vandet og ikke kan komme i land. Derfor er det vigtigt, at vi evner lidt af det hele, hvilket langt de fleste også gør i varierende grad. Vi kan altså lidt af hvert, men er oftest bedre til noget frem for andet.

Traditionelt er vi vant til at tænke på intelligens som logik eller fx talforståelse og korrekt brug af ord. Det er det, vi betragter som intelligent viden. Men det, at kunne leve et godt liv, indebærer ikke blot at man er dygtig til fag i skolen, det handler også om, at man kan “navigere” rundt i verden og klare sig godt. Derfor satte den amerikanske professor og psykolog Howard Gardner sig for at undersøge, hvilke intelligenser, der er nødvendige for det moderne menneske. På den måde kom han frem til, at vi har ni intelligenser, hvoraf den ene er “den grønne”. Og inden du læser videre, vil jeg lige understrege, at han ikke er en person, hvis navn, jeg har fundet på til lejligheden. Det hedder han.

Gennem mange års forskning har han arbejdet med tanken om, at vi har flere end blot den sproglige og den logiske intelligens, som vi normalt bedømmes på i skolen. Faktisk mener han, at vi har hele 9 forskellige intelligenser, og den såkaldt “grønne”, dvs. den naturalistiske er den, han opdagede til sidst sammen med den spirituelle, som også er ret underkendt, men særdeles væsentlig. Den grønne intelligens betragter han desuden som den, menneskeheden har tilegnet sig først i evolutionen.

Hvis du nu stadig sidder og synes, at det virker helt hen i vejret at tale om så mange forskellige intelligenser (som vi altså kan have i højere eller mindre grad), så kan du tænke på dem som kompetencer eller evner. Nogle, vi alle har, udvikler og fremelsker. Eller måske har liggende “sovende” i os, og som vågner lige pludselig under de rette forhold. Især, når der er brug for dem.

ALT DET LEVENDE
Udover at være klog på rum og tid, på sig selv eller på samvær med andre samt nogle flere “intelligenser”, kan vi som sagt være naturalistisk kloge – dvs. at man forstår sig på natur – alt levende, dyr og planter. Men er det så det samme som at have grønne fingrer? Ja, til dels, men det er meget mere end det.

Mon ikke du har oplevet dette her: Du kommer hjem fra ferie, og allerede inden du får halet kufferten ud af bagagerummet, kan du med det samme se, at din have-vandingshjælp ikke har passet sin tjans. Det er som om du på det nærmeste kan høre planterne skrige af vandmangel. Ud fra det, du ser – og måske også mærker? – at bladene hænger, planten har mistet sin glans og den tørster. Det kan også være, at du bliver i direkte dårligt humør, hvis du ser planter, der mistrives. Måske har du lært at se på planten, hvis den mangler kali eller hvis den er under angreb af mider og andet skab. Eller at potten er ved at være for lille og det er på tide at potte om. Hvis du har det sådan, eller på en måde, der kan sammenlignes, er det fordi du har en veludviklet grøn intelligens.

Grøn intelligens er også at kunne skelne fuglenes sang eller at lægge mærke til dyrenes spor i sneen.  At kunne se på himlen, at det trækker sammen til regn eller fornemme i luftens elektricitet, at der er sne på vej. Og alt det, vi kan, når vi sammensætter et bed, når vi er gode til at sætte væksters farver, strukturer og former sammen, så de danner et smukt og interessant hele. Eller kan plante grøntsager sammen, så de gensidigt fremmer hinandens vækst og samtidig afskrækker og forvirrer utøj. Alle sådanne ting. Egentlig er det jo helt og aldeles umuligt at opliste det hele, så meget er der at være “grøn-klog” på, men det er måske sjovt at øge fokus på og være sig bevidst om det.

ET REDSKAB
Og hvordan er intelligensen så opstået? Hmmm! Menneskeheden har jo skullet overleve op gennem millioner af år, og hvis ikke det havde evnen til at skelne mellem hvilke bær, der er giftige og hvilke, der ikke er, så var vi vist ikke nået til det 21. århundrede. Så hvis vi blot skærper sanserne og lægger mærke til selv helt små forandringer, er der en chance for, at vi kan bevare og videreudvikle på vores “grønne” intelligens. Eller give noget af den videre til dem, der viser interesse for den. Børn, veninder, svigerbørn, kunder, havevenner, læsere, ægtefolk.

Jeg er med på, at det måske for nogle lyder lidt hippieagtigt, men min påstand er, at vi havefolk inderst inde godt ved, at det er en ekspertise, som vi har udviklet hen over års samvær med alt det levende ude i haverne. Jeg tror egentlig ikke der er så mange, der tænker over det i det daglige, det er der bare. Vi kan vælge at betragte det som et ekstra redskab ved siden af riven, spaden og greben.

Og nu vil jeg bede dig om din assistance: Genkender du beskrivelsen af grøn intelligens? Eller er den helt anderledes for dig? Har du en, hvordan er den? Fortæl os om det. Det vil komme os alle til gode.