Howard Gardner er den amerikanske psykolog, der for nogle år siden begyndte at tale om de mange intelligenser. Og én af disse intelligenser drejer sig om grøn intelligens. Vi dykker lidt ned i, hvad det er for en størrelse. Er det noget, havefolk har?
TEKST & FOTO: MARIANNE
Det her er ikke en lærebog om, hvad grøn (eller naturalistisk) intelligens er. Det er heller ikke et forsøg på at skille fårene fra bukkene og finde ud af, hvem, der gør hvad rigtigt og forkert. Nærmest tværtimod, faktisk, for det, den ene ikke kan finde ud af, kan den anden og omvendt, bare med noget andet. Der er jo brug for os alle. Så det, vi vil kigge lidt nærmere på her, er hvad begrebet grøn intelligens betyder, og hvad den gør godt for. Vi er alle intelligente, så måske virker det underligt at tale om en særlig form for intelligens. Intelligens forskes der ret meget i, og de fleste forskningsprojekter er enige om, at det hele kommer an på, hvilken kontekst, det enkelte menneske befinder sig i. Det nytter jo ikke noget at være i “spitzenklasse” til astrofysik, hvis man er faldet i vandet og ikke kan komme i land. Derfor er det vigtigt, at vi evner lidt af det hele, hvilket langt de fleste også gør i varierende grad. Vi kan altså lidt af hvert, men er oftest bedre til noget frem for andet.
Traditionelt er vi vant til at tænke på intelligens som logik eller fx talforståelse og korrekt brug af ord. Det er det, vi betragter som intelligent viden. Men det, at kunne leve et godt liv, indebærer ikke blot at man er dygtig til fag i skolen, det handler også om, at man kan “navigere” rundt i verden og klare sig godt. Derfor satte den amerikanske professor og psykolog Howard Gardner sig for at undersøge, hvilke intelligenser, der er nødvendige for det moderne menneske. På den måde kom han frem til, at vi har ni intelligenser, hvoraf den ene er “den grønne”. Og inden du læser videre, vil jeg lige understrege, at han ikke er en person, hvis navn, jeg har fundet på til lejligheden. Det hedder han.
Gennem mange års forskning har han arbejdet med tanken om, at vi har flere end blot den sproglige og den logiske intelligens, som vi normalt bedømmes på i skolen. Faktisk mener han, at vi har hele 9 forskellige intelligenser, og den såkaldt “grønne”, dvs. den naturalistiske er den, han opdagede til sidst sammen med den spirituelle, som også er ret underkendt, men særdeles væsentlig. Den grønne intelligens betragter han desuden som den, menneskeheden har tilegnet sig først i evolutionen.
Hvis du nu stadig sidder og synes, at det virker helt hen i vejret at tale om så mange forskellige intelligenser (som vi altså kan have i højere eller mindre grad), så kan du tænke på dem som kompetencer eller evner. Nogle, vi alle har, udvikler og fremelsker. Eller måske har liggende “sovende” i os, og som vågner lige pludselig under de rette forhold. Især, når der er brug for dem.
ALT DET LEVENDE
Udover at være klog på rum og tid, på sig selv eller på samvær med andre samt nogle flere “intelligenser”, kan vi som sagt være naturalistisk kloge – dvs. at man forstår sig på natur – alt levende, dyr og planter. Men er det så det samme som at have grønne fingrer? Ja, til dels, men det er meget mere end det.
Mon ikke du har oplevet dette her: Du kommer hjem fra ferie, og allerede inden du får halet kufferten ud af bagagerummet, kan du med det samme se, at din have-vandingshjælp ikke har passet sin tjans. Det er som om du på det nærmeste kan høre planterne skrige af vandmangel. Ud fra det, du ser – og måske også mærker? – at bladene hænger, planten har mistet sin glans og den tørster. Det kan også være, at du bliver i direkte dårligt humør, hvis du ser planter, der mistrives. Måske har du lært at se på planten, hvis den mangler kali eller hvis den er under angreb af mider og andet skab. Eller at potten er ved at være for lille og det er på tide at potte om. Hvis du har det sådan, eller på en måde, der kan sammenlignes, er det fordi du har en veludviklet grøn intelligens.
Grøn intelligens er også at kunne skelne fuglenes sang eller at lægge mærke til dyrenes spor i sneen. At kunne se på himlen, at det trækker sammen til regn eller fornemme i luftens elektricitet, at der er sne på vej. Og alt det, vi kan, når vi sammensætter et bed, når vi er gode til at sætte væksters farver, strukturer og former sammen, så de danner et smukt og interessant hele. Eller kan plante grøntsager sammen, så de gensidigt fremmer hinandens vækst og samtidig afskrækker og forvirrer utøj. Alle sådanne ting. Egentlig er det jo helt og aldeles umuligt at opliste det hele, så meget er der at være “grøn-klog” på, men det er måske sjovt at øge fokus på og være sig bevidst om det.
ET REDSKAB
Og hvordan er intelligensen så opstået? Hmmm! Menneskeheden har jo skullet overleve op gennem millioner af år, og hvis ikke det havde evnen til at skelne mellem hvilke bær, der er giftige og hvilke, der ikke er, så var vi vist ikke nået til det 21. århundrede. Så hvis vi blot skærper sanserne og lægger mærke til selv helt små forandringer, er der en chance for, at vi kan bevare og videreudvikle på vores “grønne” intelligens. Eller give noget af den videre til dem, der viser interesse for den. Børn, veninder, svigerbørn, kunder, havevenner, læsere, ægtefolk.
Jeg er med på, at det måske for nogle lyder lidt hippieagtigt, men min påstand er, at vi havefolk inderst inde godt ved, at det er en ekspertise, som vi har udviklet hen over års samvær med alt det levende ude i haverne. Jeg tror egentlig ikke der er så mange, der tænker over det i det daglige, det er der bare. Vi kan vælge at betragte det som et ekstra redskab ved siden af riven, spaden og greben.
Og nu vil jeg bede dig om din assistance: Genkender du beskrivelsen af grøn intelligens? Eller er den helt anderledes for dig? Har du en, hvordan er den? Fortæl os om det. Det vil komme os alle til gode.
Jeg er enig i at den viden vi besidder på alle områder – også den grønne, er intelligens – det er det jo! Alligevel kan jeg ikke lade være med at trække lidt på smilebåndet.. Fred være med at professor og psykolog Howard Gardner forsker i det 😉 Jeg tænker at måske bliver nogle interesser mere legale for nogle mennesker, hvis vi benævner det med ordet intelligens – eller på anden måde forstærker et ord. Man "lever bæredygtigt" nu om dage, hvorimod man for få år siden "havde køkkenhave", man "power walker" – før i tiden "gik man en rask tur" o.s.v.
Ja, jeg genkender det at have grøn intelligens, i hvert fald har jeg en viden om lidt af hvert i i plante- og haveverdenen, men jeg vil ikke påstå at jeg har det der tidligere kaldtes "at have grønne fingre" det begreb man bruger om nogle mennesker der bare kan få al ting til at gro:)
Det er faktisk en interessant distinktion, du kommer med her, Lisbeth. at man godt kan forstå og interesserer sig for "at få alt det levende" til at gro, men at det ikke altid lykkes.
Også at ting, som bare er "nede på jorden" common sense, bliver ophøjet til "raketvidenskab". Alligevel synes jeg – jo mere jeg selv dykker ned i emnet – at der er tale om en særlig type "awareness" – oversat opmærksomhed/ interesse.
At det skulle gøre, at nogle mennekser får "legitimeret" deres interesse for alt det grønne, det synes jeg er ok. Jeg synes faktisk tit, at når jeg fortæller om min altopslugende og stimulerende interesse, så bliver der trukket (overbærende?) på smilebåndet og sagt: Jo, men det er også dejligt at komme lidt ud i haven". Det synes jeg – med alle mine sansers fulde 5 (eller hvor mange, der fungere pt) er noget vrøvl. Eller at det faktisk patroniserer folk, som vitterligt HAR intelligens indenfor "det levende". Og ikke bare har intelligens der, men også stimuleres, kan hente energi der, bidrager til en bedre verden der osv.
Nu jeg sidder og svarer dig, går det op for mig, at dette ligger mig tungere og vigtigere på sinde end jeg havde forestillet mig! Tak for din kommentar, Lisbeth! <3
Når man arbejder med noget, seriøst og over længere tid, så får man en kompetence på det område, og det gælder jo også på det grønne område.
Jeg er ikke født ind i en havefamilie og først som 61-årig kastede jeg mig ud i et ret stort haveprojekt (nedlagt landbrug), og jeg anser mig selv for at have grøn intelligens. Alle former for intelligens har grader, nogle mennesker er i superligaen, andre er noget længere nede på skalaen, men det er min erfaring, at der er altid mulighed for udvikling, når man med liv og sjæl arbejder inden for sit felt. Selve processen bærer lønnen i sig selv, fornemmelsen af "at jeg kunne godt" er vidunderlig, og så er man vel intelligent på sit felt. .
Det var morsomt at læse dit indlæg, Marianne, det satte tanker i gang.
Kh
Hanne
Kæreste Hanne
Hvor er din kommentar klog! Og opløftende! Netop det emd at "være i det" og give sig hen til passionen gør os meget mere "intelligente" indenfor feltet.
Tak! Og god novemberaften!
Jeg ser, uden at være videnskabeligt begavet, intelligens som noget, der udvikles ved, at ting og sager i hjernen bliver forbundet. Og bliver forbundet igennem opmærksomhed og øvelse/erfaringer. Og det lyder fuldkommen rigtigt i mine ører, når Howard Gardner taler om grøn intelligens.
Det er min fornemmelse, at i takt med kapitalismens udbredelse og nærmest overtagelse af vort liv gennem generationer, så er den grønne intelligens blevet nedprioriteret. Har vi penge, behøver vi ikke at bekymre os om eks., løgets vej fra frøstand til grønsag i køleren. Det viser sig jo med al uønskelig tydelighed, når man animeret begynder at gøre en anden begribeligt, hvordan man dog har fået de smukke blomster til buketten… Eller for den sags skyld vores materialistiske livs indvirkning på kloden – da er vi rigtig mange, som ikke har nok intelligens til at gennemskue årsag og virkning.
Ved godt, at det lyder lidt vildt og sort og hvidt, når jeg skriver sådan. Men vi er immervæk en del af naturen – og det er fuldkommen logisk for mig, at der må eksistere en intelligens, som hænger særligt sammen med den. Ville ønske, at vi var "kloge" nok til at prioritere den meget højt i vores børn grunduddannelse, på lige fod med andre fag og med eksamenskrav.
Og jep, jeg mener, at jeg besidder en grøn intelligens under stadig udvikling 😀
Hjerteligst
Kære Zep. Hvor er det vidunderligt med sådan en klog kommentar! Vi ser vist ens på tingene og jeg kan ikke andet end at mærke hvordan mit hjerte glæder sig over, at jeg har ind til videre to af tre børn, der har valgt at inspirere og undervise fremtidens voksne.
Jeg er mig også bevidst om, at dette kan – på nogen – virke en smule helligt, men selve SAGEN er bare så vigtig, at den må ud i verden og deles så ofte og så godt, den nu kan.
Jeg tror der er rigtigt mange, der faktisk HAR grøn intelligens, men som ikke selv tror på deres evner, fordi vi bliver tudet ørerne fulde af alt "perfektheden" og "maksimalismen". Derfor har jeg lyst til at slå et "slag" for det, at have "Grøn intelligens".
P.s. Smukke billeder!
Tak, Dorte. Jeg er ikke så vant til at få ros for billeder af halvvisne roser og sådan. Det er jeg glad for at få! Ser meget skønhed i forfaldet!
Jeg ved ikke hvilken farve min intelligens har
Måske sort?
Hehe 🙂
:-)))
Man kan læse sig til meget, eller få det fortalt, det er viden, men er der en følelse i form af nysgerrighed glæde, omsorg begejstring med mere da er der grundlag for intelligens, som måske allerede er der, men blot skal opdages;-)
Hvis jeg husker ret var der en børnehave i Vejle i omkring 2002 der valgte at køre efter intelligens principperne, de understøttede dem der var, og det skulle fremmede andre, egentlig helt naturligt for er der tryghed et sted tør man automatisk blive nysgerrig på andre områder.
Jeg har grønne fingre, min datter sammenligner mig med trolden Stanley;-) om det er grøn intelligens, hmm, finder utrolig meget glæde ved at være i naturen, tænk dig den anden dag føltes det som jeg så de gule rosetter af nåle på lærken for første gang, sikke en opmærksomhed de fik fra min side;-)
Det lyder hamrende intelligent at kunne "få øje på noget" som man egentlig godt ved findes, men som man pludsellg – ved en ekstra opmærksomhed – kan fordybe sig i.
Jeg tror at noget af det allerværste, der kan ske for folk i den senmoderne verden er, at man "bliver sløv" i sine sanser. At man ikke opdager al den magi og skønhed, der er lige foran en. Jeg tror også, at ALLE besidder muligheden for at udvikle deres "grønne intelligens" og at det ALDRIG er for sent.
Jeg er jo nok opmærksom på at vores evner går i forskellige retninger. Men at nogle af de evner og interesser lige frem kunne betegnes med en grøn intelligens var lige en a ha oplevelse.
Jeg kan den dag i dag huske, hvor gruppen af hvid marguerit stod på den vilde mark bag min bardomshave. At jeg fra barns ben havde stor interesse for fugle og blomster. – Havde stor lyst til at færdes i naturen og iagttage dyr og planter. -Havde tidligt egen have og lavede mange buketter – kunne jo godt være en prægning af mine forældre, men der er så lige det, at mine søskende ikke havde det på samme udprægede måde.
Så selvfølgelig er vi udstyret med forskellige evner, som hvis de får muligheden også bliver vores store interesser. I dag kan jeg se, at jeg allerede som ung skulle have fulgt natur/havesporet som mit erhverv. Men sådan lå det ikke i kortene. Først her i en sen pensionsalder har jeg kastet mig over havearkitekturen og erkendt, at det havde været det jeg skulle have tjent mine penge på i stedet for at være bundet til en kontorstol (også med gode udfordringer). For mig giver det fuld mening med en grøn intelligens lige som nogle er mere kreative/kunstneriske end andre.
Ih, Kære Inge!
Jeg genkender så rigeligt det med" Når jeg bliver stor vil jeg være…". Men også "Ih, blot jeg havde gjort sådan og sådan". En slags ærgrelse set i bakspejlet. Men jeg har også med mig selv valgt, at hver ting havde sin tid og at de kompetencer, jeg har opøvet gennem livet og alle de jobs, jeg har haft og alle de udfordringer og interesser, jeg har være igennem og bestridt og nydt, alle sammen og tilsammen giver mig den viden og de evner, som gør mig til den, jeg er, i dag.
Jeg tænker, at det med at finde ind til "Den 'mig selv', jeg egentlig er" er en livsopgave. Og at, hvis vi åbner vores sjæls porte, så viser der sig en verden, som er så stor og så rig, at den er uudtømmelig. Og så er det egentlig ganske ligegyldigt, hvilken "intelligens" vi går rundt og har mest af. Grøn som orange, spirituel eller matematisk, eller en af alle de andre.
Jeg beklager ikke mine valg af erhverv, jeg har beskæftiget mig med mange spændende ting. Men jeg prøvede at beskrive min grønne intelligens og glæden ved at den får udfoldelse i min "tredje arbejdsalder"
Jeg synes bare at begrebet "den grønne intelligens" lød spændende.
Kære Karina. Det er jeg sikker på at din er. Men sort befinder sig i de fleste farveskalaer, – ligesom hvid – så jeg forstår din "SORTE" haveintelligens som både viis og nuanceret! Gør du ikke?