ANNONCE

søndag den 23. november 2014

HAVEFRYD I YDERTIMERNE

Haveglæde om efteråretTEMA: HAVEN I ÅRERNE

Aftenen lugter af jord. På græsset står der en fyldt trillebør, og redskaber ligger ovenpå haveaffaldet. Trætheden kan mærkes i hele kroppen, og foran mig ses friske staudebede med mørk muldjord, hvor stauderne netop er placeret, og den sidste vanding er i gang. Det er havefryd, så det basker.

TEKST & FOTO: LONE



Havepassionen har snappet mig i haserne, siden jeg var helt lille. Der blev klappet kager i sandkassen. Blomsterhoveder og græsstrå blev inddraget som dekoration. Allerbedst var det, hvis jeg kunne få lov til at "købe" en gren buksbom i vejens "købmandsbutik" (Ekspedienten var min nabo, som var et par år ældre end mig, og hendes mor havde en stor buksbom i haven). Buksbom fandtes nemlig ikke i vores egen have, men naboen havde rigeligt. Og når vi legede købmand, var varen i højeste kurs. Bladene var store, mørkegrønne og blanke. De kunne holde i sandkagerne i dagevis, når de stod på sandkassens bænk med klap. Pyt med at morgenfruen visnede hurtigt - buksbom holdt stand.

Haveglæde om efteråretMåske er det disse tidlige minder fra haven, der gør, at arbejdet med staudebedene er en sand indsprøjtning af haveglæde i min havesjæl. At få ryddet op og kultiveret jorden, så den overalt er mørk og lækker uden ukrudt - og at få plantet om, så planterne får nye pladser. Som jeg havde tænkt mig det. Det er næring til vinterens havedrømme.

Men det er ikke kun synet, der gør glad. Det er også duftene. Duftene er den humusrige jord, forstærket af den netop overståede vanding, så planterne kan falde godt til på deres nye placering. Duggen er faldet, og med det samme falder der også en særlig ro over hele haven.

Haveglæde om efteråretTrillebøren med den sidste omgang afklip og ukrudt køres til kompostbunke eller ved overflod til trailer - destinationen er genbrugsstationen. Men det bliver i morgen, for den er for længst lukket.

Har dagen været tør, smider jeg gerne et par stykker brænde på bålet og tænder op. For hyggens skyld. Måske kommer der et familiemedlem ud og vil være med - man ved jo aldrig.

Haveglæde om efteråretEnkelte staudetoppe ryger med på bålet. Det lugter bare så godt. Kroppen er træt efter en hel dag i haven. Et helt bed har været endevendt - alt er flyttet rundt. Snerler har været jagtet, padderok ligeså.

Mens det sidste ryddes op, går jeg rundt og nyder synet. Jeg ser nok egentlig slet ikke det, der er der i bedene lige nu - men det der vil komme. Drømmene om de bugnende staudebede. For mit indre blik er prydgræsset højt og fyldt med piberensere, der smukt falder udover græsplænen. Måske næste år det er virkelighed. Tanken er motiverende og giver energi - energi til næste weekend at tage fat på nye drømme.

Haveglæde om efteråretEfteråret er årsafslutning for alt det i haven, der vokser, gror og blomstrer - men det er bestemt også drømmenes årstid. Drømme og havefryd lige til det sidste.

5 kommentarer:

  1. Helt enig med havefryd nu.
    Efterårsduften af formuldende blade, jord der titter frem der hvor hønsene har rodet. Drømme om de nye planter og farver til foråret. Jeg er ikke gået i vinterhi endnu, der er stadig meget der skal kan nås at laves. Fks de i sidste øjeblik indkøbte løg til halv pris. hi hi jeg troede nogle af poserne var hvide krokus, men det er efterårskrokus, hm og jeg har lige fået nye briller.
    Sjovt at se til næste år.
    vinterhilsner Gunvor

    SvarSlet
  2. :-)) Du kan trøste dig med, at tit er de allerbedste planter, dem der kommer ind i haven ved et tilfælde. Håber det gælder denne gang for dig, Gunvor. Og tillykke med de nye briller :-)

    Jeg har faktisk været i haven hele dagen. Har ryddet op, plantet krukker til, rigget juletræ til og fået alle dahlia op. Men nej - slet ikke færdig. I den kommende uge skal jeg have ryddet op i køkkenhaven. Så - ja - her er også masser af havefryd endnu :-) Og trætte arme, ben og alt det andet. På den dejlige måde!

    God aften til dig Gunvor!

    SvarSlet
  3. Tak for stemningen :D

    Hjerteligst

    SvarSlet
  4. Det lyder som en hyggelig dag, mellem bygerne. Jeg lagde lige lidt ekstra løg, igen igen - for 3 weekend i træk. Kan man blive ved? Hvorfor spørger jeg? Jeg ved jo mange har det lige sådan. Jem og Fix havde løg til en femmer posen. Og min far var i sit gavmilde hjørne, efter vi havde lagt en masse botaniske tulipanløg på kirkegården. Så mente han at jeg nok også kunne klemme lidt ekstra i jorden. Det var IKKE svært at overtale mig ;-)
    Tak for turen i haven, bålet ser hamrende hyggeligt ud. Det må jeg altså være lidt bedre til. Glemmer tit at man jo også kan tænde op selv om man bare tusser rundt derude alene til det bliver tusmørke.
    God uge til jer alle

    Sidder og ærgrer mig en kende over at jeg ikke nåede at bestille jeres fine trykte magasin.

    knus
    Eva

    SvarSlet
  5. Jeg har været i haven hver dag lige indtil torsdag hvor det blev FOR koldt synes jeg. Nu kan jeg så konstatere med et hyl, at jeg har glemt at vande i det nye bed jeg har knoklet med at få færdig inden frosten :-(( jeg var så fokuseret på at få alle planterne ned i jorden at jeg altså glemte resten. Nu håber jeg bare at de alligevel klarer skærene indtil næste forår. De sarteste af dem er pakket ind i omvendte lerpotter, for jeg nåede heller ikke at dække beddet til. Har ikke flere blade at tage af, så jeg planlægger en tur i nærmeste skov hehe.. Min have har kun eet år på bagen som prydhave, men maaaange som skrammelplads, så der er nok at gå i gang med, hvilket jeg elsker. Min livskvalitet afhænger SÅ meget af, at jeg nu kan komme ud hver dag og være i en have. Selv i frost som i dag. Så pakker jeg mig ind og går en lille runde med katten, for at inspicere tropperne derude. HOV! det blev en længere smøre, så nu må jeg hellere stoppe igen. TAK for en super side. Jeg bruger den rigtigt meget som opslagsside og til inspiration. Er der noget jeg er i tvivl om.... så går jeg til Havefolket :-)
    Kh Henriette fra Lolland.

    SvarSlet

ANNONCE