Der er et væld af chokoladekalendere ude i butikkerne, men særligt kønne er de altså sjældent. Har du det lidt ligesom jeg, så se med.


TEKST & FOTO: KARINA

Selvom jeg ikke synes, at chokoladekalenderne på markedet virker tiltalende, så skal min søn da ikke snydes for glæden ved et stykke chokolade om dagen i december måned. For at mødes et sted i midten, har jeg derfor lavet den selv. Jeg ved, at man kan få chokoladekalendere til voksne med det lækreste chokolade, men i dem man kan købe til børnene, er indholdet altså ikke noget at råbe hurra for. Ligesom den mindste ikke skal snydes for chokolade, skal han heller ikke snydes for en ordentlig kvalitet. Nu da jeg jo selv laver den, kan jeg sikre at han får det bedste. Min søn er til mørk chokolade, så det er hvad han får.

Chokoladestykkerne har jeg syet ind i små stjerner af papir. Det er selvfølgelig en smule tidskrævende, men resultatet er så fint. Jeg hænger pakkerne på en lærkegren, der er sømmet til væggen. Udenpå pakkerne har jeg sat klistermærker med numrene fra 1 til 24. Klistermærkerne kan købes på ark, Dem du ser her er fra Søstrene Grene.

Da pakkerne jo er syet sammen, er det en god idé at have en lille saks ved hånden, så de er til at få åbnet i en fart. For et barn kan det vist ikke gå hurtigt nok.



Pakkerne kan man jo forme som man vil, fx som hjerter jeg viser her, eller som kagemænd, eller noget helt tredje. 
  


Læs også: 

CHOKOLICIOUS
Kan du lide chokolade? Hvis svaret er ja, så se med her og bliv inspireret til et par fristende lækkerier, som ikke kræver alverden af tid.

GENBRUG & GAVEREGN
Forkæl din kæreste haveven eller -veninde med en pakkekalender fyldt med havegaver! Vi har samlet vores bud med kulørte pakker, snøret med jute og hængt op på et gammel broderi af den jagtede bjørneklo.

BØRNENES PAKKEKALENDER
Pakkekalenderen er én af de ting, som nok de færreste børn vil undvære i december måned.