“Vi er jo kun et par proletarer fra Lars Tyndskids mark, og som let kommer til at slippe en vind, når vi hoster.” Sådan lød ordene inden mit første møde med Tante Grøn og hendes syrenprins John.


TEKST & FOTO: KARINA

Der findes mennesker, man bare svinger med ved første møde. Sådan var det også, da jeg mødte Tante Grøn og John, da jeg satte dem stævne i sommers i deres helt fantastiske have.


Det starter med et par mails forinden, og allerede dér bliver jeg klar over, at vi har mere end havepassionen tilfælles. Humor er der nemlig også masser af, og min lidt bissede facon er én af de ting vi joker med.

“Det kunne være så sjovt at møde dig, og især hvis du kommer på traktor med en smøg i munden. Du vil falde helt, helt naturligt ind i “gadebilledet” her, hvis du gør det. Måske du så bliver overhalet af Puch Maxi klubben som kører rundt med bajere i deres mejerikasser på bagperronen. Men så må du ikke banke dem, for de er både søde og rare.”

Selvom det kunne have været en helt fantastisk historie, kører jeg nu ikke til Mors i traktor, og jeg banker heller ikke nogen på mit besøg. Det er der ikke tid til – se og hør blot hvorfor.


Med på turen er min mand, min søn og min svigermor. Alle tages vi imod med åbne arme, og snakken går straks på kryds og på tværs – helt som den gør med mennesker, man har kendt i flere år.


















Mens vi begiver os rundt i det blomstrende univers, går havesnakken – som kun lige afbrydes af de jubelhyl, jeg ikke kan holde igen med. Vi går gennem stisystemerne i det bakkede terræn, og jeg bemærker alle de stemningsskabende tableauer, som kræver en vis sans og dygtighed at få placeret. Den evne har Jytte og John. En anden evne er farverne, for også de er velkomponerede.

IKKE HELT UENS
Mangfoldigheden af blomstrende stauder er overdådig. Det er svært at sige, hvad det er der gør indtryk. Det er vel nok en blanding af det hele. Selvom min egen personlige have hverken er cottage eller lige så blomsterrig, kan jeg nemt beundre stilen, i hvert fald når den er gennemført. Det er den lige her!

At Jytte og John er fælles om haveinteressen mærker man tydeligt, for de er lige passionerede om at fortælle om haven. John, som viser mig rundt et stykke af tiden, fortæller blandt andet om duerne, der er så tamme, at han kan fodre dem med hånden. Egentlig har jeg lidt en skræk for fugle, men som jeg ser dem her, kan jeg godt forstå, at de har vundet indpas i haven. For ikke alene er de utroligt smukke, de har nemlig også et stille og roligt gemyt – som ligger langt fra den aggressive stil, jeg kender fra de københavnske byduer.

SLÅ RØVEN I SÆDET – ELLER I VEJRET 
Ingen have uden siddepladser – og dem er der selvfølgelig også op til flere af. Jeg tror sagtens, jeg kunne sidde der på bænken i flere timer og beundre denne genistreg, men som jeg jo ved det fra min egen have, er det sjældent noget en passioneret haveejer gør. En kropsstilling, som mange haveejere jo er fælles om, er at stå med enden i vejret og med snuden mod jorden.

Alligevel sker det at man kigger op. Det kan jeg se at Tante Grøn og John også gør i deres have, og motivet her bekræfter det. Selvom haven har op til flere hyggelige siddepladser, og farvesammensætningerne er til at falde på halen over, er noget af det, der også giver haven sin særlige charme, nemlig helhedsbilledet. Og selvom der hersker en form for anarkisme her i haven, er jeg sikker på, at elementerne ikke er placeret sådan helt tilfældigt, her er tænkt over sagerne.

HAVEPASSIONEN ER UNIVERSEL
Havepassionen er universel og alderen ingen barriere. Selv min søn på 5 kan være med, og skønt det er over et halvt år siden, vi besøgte haven, snakker han stadig om den. Han skal nemlig have en Tante Grøn-have, når han bliver stor – og er blevet gift med Emilia fra børnehaven. At haven har gjort indtryk kan jeg godt forstå, det gjorde den jo også på mig.

 

 

HVAD KAN MAN LÆRE?
Og hvad sker der så, når kontraster mødes? For mig sker der store sager. Lige så stædig som jeg måske kan være, så er turen rundt i haven her en øjenåbner. Jeg finder nemlig ud af, at jeg har en lille romantiker gemt i maven. Jeg tror at Tante Grøn fanger det ret hurtigt på mit besøg, men hun lover ikke at fortælle det til nogen, så jeg kan bevare mit barske image. Nu da hemmeligheden er afsløret, tør jeg godt fortælle, at mit hjerte er i fuld galop over blomsterhavet og havens viltre elegance.

Motiverne suger sig fast, jeg lagrer dem og tager dem med mig. Tak til Tante Grøn og John, som har skabt dem.

Og tak for gæstfriheden og inspirationen. Og tak, fordi I ikke hostede 🙂