ANNONCE

lørdag den 8. november 2014

OPHAV TIL MIN HAVEPASSION

TEMA: HAVEN I ÅRERNE

Jeg troede ikke, jeg kunne grave erindringer ud af hjernekisten om, hvor min havepassion stammer fra, men da jeg først kom i gang med at tænke, kom der alligevel små glimt frem.

TEKST: LENE
FOTO: LONE, MARIANNE & LENE





Da jeg blev spurgt, om jeg kunne bidrage til denne måneds tema med en artikel om, hvor min havepassion stammer fra, sagde jeg, at det kunne jeg ikke, for jeg aner det ikke. Troede jeg! For det satte alligevel gang i tankerne omkring min tidlige barndom, bl.a. i min farmor og farfars have, og så begyndte der at komme små erindringer op til overfladen.

Da jeg var lille boede vi tæt på min farmor og farfar. Set med barneøjne var det en stor have, men den har sikkert bare været helt almindelig i størrelsen. Det var mest min farfar, der var haveinteresseret. Jeg kan slet ikke huske om min farmor var med, så det har hun nok ikke været. Jeg har kun et billede på nethinden af hende med en kop kaffe ved havebordet, iført forklæde, for hun var jo altid i gang med ét eller andet indenfor.

Min farfar var meget glad for sin køkkenhave, og der var ikke noget smart og moderne over den. Der blev dyrket kartofler til den store guldmedalje, og udover det var der de helt almindelige afgrøder som fx løg og gulerødder.


Der var et kæmpe jordbærbed, og så var der ærter! Ærtebedet var populært hos børnebørnene, og jeg husker meget tydeligt en episode, hvor vi sammen med min lillebror og fætre hjalp ham med at plukke ærter. Vi fandt en ært med en stor orm i, og jeg sagde: "Farfar, pas på, der er en orm". "Pyt", sagde han, og spiste både ærter og orm. "Den smager kun af ærter, og så skal der jo kød til maden! Han vidste helt sikkert, hvordan jeg ville reagere, og reaktionen kom da også. Kan I forestille jer, hvordan sådan en lille tøs på 7-8 år kan hvine? Denne erindring får mig til at trække på smilebåndet.

Noget andet der kan bringe smilet frem så mange år efter, var deres spisekammer - eller fadebur, som det også kaldtes. Det var et skønt sted at gå på opdagelse i. Der var hylder fra gulv til loft, og altid køligt, som der skulle være. Her stod grøntsagerne i kasser, parat til brug, og der stod også altid en stor skål fedt fremme til rugbrødsmadderne.

Nogle år efter flyttede farmor og farfar til Bornholm, og derfor blev havebesøgene sjældne. Vi holdt dog næsten altid sommerferie på solskinsøen, Her husker jeg, at det igen var køkkenhaven, der var det fremherskende element, og midt i den blev der også plads til et lille drivhus. Jeg var det ældste barnebarn og den eneste pige dengang, og jeg har jo nok allerede dengang vist interesse for det, der gror, for han trak mig gerne med rundt i haven.


Han havde virkelig grønne fingre, og især var han stolt af, at han i drivhuset kunne få freesia til at gro. Det skulle åbenbart være svært! Jeg kan endnu genkalde mig duften af freesia, og især de gule, som duftede kraftigst. Han fortalte også, at man altid skulle have hakkejernet med på den daglige runde, for så kunne man lige fjerne noget ukrudt med det samme, inden det voksede sig for stort og uregerligt. På den måde ville havearbejdet være overkommeligt. Han gik der nu ikke af pligt, men af ren lyst!

Mon ikke min farfar fik sået et lille kim til min haveinteresse?

Mine egne forældre har altid boet i hus med have, og selvom vi kun boede til leje, bar haverne bestemt ikke præg af det. Her var det min mor, der regerede. Det var helt traditionelle haver med græsplæne og staudebede i kanten. Min far var overhovedet ikke interesseret i have, men var dog chef for græsplænen. Selvom han ikke gad havearbejde, nød han dog at sidde derude om sommeren, når han kom træt hjem fra arbejde. Jeg husker, at min mor altid stod med rumpen i vejret, for modsat mig satte hun en ære i, at der ikke skulle være noget ukrudt overhovedet, og hun kunne godt lide bar jord mellem blomsterne. Alt skulle være perfekt, og vi har ofte drillet hende med, at hun garanteret friserede græsplænen.

Den sidste have hun havde var ikke stor, men den lå dejligt på en bakke ude på landet. Her boede hun sammen med sin mand, og de var fælles om pasningen. Der var planter i alle farver mellem hinanden. Det var ikke altid de passede sammen - ifølge mig - men det var ren og skær planteglæde, og der var mange af dem - planterne. Hun kendte alle navnene på sine planter, og hvor hun havde fundet dem. Det må jeg have arvet efter hende for det sætter jeg også pris på at kunne, selvom jeg ikke altid sådan lige på stående fod kan huske dem.

Desværre husker hun ikke sine haver eller blomsternavne mere, da hun forlængst er gledet ind i demensens tåger, men jeg tror, hun alligevel  på sin egen måde nyder de blomster, familie og venner beriger hende med Jeg prøver så vidt muligt altid at tage blomster fra haven med til hende. Så kan vi få en sludder om dem.

Mon ikke det er de små oplevelser i barndommen, der har lagt kimen til min havepassion den dag i dag. Og selvom jeg hverken spiser orm i ærterne, eller holder min have så ukrudtsfri som min mor gjorde, har disse ting sikkert påvirket mig, Jeg tror det!



1 kommentar:

  1. Kære Lene, en dejlig beskrivelse af dine barndomsminder i haverne. Også morsomme indimellem! knap så morsomt med din mors tilstand, hvilket jeg forstår til fulde, da det også blev min egen mors skæbne.

    Det er også dejligt at læse om andres oplevelser i barndomshaverne, fordi de sætter gang i ens egne erindringer og noget for længst glemt dukker frem.

    Tak for din beretning!

    Kh
    Hanne

    SvarSlet

ANNONCE