“Haveglæde” landede på mit bord en dag sidst i september, hvor den ellers fantastiske Indian Summer havde fortrukket sig, og haven var blevet koldere – vinden tog til. Et par dage havde jeg gået og skulet lidt til havens opgaver og holdt mig indendøre i ly for vind og vejr, med pejsen tændt.


TEKST: LONE, FOTO: CATHRINE BECHER, VENLIGST UDLÅNT AF FORLAGET

Denne lørdag formiddag kom bogen “Haveglæde” som et forstandigt og sjælevenligt pust – som om den ville sætte mit havehjerte tilbage på rette sted med Sørens Ryges åbenhjertige og varme fortælling om glæderne i hans og Cathrines have. Bogen er smukt illustreret af Cathrine, der med sine følelsesbetonede og ærlige billeder viser haven i glimt – mættede glimt, der med stor overbevisning i samvær med Sørens forstandige tekster med al tydelighed viser en kærlighed til haven og naturen. Og præcist beretter om den glæde, haven giver dem tilbage.

At jeg har set en stor del af Sørens haveudsendelser “DR derude”, gør ikke fortællingerne ringere. Mange haveoplevelser – ærgrelser og glæder – har Søren delt med os seere gennem årene, og derfor husker jeg kun alt for godt de episoder, som Søren beretter om. Dog ikke i en sådan grad, at bogen dermed er udvandet og allerede oplevet.

Sagen er nemlig den, at vi i denne bog får en beretning om familiens glæde af haven, og ikke alene fra Sørens vinkel. Sørens tekster er, som beskrevet, ledsaget af fotos taget af Cathrine – hans kone – og de viser haveglæden på en forstandig og meget gribende facon. Billederne tager fat om ens havehjerte, og for den visuelle er følelsen af haveglæde til stede under læsning af bogen fra start til slut – ikke mindst pga fotografierne.

“Haveglæde” er en beretning, der varmer og videregiver haveglæden til læseren. Undervejs er der uvilkårligt træk på smilebåndet, da så mange af de største glæder i haven netop også er de mest simple, og at de oftes deles mellem mennesker. Mellem ægtefolk, mellem børn, mellem havefolk, mellem naboer og mellem familier.

Bogen fortæller det i alt sin enkelthed og rammer den for mig største form for haveglæde. Begejstringen for de små glæder i livet, i havelivet: Årstidernes skiften, blomstringerne, naturens underfundigheder, husdyrene, duftene, og ikke mindst oplevelser med mennesker, man holder af.

At en del af Sørens haveglæde bunder i evnen til at give sin Cathrine, børn og børnebørn glæde over de samme ting, der glæder ham selv, er en stor del af fortællingen. Man lærer her en side af Søren at kende, som er knap så tydelig i DR-udsendelserne, der måske mere opleves som “en mand og hans have”. Men Sørens fortællinger handler i høj grad også om de glæder, familien giver havemanden tilbage ved at deltage i haveeksperimenter og bare være med.

Fortællingen er ærlig. Og det er ofte i den relation, at man ikke kan undgå at trække på smilebåndet og give manden ret. For det er jo sådan. At der ligesom i alle andre relationer i ens liv, også er faste mekanismer i havelivet. Som fx når der klippes græs:
“For jeg klipper jo mit græs – i hvert fald noget af det. På gårdspladsen, hvor vi færdes konstant, og i den nærmeste del af haven med alle blomsterbedene. Der synes jeg ikke, det passer med det vildtvoksende græs. Her er kulturen i højsædet, og derfor klipper jeg græsset. Og gøder det lidt, så det bliver tæt. Stikker kanterne til bedene af et par gange hver sommer. Og vander på gårdspladsen, når det bliver for tørt. Total fantasiløs beskæftigelse, som Lotte Möller siger. Men har man sagt A, må man også sige B. Har man valgt klippet græs, må man klippe det ordentligt. En græsplæne er under alle omstændigheder ikke andet end en jævn, grøn flade. En nyklippet græsplæne med hjulspor og masser af vissent græs er direkte grim. Med den moderne bioklipper kan resultatet blive så pænt, at Cathrine roser mig bagefter. Det er det hele værd.”

“En nyklippet græsplæne med hjulspor og masser af vissent græs er direkte grim. Med den moderne bioklipper kan resultatet blive så pænt, at Cathrine roser mig bagefter. Det er det hele værd.”

En anden beskrivelse er Sørens fortælling om bål. Om hvor hyggeligt det er at brænde haveaffald af – også selvom man ikke må. Og at det måske går bare lige engang imellem, når man nu faktisk bor så langt ude på landet.

Lugten, stemningen og varmen fra et bål med haveaffald vækker minder og er en af de hyggelige ting ved havelivet (men som jo ikke længere er tilladt). Og hvis du selv har opgivet beskæftigelsen, så nyd billederne her i stedet. Man kan næsten lugte haveaffaldet der forsvinder i flammerne.

At nyde sin have handler for Søren og Cathrine ikke bare om at være i den og arbejde i den, men bestemt også om at se den. Om de lange kig på tværs af haverum og natur – kig, der forandrer sig fra årstid til årstid, fra morgen til aften. Og beskrivelserne er smukt illustreret med fotografierne – se blot herunder.

Ligeså er glæden ved en uopvarmet havestue, der ikke har moderne glasruder, og dermed danner de smukkeste iskrystaller, når vinterens sætter i. At kunne kalde på sin ægtefælle for at dele oplevelsen af de smukkeste krystaller. Det er så godt beskrevet – og så sandt, som det er sagt. Haveglæde ligger selv i de mindste ting. Bare havehjertet står åbent for naturens små åbenbaringer.

Jeg bliver nødt til lige at nævne det en gang til: De smukke havebilleder – taget af Cathrine Becher – bærer denne bog og kompletterer Søren Ryges ærlige tekster på så dejlig en måde, at dette værk ganske enkelt er en lille dosis haveglæde i bogformat.




Bogen får hermed min varmeste anbefaling til en hyggelørdag. Køb den, læs den og lån den til din haveglade mor, veninde eller ven. Den fortjener at blive læst af alle med passion for haven.

 

TITEL: Haveglæde

FORFATTER: Søren Ryge Petersen
FOTOS: Cathrine Becher
UDGIVELSE: 2014
SIDER: 256
SPROG: Dansk
FORLAG: Lindhardt og Ringhof