ANNONCE

tirsdag den 23. december 2014

FLÆSK ELLER FJER TIL JUL?

TRADITIONER

Ingen jul uden and eller flæskesteg. I hvert fald ikke hvis det står til over 60% af den danske befolkning, som hvert år enten sætter grisen på gaflen eller tanden i anden den 24. december.

TEKST & FOTO: KARINA





Juleand
Hos mange danske familier kommer både anden og flæskestegen på bordet, mens gåsen ryger ind på en tredjeplads. Hjemme hos os har vi haft både flæsk og fjer på menuen og skifter fra år til år, helt afhængig af hvad vi har lyst til. Et år kastede vi os også over moskusokse, hvilket ikke var noget kæmpe hit. Sidste år overvejede vi at lave rensdyr, men vi endte dog med at lave and.

I år har vi igen været omkring rensdyret, men er nået frem til at prøve gåsen. Det har vi nemlig kun fået en enkelt gang og med stor succes.

Vi har alle vores præferencer hvad angår julemaden, men hvor langt går vores julemadstraditioner egentlig tilbage? Vi kigger på både andens, grisens og gåsens historie i de danske julekøkkener.

Juleand

GÅSEN 
Gåsen har siden stenalderen ladet livet for sultne munde, og er ét af de husdyr, som går længst tilbage i landbrugets historie. Før komfurets tid blev gåsen konserveret i salt og gemt til den kolde vintertid, hvor kødet blev kogt over bål, formentlig også med andet kød - og dertil frugt og grønt. Den sprøde gåsesteg kommer først til efter at jernkomfuret er inde i billedet. Dog er denne tilberedning endnu kun forbeholdt det bedre borgerskab, da en gåsesteg kræver brændsel, hvilket for den mindre rige, var en dyr affære.

Juleand


Inden komfuret fik vokseværk kunne man, grundet gåsens størrelse, ikke stege den i hjemmet. I stedet for blev gåsen sendt af sted mod bagerens store ovn. For at holde styr på de mange gæs tog bageren et sæt spillekort i brug. Spillekortet blev klippet over på midten, hvorefter det halve endte oppe i enden på gåsen og det andet halve til den kunde, som gåsen tilhørte.

Juleand

ANDEN
Førhen, hvor gåsen stod på julebordet, stod den i samme periode også på bordet Mortens aften, men gåsen var dyr. Knapt så dyr var anden, og det var også hvad landmændene i midten af 1800-tallet valgte at spise frem for gæssene, som de jo skulle tjene flere penge på.




Som tiden går, vinder den "beskedne" juleand indpas i flere og flere hjem. Sammen med gåsen er anden danskernes foretrukne julespise, som det ses af tallene fra Danmarks Statistik.







GRISEN 
Siden Middelalderen har grisen været en vigtig del af det danske landbrug. Vi har med andre ord haft et langt og godt forhold til dyret. I den spæde start, hvor grisen kom ind i landbruget, lod bønderne dem mæske sig i bøg og agern. Når grisene var blevet fede, i slutningen af sæsonen, blev de slagtet og nydt over vinteren. Selvom vi har spist gris siden tidernes morgen, er flæskestegen nu ikke så gammel en opfindelse, som man skulle tro. Igen kommer komfuret ind i billedet. Grisen bliver nu stegt i ovnen, og den sprøde svær bliver en af vores gode bekendtskaber. Sammen med flæskestegen har grisen også leveret blodpølse og medister til julebordet. I mange hjem kommer medisteren fortsat med på fadet. Knapt så populær er blodpølsen i dag.





"Drej kun universet helt omkring,
vend kun op og ned på alle ting,
jorden med, thi den er falsk og hul,
rør blot ikke ved min gamle jul." 


Sådan lyder ordene i Peter Fabers gamle julesang; Sikken voldsom trængsel og alarm. Rør blot ikke ved min gamle jul. Rør blot ikke ved anden, gåsen eller grisen?

Hvad siger du - og hvad mon der står på menuen hjemme hos dig i morgen?

13 kommentarer:

  1. Hos os står den på andesteg d.24. og flæskesteg d. 26., sådan var det i mit barndomshjem, og den del af juletraditionerne har jeg holdt i hævd. Men tilbehøret har jeg opdateret, ingen sukkerbrunede kartofler, bare fine små kartofler med lækker sovs, og rødkålssalaten er rå og varierer fra år til år, da der stadig kommer nye opskrifter frem på den spise.
    Og ris a l'amande, ja den ser vi alle frem til på helt traditionel vis.

    Kære Karina, tak for en fin og informativ artikel og held og lykke med gåsen!
    Kh
    Hanne
    Iøvrigt kan jeg huske, at mine bedsteforældre fik gås og flæskesteg stegt hos bageren, der var deres nærmeste nabo. Det var spændende at følge med i udbringning af råvarer og hjemtagning af de færdige produkter. Men selve bageovnen har jeg ingen erindring om, hvilket jo nok skyldes, at juletravlheden ikke tillod kunder og da slet ikke børn at vimse omkring i bageriet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Hanne
      Andesteg og flæskesteg er også hvad vi fik da jeg var barn.
      I flere år jeg også holdt de brunede kartofler og den traditionelle rødkål for døren, men i år har jeg købt ind til begge.

      Det med at bringe gåsen til bageren har jeg aldrig selv oplevet men hvor kunne jeg godt have tænkt mig at se sådan en ovn fyld med gæs - sikken et syn :-)

      Tak for din hyggelige hilsen Hanne og ha' en rigtig dejlig juleaften

      Slet
  2. Hvor hyggeligt Hanne, at du har oplevet / kan huske sådan nogen ting :)

    Og en fin artikel Karina, om hvem, hvad og hvor :) Bare i vores lille familie er der meget delte meninger om, hvad der er "rigtigt" at spise juleaften. Når min mand og jeg bestemmer står menuen på gås, brune kartofler (der er alligevel ingen der spiser de hvide hahaha!), rødkål og masser af sovs :) Min lillebror laver både and og flæskesteg, og mine forældre er til den lidt nemmere udgave, nemlig andebryst. Traditionen er dog, uanset andet, at det er min far der står for risalamanden - verdens bedste!

    Det fine ved jul er, synes jeg, at der ikke er noget "rigtigt" eller "forkert". Alle er vokset op med forskellige traditioner og forskellige smagsløg - og så gælder det jo om at finde det, man bedst kan lide :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja meninger om julemaden tror jeg næsten alle har. Jeg har heller ikke helt en holdning til hvad der er rigtigt eller forkert - ihvertfald ikke endnu :-))

      Det med de hvide kartofler er noget jeg husker meget klart fra da jeg holdte jul hos mine bedsteforældre - hvad skulle man dog med dem, når man havde de brunede ;-)

      Rigtig god jul til dig Trine og tak for din hilsen

      Slet
  3. Når vi er hjemme juleaften spiser vi kalkun.

    De år hvor vi er hos min mands datter er det lidt forskelligt om det er and eller kalkun, men hun serverer også altid flæskesteg sammen med.

    SvarSlet
  4. Kalkun har jeg endnu ikke haft lejlighed til at prøve, men jeg kunne godt tænke mig det engang - selvom mand er lidt imod.

    God jul til dig Vivi og spis et stykke kalkun for mig - nu da jeg ikke kan:-))

    SvarSlet
  5. Tak for en fin og informativ artikel - det er sjovt at tænke på hvordan man langt tidligere spiste gås og fik den stegt hos bageren.
    Både Malcolm og jeg er vokset op med kalkun (farseret endda) - det er jo helt traditionel spise i England juledag. Så det har ikke været svært at mødes om den menu. Men vi har også i de senere år haft flæskesteg + andebryst på menuen juleaften - i år er vi så tilbage til kalkunen - jeg glæder mig til det igen.

    Gås lyder også lækkert - mon man skulle springe ud i det en gang... :)

    SvarSlet
  6. Hej Ulla
    Det var så lidt og dejligt at du kunne lide den lille julemads-historie.
    Ja vi kan jo bytte om næste år. Du og jeg. Hvis du napper gåsen så napper jeg kalkunen ;-)

    Rigtig glædelig jul til dig og dine

    SvarSlet
  7. Kære Karina og tøser
    I ønskes en rigtig dejlig jul - og jeg vil da også benytte lejligheden til at sige tak for året og alle de fine artikler. - ikke mindst de skønne billeder. Fik det HELT STORE SMIL på da jeg så grissebassen med den sorte snude og krølle på halen.
    I morgen sætter vi tænderne i en af slagsen, - øko - lavet på grillen, med rosmarin og lavendelblade. Hertil min hjemmelavede portvin-svampesauce lavet på Karl-Johan svampe og det helt traditionelle tilbehør med brune små kartofler, hvide aspargeskartofler, rødkål, ris a la mande, - og is (til dem med laktoseintolerance). Vi har bagt og brunet, og pyntet så det er en fryd, - i aften inden vi går i seng er bordet dækket, træet pyntet og så mangler vi blot at lave den gode julemad.

    MANGE JULEHILSNER TIL JER ALLE - både på redaktionen - og i Bloglandia

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Eva
      Ja grissebassen er skøn. Billederne er taget ude på Frilandsmuseet, hvor grisene virkeligt så ud til at muntre sig. Faktisk var de helt som hunde og løb (hurtige end jeg troede en gris kunne løbe) og med pinde og grene i unden - meget legesyge:-)
      Din julemenu lyder super-lækker Eva - Og nu da jeg kender dig, så ved jeg at julebordet og pyntningen også er fantastisk.

      Du må også ha' en rigtig dejlig juleaften

      Slet
  8. Sjovt med en lille reminder om julemad, jeg troede egentlig rapanden var ældre. Her i huset er det netop and der gælder, evt sammen med en god julemedister, tilbehøret helt traditionelt men dog laver jeg en frisk salat hvert år der er forskelligt , i år med granatæble,, ris a la manen er udskiftet med en is anretning hjemmelavet, da halvdelen af huset ikke bryder sig om risdesserten. De får så ris al mande på et andet tidspunkt til en af julesammenkomsterne.

    Jeg vil sige tusind tak for alle de mange fine skønne artikler i årets løb I er kommet med,, Og billeder ikke at forglemme...
    Og ønske jer alle i haveblogland en rigtig dejlig jul....

    mange julehilsner Gunvor

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg troede også selv at traditionen med at spise and, var ældre, før jeg lavede mit lille research,
      Vi er heller ikke så tosset med ris a la mande herhjemme, så vi spiser en lille forret i stedet og slutter af med kaffe og noget godt chokolade.

      Tusinde tak for alle dine søde beskeder gennem året Gunvor og ha' en rigtig dejlig jul.

      Slet
  9. Hjemme hos os handler julen om glæde og kærlighed og derfor er der naturligvis ingen der skal dø for at vi bliver mætte juleaften (eller nogen anden aften). Vi skal derfor have Mock Duck og Smæskesteg og selvfølgelig brune og hvide kartofler samt rødkål, sovs og svesker og hvad der ellers hører sig til =)
    Jeg glæder mig over, at for mange har valget i år ikke stået mellem hvilke dyr der skal på tallerkenen, men nærmere om der overhovedet skal dyr på tallerkenen? Heldigvis har rigtig mange valgt at holde en dyrevenlig jul og har ladet dyrene beholde livet. Livet må være den bedste gave man kan give <3 God jul til alle!

    SvarSlet

ANNONCE