ANNONCE

lørdag den 20. december 2014

"GARDENING" I DECEMBER

I HAVEN

Der er altid noget, du kan lave i haven, selvom det er vinter. Jeg har lagt en slagplan, som kan udfylde op til flere dage og som er vejrsikret - skulle sneen eller regnen falde tungt. 

TEKST & FOTO: MARIANNE






Iår skal det være. Selvom huset står på gloende pæle og alt og alle har juletravlt, så vil jeg altså ud i haven hver eneste dag i december. Bare lidt - og også i de sidste dage helt op under jul. Der er altid mere end meget at lave i min have, for jeg er konstant bagud og stort set alle bede er WIP-bede (work in progress). Der er derfor mange, mange ting, jeg går rundt og gør i min have, selvom det ikke er "sæson". Jeg iklæder mig en meget uklædelig foret "sparkedragt" og begiver mig derud. Ofte kun for at være i haven i en lille time, men kommer lige så tit ind igen efter tre.

Men i år skal der også være tid til noget andet udendørs, for jeg har jeg sat mig for at gøre noget, der ellers hidtil kun er blevet ved de gode intentioner og en enkelt artikel. Jeg vil skærpe mine redskaber. Det kan godt være, at jeg ikke får slebet håndtagene og givet dem lak eller olie, men selve bladene på knive, sakse, ørnenæb, spader og skuffejern, de skal altså være skarpe. Der er jo en verden til forskel fra at bruge gammelt, sløvt værktøj og så noget, der er nyslebet.

Oprigtigt talt føler jeg, at jeg er trådt ind i en helt ny æra i mit haveliv. Sådan en mere moden en. For det med at pleje og vedligeholde værktøj, det er altså noget, som min salig far stod for i mit liv. Ikke noget, jeg selv - eller for den sags skyld min ægtemand - fanger an med. Men det er altså en rigtig god plan, synes jeg. Og i vinter bliver det!

Hvis nu sneen skulle finde på at lægge sig over land og by (og græsplæne), så kan jeg jo glimrende stå med det inde i garagen med høreværn på og et podcast. Ork, denne aktivitet kan sagtens tage nogle dage eller ti og også indbefatte daglige svingture ud i drivhuset og se til stauder, såninger og overvintringer. Og jeg skal da også mange gange forbi en masse bede på min vej fra hønsegård til kompost, eller gennem havens gange hen til fuglenes foderbrætter. På vej ind snupper jeg som regel en armfuld brænde med ind fra brændestablen.


2 kommentarer:

  1. Nøj for en plan! Kan vi ikke lige få et follow up på et tidspunkt? det er sandelig ikke, fordi jeg er sarkastisk - jeg er fuld af beundring, bare at få idéen er beundringsværdigt. Lige nu sidder jeg herinde i den gode varme og lytter til blæsten, der dundrer af sted derude, jeg fik nok af bare at hente en porre til aftensmaden!
    Kh
    Hanne

    SvarSlet
  2. Ja at slibe saksene har jeg altid gjort. det kniber mere med spader mv. De er nemlig nemmest at slibe med elværktøj og det er jeg ikke gode venner med. Så gemalen lover, men men,
    Hvis bare ikke det var så vådt at man nærmest glider rund, så er der osse en masse at lave i min have, så jeg håber på lidt tørvejr de juledage hvor der lidt julefred.
    For resten kunne jeg ikke dy mig i dag, jeg tog en buket kirsebærkornel ind til drivning, knopperne er godtnok langt fremme, det varer ikke mange dage før end de springer ud herinde.
    hilsner Gunvor

    SvarSlet

ANNONCE