Der er altid noget, du kan lave i haven, selvom det er vinter. Jeg har lagt en slagplan, som kan udfylde op til flere dage og som er vejrsikret – skulle sneen eller regnen falde tungt.


TEKST & FOTO: MARIANNE

I år skal det være. Selvom huset står på gloende pæle og alt og alle har juletravlt, så vil jeg altså ud i haven hver eneste dag i december. Bare lidt – og også i de sidste dage helt op under jul. Der er altid mere end meget at lave i min have, for jeg er konstant bagud og stort set alle bede er WIP-bede (work in progress). Der er derfor mange, mange ting, jeg går rundt og gør i min have, selvom det ikke er “sæson”. Jeg iklæder mig en meget uklædelig foret “sparkedragt” og begiver mig derud. Ofte kun for at være i haven i en lille time, men kommer lige så tit ind igen efter tre.

Men i år skal der også være tid til noget andet udendørs, for jeg har jeg sat mig for at gøre noget, der ellers hidtil kun er blevet ved de gode intentioner og en enkelt artikel. Jeg vil skærpe mine redskaber. Det kan godt være, at jeg ikke får slebet håndtagene og givet dem lak eller olie, men selve bladene på knive, sakse, ørnenæb, spader og skuffejern, de skal altså være skarpe. Der er jo en verden til forskel fra at bruge gammelt, sløvt værktøj og så noget, der er nyslebet.

Oprigtigt talt føler jeg, at jeg er trådt ind i en helt ny æra i mit haveliv. Sådan en mere moden en. For det med at pleje og vedligeholde værktøj, det er altså noget, som min salig far stod for i mit liv. Ikke noget, jeg selv – eller for den sags skyld min ægtemand – fanger an med. Men det er altså en rigtig god plan, synes jeg. Og i vinter bliver det!

Hvis nu sneen skulle finde på at lægge sig over land og by (og græsplæne), så kan jeg jo glimrende stå med det inde i garagen med høreværn på og et podcast. Ork, denne aktivitet kan sagtens tage nogle dage eller ti og også indbefatte daglige svingture ud i drivhuset og se til stauder, såninger og overvintringer. Og jeg skal da også mange gange forbi en masse bede på min vej fra hønsegård til kompost, eller gennem havens gange hen til fuglenes foderbrætter. På vej ind snupper jeg som regel en armfuld brænde med ind fra brændestablen.