Juleneget både pynter i haven og gør fuglene glade. Det indeholder alle de gode ting, som selve julen handler om. Juleneget har en sød lille historie med sig. Hør historien her.


TEKST & FOTO: MARIANNE

Juleneget indeholder alle de gode ting, som selve julen handler om: At gøre noget godt for andre, selv de små, vilde fugle i haven: At minde sig selv og hinanden om, at det bliver sommer igen og at marken kommer til at give os rigeligt med korn i lo og lade. Neg er jo kim, sæd, små kerner, frø, der alle bærer “livet” i sig. Både nye små planter, men også muligheden for at overleve, give sultne munde mad. Traditionen rækker langt, langt tilbage i tiden og har ikke altid været havreneg. Også hvede, rug og byg – ja, spelt og andre tidligere sorter har også været anvendt. Formentlig rækker traditionen helt tilbage til de allerførste agerbrugere her i Norden, selvom der ikke er historisk dokumentation for det. Men for flere tusinde år siden var jul jo en frugtbarhedsfest, og netop et neg indeholder kimen til et nyt års afgrøder.

Juleneg, fuglenegI julen fejrede man jo solens genkomst og at året var rundt, at al ting kom igen med sommer og varme og dermed mad og overlevelse til det hårdt prøvede folk højt mod nord. Allerede i august og september, når kornet blev høstet, tænkte man på “det sidste neg” og gemte det til senere brug, så ingen skulle forgribe sig på det. Man mente nemlig, at der på enhver mark “boede” en Gud, som sørgede for markens frugtbarhed og dermed blev det sidste neg fra marken helligt. Hvis man så gemte det og gav det videre til fuglene, ville man sikre god høst næste år. Fuglene havde så fået deres “korn”, og derfor ville de lade såsæden få lov til at gro på markerne det kommende år. Mente man. Det er da egentlig en logisk tankegang.

Juleneg, fugleneg

Visse steder var der tradition for, at en af pigerne på gården skulle binde en stråmand eller en stråpige – altså en slags dukke – af det sidste neg, og det var der ikke ret mange der ville, for så ville det gå én ilde. Man blev i øvrigt drillet på det groveste, så som regel forbarmede en gammel kælling sig og gjorde det i stedet for. Men de allerfleste steder hængte man “juleneget”, som altså var gemt et særligt sted i laden, ud til fuglene lige op mod jul. For “fuglen og den fattige skal også være mæt”. Man satte neget højt oppe på en stang for at hjorte og andre vilde dyr ikke skulle forgribe sig på det, og som regel stod det også et sted, hvor man kunne se det fra boligen.

Juleneg, fugleneg

Juleneg, fuglenegSådan gør mange af os også i dag, og det både pynter og er hyggeligt at se fuglene muntre sig omkring det. Jeg har ofte haft havre voksende under det sted, hvor juleneget har hængt, også selvom jeg har ladet mig fortælle, at de er præparerede med “noget” så de ikke spirer. Det trøster mig næsten, at det ikke virker, for havre er et af de smukkeste “græsser”, så for min skyld ingen alarm. Jeg håber blot på, at både fugl og fattig får en glædelig jul.