ANNONCE

tirsdag den 2. december 2014

JULENS GRANATÆBLER

FRUGT & BÆR

I de mørke og kolde måneder er det højtid for Sydens granatæbler. Heldigvis fragtes de her til Norden, og vi har bestemt stor glæde af dem i julen - både som dekoration og til brug i køkkenet. 


TEKST & FOTO: LONE






Når man rejser i Italien, er granatæblet ikke et usædvanligt syn i haverne. I efteråret hænger de granatlignende frugter smukt og modner med de fine gule og rødlige nuancer. Om sommeren blomstrer buskene med smukke, klokkeformede, rødorange blomster, der er ret attraktive, hvis man er til farver med smæld på. Også bladene er fine med sine aflange former og friskgrønne farver. Planten er et træ/en busk på 3-5 meter og har forholdsvis tynde grene. Rundt om på grenene dukker der hen i sensommeren de fine frugter op, og de hænger tungt på grenene, der pga. deres lidt spinkle konstruktion buer under vægten.

Planten er ikke hårdfør til dyrkning i det fri i den nordiske have, men undertiden kan man finde planter til dyrkning inde eller i vinterhaven. Til dette formål skulle den være fortræffelig. Jeg har desværre ikke selv erfaringer hermed, endnu.

GranatæbleDet skal for en god ordens skyld bemærkes, at granatæblet botanisk set er et bær, men mon ikke du, som jeg, betragter den som en frugt.

Granatæble, Punica granatum, har efter sigende i nyere tid lagt navn til granaten. Ordet granat kommer af det latinske "granatum", der betyder "mange korn" eller "fyldt med korn", og granatæblet og håndgranaten har måske også nogenlunde samme størrelse, så det er bestemt ikke utænkeligt at der er en inspiration.

Granatæble



Granatæblet indeholder masser af rubinrøde kerner, der er farve- og smagsgiver til fx den franske saft "Grenadine", der både drikkes som saftevand og er en yndet ingrediens i mange opskrifter på drinkskortet.

GranatæbleGranatæblet har if. flere kilder været brugt i ca. 5.000 år og stammer øjensynligt fra Iran eller Afghanistan, men det har kun i kortere tid været brugt i madlavningen her i Nordeuropa. I århundreder var det den europæiske adel, der var toneangivende for hvilke råvarer, der blev vurderet som velsmagende, og måske har det været sorter med ringe smag, der har været importeret til Europa - i hvert fald var granatæblet i mange år blot brugt som bordpynt. Og dertil er den da også stadigvæk fortræffelig.

HØJSÆSON NU
Her i de mørke og kolde måneder af året har granatæblet højsæson. Og den er fantastisk i køkkenet - i hvert fald de sorter, der nu importeres fra middelhavslande som Spanien, Tyrkiet, Israel og Egypten og sælges i enhver dansk dagligvareforretning. Men der findes faktisk mange forskellige sorter og flere af dem er aldeles uegnede til at blive spist rå, som vi gør det. De er ganske enkelt for sure.

Med anvendelse til både mad og dekoration, er det fristende at købe rigeligt, når man falder over en kasse i supermarkedet med særligt flotte granatæbler. Jeg lægger dem gerne til skue i køkkenet og nyder synet. Ved opbevaring i stuetemperatur er holdbarheden dog kun ca. en uge. Putter man dem i stedet i en plasticpose i køleskabet, kan de holde sig i 2-3 uger!

GranatæbleSÅDAN FÅR DU KERNERNE FRI
I Danmark har vi bestemt taget frugten til os til efterårets og julens retter, og her er den altså fantastisk velsmagende med sin bittersøde smag, der godt kan minde lidt om ribs. Delikatessen er som bekendt de små frøkapsler af transparent, rubinrødt frugtkød. Udfordringen er bare lige at finde ud af at løsne kernerne, for det kan godt være svært, hvis man ikke har luret fidusen. En metode, der er let at gå til, er denne:
  • Bank granatæblet ned i bordet eller tril det, mens du trykker det mod bordet. På denne måde løsner kernerne sig.
  • Når du har fornemmelsen af, at kernerne har løsnet sig, halverer du granatæblet ved blot at skære igennem det læderagtige skind hele vejen rundt.
  • Træk de to halvdele fra hinanden over en skål eller en dyb tallerken (saften løber fra, mens du åbner den).
  • Vend vrangen ud af de to halvdele og pil stille kernerne løs. 
  • Smid skal og alle dele af de hvide skillevægge væk - det kan ikke spises.
Granatæble

En let grønkålssalat med granatæble er nærmest ved at blive en klassiker i julekøkkenet. 
Du får her en særdeles velsmagende version, der kan laves på kort tid.

INGREDIENSER

5 store blade grønkål
Kerner af 1 stort granatæble (eller 2 små)
1 stort rødløg
80 g hasselnøddekerner

Til dressing:
2 spsk god olivenolie
1 spsk hvid balsamico
1 spsk akaciehonning
Saften af en halv citron
Salt og sort peber

FREMGANGSMÅDE
  • Rør dressingen sammen - smag til med salt og peber.
  • Pil løget, skær det først i halve og derefter i tynde strimler på langs.
  • Put løgene i dressingen - rør rundt og lad det trække.
  • Skær grønkålsbladene fra stokken og snit bladene groft.
  • Tril granatæblerne, halvér dem og frigør kernerne, som beskrevet herover.
  • Låg kålen på et fad og fordel granatæblekernerne udover.
  • Hak hasselnøddekernene groft og rist dem på panden.
  • Hæld dressingen over salaten.
  • Drys de ristede nødderne over, og salaten er klar til servering.
GranatæbleGiver du dig i kast med granaterne, så pas på, at du ikke får frugtfarven på tøjet, da det er meget svært at få af igen. Nogen løsner af samme grund stenene i vand for at undgå pletter, og så behøver man ikke banke frugten forinden. Tril den evt. blot let, mens den presses mod bordet, for lige at løsne kernerne lidt.

2 kommentarer:

  1. Kære Lone, ja granatæblet er skønt, både at se på og smage på! og så gør det jo heller ikke noget, at det er super sundt, jeg har læst et sted at det holder rynkerne væk! i hvert fald er det fyldt med gode stoffer, der virker antioxidativt.
    Foreløbig vil jeg lægge det frem til glæde og beundring her i den kolde og mørke tid.
    Tak for en fin artikel og skønne fotos. Mon du er udlært fotograf?
    Kh
    Hanne

    SvarSlet
    Svar
    1. Arh - hvor er du sød :-)
      Fotografering har været en hobby længe, men udlært er jeg desværre ikke. Men sødt du spørger.
      kh. Lone

      Slet

ANNONCE