Der er flere måder at byde gæster velkomne på end tændte lanterner. Hvad med at lave et bål i stedet for – eller som supplement?


TEKST: LENE, FOTO: LENE & MARIANNE

Jeg elsker bål og ild, ikke på pyromanmåden, selv om jeg synes flammerne er dragende. Nej, jeg elsker at sidde og kigge ind i bålet. Der er noget næsten meditativt over det – især at sidde der en lun og stille sommeraften, hvor røgen stiger lige til vejrs. Og det er et must, at den gør det, for man skal sørge for at tage hensyn til naboerne. Tænd derfor altid kun op, når det er stille i vejret!

Bål, optænding

 

Anderledes er det med brændeovnen. Her er det næsten allermest hyggeligt hvis det rigtigt regner og rusker udenfor. Når man tænder op i sin brændeovn anbefales det at tænde op fra toppen i stedet for fra bunden. Denne metode gør, at 80% de farlige gasser brændes af, inden de ryger op i skorstenen. Miljøstyrelsen har lavet en kampagne, som du kan læse mere om her. Jeg har læst, at kun 4 ud af 10 bruger denne metode, så der er plads til forbedring, da brændeovne står for en stor del af luftforureningen i Danmark! Ved at tænde op på denne måde har jeg fundet ud af, at det også er meget nemmere at få ilden til at tage fat.

Brændeovn, optænding

Når jeg laver bål udendørs, tænder jeg op på samme måde – altså fra toppen. Jeg starter med at lægge 2 stykker brænde i bunden. Ovenpå dem lægger jeg optændingspinde 2 og 2 med optændingsblokke imellem. Her gælder i øvrigt samme regler som for optænding i brændeovnen: Kun rent, tørt træ! Det virker for mig hver gang i stedet for sammenkrøllede aviser og smågrene, eller hvad jeg ellers brugte før. Det skal så lige siges, at jeg aldrig har været spejder!

Bål, optænding

Vi har et gammelt og efterhånden godt rustent bålfad. Jeg synes det er rigtig flot, når flammerne lyser op i alt det rustne. Jeg har i forbindelse med omlægning af en del af haven ønsket mig et permanent bålsted, og det kan godt være det bliver en realitet en dag, men det er altså ret smart at kunne flytte bålet derhen, hvor man ønsker det. Når sommeren går på hæld, og efteråret så småt begynder, flytter vi bålfadet om i nærheden af hoveddøren, hvor vi jævnligt tænder op. Det er da hyggeligt at blive budt velkommen af et rigtigt bål. Selv om vinteren, når sneen ligger højt, tænder vi bål. Vi sørger så bare for at tage noget af brændet indenfor, så vi er helt sikker på, at det er tørt og varmt!

Bål, optænding

Husk i øvrigt at tjekke din kommunes hjemmeside angående bål i haven, og ikke mindst: Sørg for at der er god afstand til brændbare ting, og brug i øvrigt din sunde fornuft, når det drejer sig om ild.

Bål, optænding