For omkring 20 år siden udkom en bog af Peter Høeg, “Frøken Smillas fornemmelse for sne”. I bogen blev alverdens former for sne beskrevet. Det bliver der ikke her, men alligevel kan du lære at “læse i sne”.


TEKST: MARIANNE, FOTO: LENE

Det er i den kolde vintertid, at du kan “læse i sneen” i din have. Ikke at du skal til at være troldkvinde M/K, men dér, hvor solen får magt smelter sneen først, og det er tegn på, at jorden der er mere tør end andre steder. Samtidig fortæller det også, at der er mest solrigt, og at planter som fx roser eller Middelhavskrydderurtebuskene, som lavendel, isop, rosmarin og salvie vil trives fint.

læs i sne, tøvejr

Omvendt – og længe efter at tøen er kommet – er det dér, hvor der stadig ligger sne, og dér hvor den stadig bliver rigtig hård og brun – er det dér, hvor din have er skyggefuld. En undtagelse er under de store træer med skyggefulde kroner, og hvilke er det i denne tid? Nåletræer.

STEN VARMER 
En anden ting, du også kan iagttage i sneen i din have er, at det tør hurtigt omkring sten og planter. Stenene suger solens varme til sig, og blandt ældre gartnere kan man høre om det tip, at man skal plante rødderne til eksempelvis roser nær på sten, fordi det ikke fryser under dem. Det vil jeg gerne høre jeres holdning til. Kan det passe?

læs i sne, tøvejrSelvfølgelig skal vi huske at tage højde for at solen står lavt, når vi identificerer de solrige/tørre pletter i haven – og de skyggefulde. Og også huske på, at solen ikke har ret megen magt i januar, når dagtemperaturerne ligger på mellem 2 og 5 plusgrader, men det kan sagtens give en god fornemmelse for områderne i din have.

Får du lyst til at læse om, hvilke planter, der trives i skyggefulde dele af haven, så kan du læse her. Planter til de tørre pletter kan du glæde dig til i serien “Fuld fart på en frodig have”.