Her i vintermånederne er længslen efter varme og frodighed begyndt at indfinde sig – i hvert fald for undertegnede. Min bedste kur er at ta’ et smut omkring Botanisk Haves palmehus i København.


TEKST & FOTO: KARINA

I den nordøstlige del af Botanisk Have ligger Palmehuset, tegnet af stadsbyggemester Peter Christian Bønnecke. Det storslåede byggeri er i sig selv en oplevelse, og dertil kommer også den helt enorme plantesamling. Har du endnu ikke været i Botanisk Haves Palmehus, og bor du ikke lige i nærheden af København, så se med her og mærk stemningen fra den skønne og frodige oase midt inde i byen.

Botanisk Have, Palmehuset

Palmehuset er opdelt i 5 afdelinger med hvert sit klima. Der er med andre ord nok at holde styr på, og for publikum rigeligt at blive opslugt og imponeret af.

Botanisk Have, Palmehuset

Et hus med tropiske vand- og sumpplanter, et andet med planter fra subtroperne. Det tredje hus med planter, der vokser i regnskoven og det fjerde og femte med henholdvis savanneplanter og planter fra de mere nære Middelhavsområder.

Botanisk Have, Palmehuset

Starten på det spektakulære byggeri gik i gang i 1872 og allerede i 1874 stod det klar til indvielse. For den kæmpemæssige planlæggelse Palmehuset må have krævet, kan vi takke slotsgartner Tyge Rothe og brygger I.C. Jacobsen.

Botanisk Have, Palmehuset

Palmehuset er bygget op i støbejern, træ og glas og byder på hele 2400 overvældende kvadratmeter i grundareal.

Botanisk Have, Palmehuset

Hvis du har mod på det, kan du gå op under Palmehusets tag, hvorfra du kan nyde udsigten ud over palmernes kroner og Københavns tage. Turen derop foregår via en smal vindeltrappe, som jeg endnu ikke har turdet begive mig op af, men jeg kan forestille mig, at motivet deroppefra må være fantastisk.

Botanisk Have, Palmehuset

 

Botanisk Have, Palmehuset

Sjældne, skæve, grimme og smukke – de er der allesammen. I huset med vand- og sumpplanter har en kæmpeåkande hjemme, og i huset med tropisk regnskovsklima støder du på nytteplanter som banan, kakao, kardemomme og ingefær.

Botanisk Have, Palmehuset
Botanisk Have, Palmehuset

Hvis du ikke allerede føler dig hensat til fjerne himmelstrøg, kan et par kulørte vinger eller en stille kvækken få dig omvendt. Sammen med planterne lever nemlig også både sommerfugle og pilegiftfrøer, hvilket ikke gør oplevelsen ringere.

Botanisk Have, Palmehuset
Botanisk Have, Palmehuset

Godt ladet op efter en tur under glastagenes frodighed og varme, træder vi igen ud i den friske vinterkulde. Et skønt “vitaminindskud” hvis man trænger til lidt grønt, og et sted der er en anbefaling værd.