Vidste du, at der findes omkring 20.000 arter af bregner i verden? Bregner findes på alle kontinenter og i alle klimazoner (undtagen Antarktis). Jeg har mange bregner i min have, men kun én slags, og det er den almindelige strudsvingebregne.


TEKST: LENE, FOTO: KARINA & LENE

Det er vildt at tænke på den mangfoldighed af bregner, der findes. Som sagt findes de i alle klimazoner, men ikke i ørken eller andre tørre steder.


STRUDSVINGEBREGNE
Matteuccia struthiopteris

Langt de fleste arter elsker skyggefulde områder med fugtig, muldrig jord og masser af læ, og de tåler absolut ikke udtørring. De trives supergodt under træer, hvor de får en let flimrende skygge, så bregner er formidable, hvis du har et skyggested, hvor det kan være svært at få andet til at gro. Med bregner kan du skabe en skovbund, sammen med andre skyggetålende planter, fx bunddækkeplanter. Bregner trives i øvrigt godt sammen med surbundsplanter.

Det bedste plantetidspunkt for bregnerne er om foråret, så de har en lang sæson at etablere sig i. Den plantes som en staude, hvilket den vitterligt også er – godt nok en særlig slags staude, der ikke blomstrer. Plant den ikke dybere end den stod i potten, og sørg for at den ikke udtørrer. Når den begynder at skyde, ruller bladene nærmest op af jorden, og inden længe står bregnen med de store fjerformede blade og ser skøn ud.

Strudsvingebregne

En bregne kaldes også en karplante. Den formerer sig ved hjælp af sporer, som normalt dannes på undersiden af bladene. De spredes med vinden og kan ligge i jorden i mange år, før de spirer. Jeg har kun selv almindelig strudsvinge, Matteuccia struthiopteris. Jeg fik et par stykker af en god veninde for en del år siden, og nu har de spredt sig langs bøgehækken under æbletræerne, hvor jorden næsten aldrig tørrer rigtigt ud. Kun i tropeagtige somre, som den i år, har jeg måttet vande.

Strudsvingebregne

 

Når bregnerne er visnet ned om efteråret, skal de visne blade ikke klippes af, da de beskytter planten om vinteren. Først når de nye skud begynder at rulle op af jorden, skal de klippes af.

FAKTA

NAVNMatteuccia struthiopteris

DANSK NAVN: Strudsvingebregne
LYSFORHOLD: Trives bedst i skygge
HÅRDFØRHED: Fuldt hårdfør
JORDBUND: Fugtig, muldrig jord – gerne i surbundsjord
VÆKST: Fjeragtig vækst
STØRRELSE: Op til 1 meter høj
ANVENDELSE: Velegnet i staudebedet i skygge under træer