Blomsterfotos, der er skarpe og får havens stemning med, kræver lidt omtanke og træning. Men det kan godt være svært at få til at lykkes. Læs her, hvad, jeg oplever, ofte virker for mig.
TEKST & FOTO: LONE
Fotografering af haver er blevet lidt af en passion for mig. Jeg startede ud med de lette digitalkameraer, som vi brugte til rejser mv., men for en del år siden gav min mand mig mit første digitale spejlreflekskamera – et Canon. Det er blot en amatørudgave, men det gør fotograferingen sjovere, og der er lidt flere indstillingsmuligheder.
Jeg har brugt en del tid på at prøve mig frem og har læst enkelte fotobøger for at få gode tip. Jeg har her prøvet at granske min hjerne og har samlet de ting, som jeg synes er vigtige for at tage gode blomsterbilleder. Jeg håber, at du måske kan have glæde af skriveriet om, hvordan jeg gør – så kan du snuppe de ideer, som du selv synes er til at indarbejde i din egen fototeknik. Også selvom du har et kompaktkamera. De fleste fif virker uanset kameratypen, så dine billeder måske bliver bedre eller måske anderledes, end de er i dag. Måske er du meget skrappere til at fotografere, end jeg selv er. Uanset det så må du hjertens gerne dele dine erfaringer med os, hvis du har lyst.
SKARPE BILLEDER – SÅ SKAL KAMERAET HOLDES STILLE
Det måske allervigtigste for at få helt skarpe billeder er at kunne holde kameraet helt i ro. Det kan være svært på dage, hvor jeg har travlt – eller måske drukket alt for megen kaffe :-). Men helt i ro, det skal det – ellers bliver billederne uskarpe. Især når man henter dem ind i sit billedbehandlingsprogram (som fx Lightroom – som jeg selv bruger) og zoomer ind på detaljerne. Så opdager man, at det der syntes skarpt, faktisk er sløret. Og det er så ærgerligt, når motiv, vejr og tidspunkt ellers lige var helt perfekt.
Man kan evt. bruge et stativ for at få kameraet til at være helt i ro. Jeg har sjældent selv tålmodigheden til at bruge stativet, og når jeg er på havebesøg, finder jeg det ualmindeligt uhåndterligt og allermest bare i vejen. Men jeg bruger det nogle få gange om året i håb om at blive glad for det på sigt (for jeg kan GODT se forskellen). Og så håber jeg på at kunne få det lært en dag (dermed ment; finde tålmodigheden til det).
TIP: Hvis du vælger at bruge stativet for at kunne holde kameraet i ro, så skal du huske at slå funktionen, der modvirker rystelserne (stabilizer on/off) fra. Ellers har denne “stabilizer” den modsatte effekt, og billederne bliver alligevel uskarpe.
PLANTERNE, TÆT PÅ
Ned i knæ! Man skal faktisk så langt ned, at man er i øjenhøjde med planterne. Det er ganske enkelt alfa og omega for at få dybde i billederne og se planterne på den smukkeste måde.
En blomst, fotograferet oppefra, kan se lidt flad og trist ud, men kommer man ned i knæ, ses planterne ind fra en vandret vinkel og forskellen er ganske overbevisende. Så finder man ud af, hvor let det faktisk er at tage flotte have- og makrobilleder. Det her gør en KÆMPE forskel.
UNDGÅ VIND
Jeg gør alt, hvad jeg kan for at fotografere på dage med megen lidt vind – med mindre jeg altså direkte går efter at fange bevægelserne på billederne. Når vinden blæser, vibrerer og svajer alle planterne, og billederne vil – med mindre man er ualmindelig god til styring af indstillingerne på kameraet – se utydelige ud. Og det er så ærgerligt at have spildt gode timer med fotografering, der giver utydelige billeder.
Jeg ved, at nogle fotografer bruger at sætte skærme op omkring planter for at få dem til at stå HELT stille. Det har jeg heller ikke tålmodighed til. Jeg venter på de stille dage, og så fotograferer jeg ellers løs.
INDSTILLINGER PÅ KAMERAET
Jeg kan godt lide at blomsterne får den fulde opmærksomhed, og det betyder at jeg gerne vil have baggrunden til at være uskarp. Derfor bruger jeg højest mulige indstilling på AV, så baggrunden forsvinder ud af fokus. Det giver også – i modsætning til brug af fuldautomatik – mulighed for selv at vælge fokuspunktet. Og det er også gavnligt, når man går så tæt på som på billedet herover.
Inden længe skriver jeg lidt om, hvilke tidspunkter på døgnet, jeg finder, er bedst til fotografering. Jeg har mine helt klare favoritter.
Tak for dine fif med kamera mm, jeg har altid været dybt betaget af de skønne fotos, som findes i havebøger og også her på bloggen.
Mine egne forsøg med fotografering er ikke tilfredsstillende, og det er der mange grunde til, bl.a. er mit udstyr ringe (og jeg har hidtil nægtet at bruge min husbonds spejlreflekskamera, da det er tungt og uhåndterligt, påstår jeg!), men den rigtige forklaring er, at jeg er for utålmodig og for doven til at sætte mig ind i teknikkerne.
Men du har givet mig blod på tanden og lyst til at gå systematisk frem, øvelse gør mester. Så når vejret bliver lidt bedre end det er i øjeblikket, vil jeg gå frem efter dine anvisninger og se, hvad der sker.
Kh
Hanne
Hej Hanne
Det er jeg rigtig glad for at høre 🙂 Glæder mig til at høre fra dig, når du kaster dig ud i det. Bare en lille smule fotografering ind imellem – med fokus på bestemte teknikker – kan få fin indflydelse på dine fotos. Så det er bare med at springe ud i det. Upload dem til din computer eller iPad straks efter du har taget dem – så kan du se, hvad der virkede og hvad der ikke gjorde. Det er godt lige at få den erfaring med, inden du går ud og prøver igen næste gang.
Rigtig god fornøjelse.
Kh. Lone
Tak for dine fif her, jeg fotograferer med min mobiltelefon eller med sådan et lille digitalkamera – og er langt fra tilfreds med resultatet…. i 2015 er det min plan at købe et bedre kamera, og måske kunne lære mig selv at tage nogen gode nær-billeder af havens primadonnaer – og det med at kunne lave en sløret baggrund, DET er et stort ønske…….. oh, men jeg hader brugsanvisninger…… giv mig styrke !! 🙂
Hej Sussi
Når du får fundet dig et nyt kamera, så kan du altid skrive til os her – så kan vi jo give et par fif til det med den slørede baggrund. Det er slet ikke så svært, når man lige finder den rigtige indstilling på kameraet. Spørg dig også for i forretningen, når du køber og sig hvad du skal bruge kameraet til. Min erfaring er at det er bedre at gå i en fotoforretning og få det gode råd, så man får det rigtige kamera til formålet – og så er de ofte også søde til at hjælpe, hvis der siden hen er problemer med det. ( uden man behøver selv at gå i gang med brugsanvisningen 🙂 … Den er jeg heller ikke meget for).
Kh. Lone
Dejlig artikel, når man lige har fået et nyt kamera i julegave ;-0
Nå ja – det var da fin timing 🙂
Så håber jeg, at du får god succes med det!
Kh.
Super fin artikel 🙂
Og tak for de mange fif – især det med at gå ned på "øjenhøjde" med planterne, må jeg prøve 🙂
På mit yndlings-objektiv er der ikke en stabilizer – men jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan holde kameraet næsten stille: Jeg holder højre albue (hvor jeg holder kameraet) ind mod kroppen – så albuen hviler mod brystkassen. Det virker måske lidt underligt at holde armen så skævt, men det virker for mig 🙂
Tak for et super godt magasin 🙂
/Marianne
Marianne – dit tip med albuen lyder som noget, jeg selv kunne finde på 🙂
Som jeg vist også skriver herover, er jeg ikke meget for at bruge stativ, så jeg støtter tit mod alverdens mulige underlag eller andre faste elementer. Biltage, træstammer, bænke mv. Alt kan bruges, når man har brug for en HELT rolig hånd 🙂 Så dit tip er lige i øjet!
Tak for at du deler.
Og rigtig god weekend til dig.
Kh. Lone