Lene har skrevet til brevkassen for at få et svar på, hvad der kan være i vejen med hendes lille buksbomhæk. Vi finder svaret.


SVAR: MARIANNE BACHMANN ANDERSEN, HAVEPANELET, FOTO: LENE
buksbom

Lene spørger:

Forrige år plantede jeg små buksbomplanter rundt om nogle bede i vores lille gårdhave. De groede fint, men nu her i efteråret 2014 opdagede jeg så, at de begyndte at visne og tabe bladene. Det ser ud som om, de visner nedefra og de er ret miserable at se på. Hvad kan det mon være? Er det den frygtede buksbomsvamp? Og ikke mindst: Er der noget at gøre, eller skal de bare graves op og kasseres?

Venlig hilsen
Lene, Greve
HAVEFOLKET

 

buksbomsyge

 

Kære Lene

Havesæsonen i 2012/13 bød på mange udbrud af den frygtede buksbomsygdom Cylindrocladium buxicola, som også på dansk kaldes for buksbom-kvistdød og på engelsk box blight. Svampen er meget aktiv i sensommeren og om efteråret, hvor den relative luftfugtighed er høj. Det gode efterår i 2014 har ikke været et typisk sygdomsår hvad angår svampesygdomme, så antallet af tilfælde med buksbom-kvistdød har være væsentlig lavere end tidligere. Min erfaring er, at det først og fremmest gælder om at dyrke planter, der er fri for sygdommen. De danske planteskoler gør rigtig meget ud af at hindre syge planter i at være i deres produktion, for i dag er det ikke muligt kemisk at forhindre eller bekæmpe sygdommen.

Hvorvidt dine planter er angrebet af buksbom-kvistdød skal jeg ikke kunne sige uden en eventuel undersøgelse på et laboratorium, men de medsendte billeder tyder på, at det kunne være tilfældet.

Du skal derfor grave planterne op og kassere dem (brændes), for at mindske risikoen for at svampesygdommen smitter dine raske planter.

Generel information om buksbomkvistdød
De første symptomer på et angreb af buksbomkvistdød er små bladpletter, herefter visner bladspidsen og hele bladet bliver gråligt. På de nye skud kan man se at der dannes mørke pletter, der ofte flyder sammen til langsgående striber. Er der høj luftfugtighed, kan man se et gråligt lag af mycelium på undersiden af bladene.

Fugt fremmer angreb og buksboms tætte vækst giver desværre gunstige forhold for svampen. I regnfulde perioder ses en større spredning og udvikling af svampesygdommen. Har man først haft syge buksbom i haven, bør der ikke genplantes nye buksbom, da der højst sandsynligt vil være smittebærende organisk materiale fra gamle blade længe efter.

Med venlig hilsen
Marianne Bachmann Andersen
www.hortusadvising.dkHar du, som læser med, erfaring med emnet og måske flere gode råd i forbindelse med dagens brevkassespørgsmål, så er du som altid meget velkommen til at skrive med via brug af kommentarfeltet. 

Vil du læse flere brevkassespørgsmål og -svar, kan du finde dem alle her.
Du kan også læse mere om HAVEFOLKETs havepanel og de eksperter, der står klar til at svare på dine spørgsmål. Find dem her.