Skal man tænke på andet, end hvad man selv brænder for, når man planlægger sin have? Ja, selvfølgelig skal man det!
TEKST & FOTO: LONE
Egentlig stammer udbruddet her fra de mange gåture, jeg går med min hund. Hun er en lille sort dværgschnauzer, der har en enorm appetit på at opleve, og hun kan slet ikke undvære at stifte bekendtskab med kvarteret og den nærliggende skov – igen og igen. Jeg er dagligt med på hundeturen, får luft i næsen og vind i håret, i disse dage kulde i kinderne, og så får jeg rig lejlighed til at gå og nyde folks haver. Eller måske faktisk mest kvarterernes haver. Og når jeg siger “kvarterernes haver”, så er det blandt andet et udtryk for, at vores kvarter rummer nogle veje, der i byplanlægningen har fået et lidt anderledes snit. Vejene danner en cirkel eller nogle steder kun en del af en cirkel, og flere områder har dermed også fået grønninger – store fællesarealer – der giver luft og ekstra mulighed for leg. Her går jeg over, når jeg lufter hunden (selvfølgelig medbringende hundeposer!), og herfra er der endnu bedre udkig over kvarteret end andre steder fra. Et kvarter med rigtig mange hække, for det er et påbud via områdets lokalplan.
Og tit, når jeg tager turen rundt i kvarteret, så slår det mig, at selvom mange af husene er i nogenlunde samme byggestil – du ved, bygget sidst i 90’erne med sadeltag mv. – så er kvartererne slet ikke ens. Og de kvarterer, der for mig fremstår mest harmoniske og indbydende, er ikke nødvendigvis dem med de flotteste huse. Det er faktisk dem med de flotteste hække. Lyder det helt skørt i dine ører? Sikkert ikke, når du tænker efter. Hækkene er nemlig altdominerende – specielt i det danske gadebillede – og derfor kræver de faktisk en del omtanke.
I andre kulturer ser man boligkvarterer, hvor forhaverne er friserede græsplæner, og ofte er der krydret med smukke træer og måske et par velkomponerede bede. Men i Danmark er forhaverne i et typisk villakvarter som bekendt ofte afskærmet af hæk eller hegn, så det man ser fra vejsiden, er egentlig bare den hæk eller det plankeværk, der står i skel. Forhaven ligger inde bagved og er kun synlig for husets beboere eller gæster, der får adgang til matriklen. Kun i vintertiden kan haven skimtes gennem grenværket af hækken.
I mange danske boligkvarterer – som mit eget – er der i lokalplanen påtvunget en hæk. Så langt så godt. Hos os er vi mange, der har plantet den traditionelle bøgehæk, og flot ser det ud, når de står der – side om side – og danner en helhed, når man betragter kvarteret fra afstand. I helikopterperspektivet, hvis du forstår, hvad jeg mener. Altså, hvor man forsøger at betragte kvarterets hække, veje, fortove og fællesarealer som én stor have, der rummer alle parcellerne som mindre haverum.
Ja, for selvom hækkene jo naturligvis står på alle husejernes egne parceller, så indgår hækken synsmæssigt i “den store have”. Og hækken er derfor afgørende for det store billede. Og – hvor er det fint og særligt imødekommende, når hækkene indgår i en harmoni. Når man kan se, at beboerne rent faktisk ved, hvad de vil med deres kvarter, og alle ikke bare kører deres eget show på egen grund uden tanke for helheden.
Er holdningen for skarp og for ensrettende? Måske for nogen. Men jeg finder nu, at mange af de danske boligkvarterer med villaer, der ligger hæk om hæk, ville være en del smukkere, hvis man tænkte lidt mere på helheden frem for individet. Til glæde for alle. Både for kvarterets egne beboere og for dem der er der som gæster. Og ja – måske også til gavn for huspriserne.
Så kan alle boltre sig med egen stil bag hækken. Og gerne i en grad, så man ikke er i tvivl om, hvor man er, når man stikker næsen indenfor. Set fra min perron, så kan en have sagtens være interessant og super personlig uden partout at skulle “råbe op” i gadebilledet.
Ja – det er jo bare min holdning. Hvad mon du tænker?
Super klumme.
Jeg tænker; Jo hvor ville det være godt med mere helhed i det danske gadebillede. Der er så mange steder hvor alting bare skriger mod hinanden – om det så er hus, have eller begge. På den ene side kan jeg jo godt lide villakvarterets diversitet, men helt enig, det kan nemt blive for meget så man næsten bliver rundtosset. På min vej er ALT i øst og vest – men selv er jeg nu med til at gøre forvirringen total. Det skal så til mit forsvar siges at jeg bor i et kvarter præget af håndværk – og der hvor de mange værksteder holder til, har man ikke gjort sig nogle æstetiske tanker – man skulle næsten tro at de dyrker det modsatte:-) Der er ikke så meget at komme efter, derfor er min lille have også lukket inde bag en plankeværks-fæstning – ikke fordi at folk ikke må kigge ind – men fordi jeg helst ikke vil kigge ud 🙂
"farlig tankegang" vil nogen sige,
– for har vi ikke ret til selv at bestemme hvordan vores hæk skal være og af hvad og hvorfor skal alting være så uniformeret – lever vi ikke i et land hvor ytringsfriheden er indskrevet i grundloven – hvordan faen skal vi så skille os ud fra mængden i disse tider hvor både selvet og egoet slås om platformen hvor man kan gøre sig bemærket og der er dem der vil sige at man da bare kan flytte ind i en boligforening hvor de har en pedel eller en varmemester til den slags når der skal luges og gødes og klippes for det er jo bare et stykke idiotarbejde der skal gøres og vi andre har nok at lave så hvis vi ikke skulle have lov at skille os bare en smule ud ved at vælge en anden hæk eller en anden form eller nogle andre planter eller et andet hus eller en anden garage eller en anden bil eller nogle andre børn og en anden hund – hva så skal I så også bestemme det??
Kære Lone – jeg er ganske og aldeles helt enig i dine betragtninger og argumenter. Men jeg forstår også de ovennævnte reaktioner over formynderiske tiltag som mange føler det er, når man peger på sammenhængen frem for individet med den konsekvens at individet skal skrue lidt ned på visitkortet.
I USA ser man ofte det samme store træ anvendt i alle forhaver på den bare plæne med de forskellige huse i forskellig byggestil. Her er det de store træer der samler gadebilledet, på samme måde som en allé eller store vejtræer. mange danske kolonihaver har nogle restriktioner der regulerer folks adfærd. Disse steder er der ikke så meget at rafle om, der kender man præmissen.
Modsat kan jeg også ind imellem få lidt afsmag i munden over de mange nye RIGTIGE byggerier i RIGTIG hvid RIGTIG funkisstil med den fortærskede men RIGTIGE bøgehæk rundt om og hvor den rigtige bil står i garagen. Jeg plejer at kalde sådanne områder for det uniformerede bylandskab i samme indtægtsklasse. – Så er det befriende at gå en tur i Christiania og se hvordan det hele ikke kommer sig så nøje, men at tingene er vokset op på stedet udenfor millimeterpapiret med lineal og viskelæder.
Tak for endnu et tankestimulerende indspark.
Kjeld
Du har fuldstændig ret, Lone
Det er en lise for sjælen at færdes i et kvarter med harmoni, hvor de enkelte elementer ikke råber til hinanden. Råberi, kreativitet og personlighed behøver man ikke at påtvinge andre. Det kan man dyrke privat.