Skal man tænke på andet, end hvad man selv brænder for, når man planlægger sin have? Ja, selvfølgelig skal man det!


TEKST & FOTO: LONE

Egentlig stammer udbruddet her fra de mange gåture, jeg går med min hund. Hun er en lille sort dværgschnauzer, der har en enorm appetit på at opleve, og hun kan slet ikke undvære at stifte bekendtskab med kvarteret og den nærliggende skov – igen og igen. Jeg er dagligt med på hundeturen, får luft i næsen og vind i håret, i disse dage kulde i kinderne, og så får jeg rig lejlighed til at gå og nyde folks haver. Eller måske faktisk mest kvarterernes haver. Og når jeg siger “kvarterernes haver”, så er det blandt andet et udtryk for, at vores kvarter rummer nogle veje, der i byplanlægningen har fået et lidt anderledes snit. Vejene danner en cirkel eller nogle steder kun en del af en cirkel, og flere områder har dermed også fået grønninger – store fællesarealer – der giver luft og ekstra mulighed for leg. Her går jeg over, når jeg lufter hunden (selvfølgelig medbringende hundeposer!), og herfra er der endnu bedre udkig over kvarteret end andre steder fra. Et kvarter med rigtig mange hække, for det er et påbud via områdets lokalplan.

Haveklummen

Og tit, når jeg tager turen rundt i kvarteret, så slår det mig, at selvom mange af husene er i nogenlunde samme byggestil – du ved, bygget sidst i 90’erne med sadeltag mv. – så er kvartererne slet ikke ens. Og de kvarterer, der for mig fremstår mest harmoniske og indbydende, er ikke nødvendigvis dem med de flotteste huse. Det er faktisk dem med de flotteste hække. Lyder det helt skørt i dine ører? Sikkert ikke, når du tænker efter. Hækkene er nemlig altdominerende – specielt i det danske gadebillede – og derfor kræver de faktisk en del omtanke.

I andre kulturer ser man boligkvarterer, hvor forhaverne er friserede græsplæner, og ofte er der krydret med smukke træer og måske et par velkomponerede bede. Men i Danmark er forhaverne i et typisk villakvarter som bekendt ofte afskærmet af hæk eller hegn, så det man ser fra vejsiden, er egentlig bare den hæk eller det plankeværk, der står i skel. Forhaven ligger inde bagved og er kun synlig for husets beboere eller gæster, der får adgang til matriklen. Kun i vintertiden kan haven skimtes gennem grenværket af hækken.

I mange danske boligkvarterer – som mit eget – er der i lokalplanen påtvunget en hæk. Så langt så godt. Hos os er vi mange, der har plantet den traditionelle bøgehæk, og flot ser det ud, når de står der – side om side – og danner en helhed, når man betragter kvarteret fra afstand. I helikopterperspektivet, hvis du forstår, hvad jeg mener. Altså, hvor man forsøger at betragte kvarterets hække, veje, fortove og fællesarealer som én stor have, der rummer alle parcellerne som mindre haverum.

Ja, for selvom hækkene jo naturligvis står på alle husejernes egne parceller, så indgår hækken synsmæssigt i “den store have”. Og hækken er derfor afgørende for det store billede. Og – hvor er det fint og særligt imødekommende, når hækkene indgår i en harmoni. Når man kan se, at beboerne rent faktisk ved, hvad de vil med deres kvarter, og alle ikke bare kører deres eget show på egen grund uden tanke for helheden.

Er holdningen for skarp og for ensrettende? Måske for nogen. Men jeg finder nu, at mange af de danske boligkvarterer med villaer, der ligger hæk om hæk, ville være en del smukkere, hvis man tænkte lidt mere på helheden frem for individet. Til glæde for alle. Både for kvarterets egne beboere og for dem der er der som gæster. Og ja – måske også til gavn for huspriserne.

Så kan alle boltre sig med egen stil bag hækken. Og gerne i en grad, så man ikke er i tvivl om, hvor man er, når man stikker næsen indenfor. Set fra min perron, så kan en have sagtens være interessant og super personlig uden partout at skulle “råbe op” i gadebilledet.



Ja – det er jo bare min holdning. Hvad mon du tænker?